tirsdag den 1. marts 2011

Verden venter på os - venter vi på verden?

Jeg har sammen med en gruppe læger og sygeplejersker fra Region Hovedstaden været på vidensdelingstur til Kina. Det var en fantastisk oplevelse. Aldrig er jeg blevet så positivt modtaget, når jeg har været på besøg på andre hospitaler. Kineserne er utroligt høflige og venlige mennesker.
Det mest spændende var dog deres interesse for at høre om, hvad der foregår i Danmark. De vil høre alt nyt, så læger og sygeplejersker i gruppen holdt en række foredrag, som blev meget positivt modtaget. Der er ingen tvivl om, at Kina kan lære meget fra den danske måde at drive sygehusvæsen på. Vigtigst tror jeg, at man kan lære af os, hvordan samarbejdet mellem læger og sygeplejersker skal fungere til gavn for patienten. Samtidig kan de lære om vores behandlingsprincipper inden for fast-track kirurgi. Patienterne i Kina lå i sengen i dagevis uden at blive mobiliseret. Hvad kan vi så lære af kineserne? Vi kan lære en åbenhed overfor udlandet og en villighed til at lære nyt.

Traditional kinesisk medicin er en speciel affære. Grødomslag, rygende cigarer på maven og kopsætning er et farverigt indslag, men der er også mange behandlinger, der bør tages alvorlige og undersøges. Der er noget af den urtemedicin, som de bruger, som til syneladende virker. Det vil være interessant at undersøge dette på en vestlig videnskabelig metode.

Region Hovedstaden vil fortsætte samarbejdet med den kinesiske provins Gansu med 23 mio. indbyggere for at hjælpe dem, men også for at vi kan blive klogere.

Mange hilsner
Torben

3 kommentarer:

  1. Kære Torben Mogensen

    Spændende at høre om jeres indtryk fra jeres vidensdelingstur til Kina.

    Vidensdeling er vigtigt – også om alternativ behandling – for faktisk har 45,2% af danskerne brugt alternativ behandling og der anvendes alternativ behandling på knap en tredjedel af de danske sygehuse.

    I Danmark har vi et offentlig center, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), der formidler saglig og neutral viden om alternativ behandling og naturmedicin, primært til almindelige borgere men også sundhedsfagligt personale. På hjemmesiden www.vifab.dk kan man blandt andet:

    - finde beskrivelser af de mest benyttede alternative behandlingsformer som fx akupunktur og zoneterapi; se: http://www.vifab.dk/alternativ+behandling/behandlingsformer

    - finde oversigter over Cochrane forskningen indenfor alternativ behandling sorteret på sygdomsområder eller behandlingsformer, fx naturmedicin og kosttilskud; se: http://www.vifab.dk/forskning/forskning+i+effekt
    - få gode råd og guides om naturmedicin fx ’Tjek din naturmedicin’ for interaktioner og bivirkninger; se: http://www.vifab.dk/naturmedicin/gode+r%c3%a5d+og+guides+om+brug+af+naturmedicin

    - læse om og få link til EU's plantemonografier; se: http://www.vifab.dk/naturmedicin/eu's+plantemonografier

    - et særligt tema: ’Til Lægen’ hvor de informationer læger ofte søger om alternativ behandling og naturmedicin er gjort let tilgængelig; se: http://www.vifab.dk/tema/til+l%c3%a6gen

    Jeg håber I er mange i Regionerne, der har lyst til at se og bruge vores viden, som vi gerne deler med jer.


    Med venlig hilsen

    Helle L. Lønroth

    Centerchef, ViFAB

    SvarSlet
  2. Jeg er netop vendt tilbage fra en spændende tur til HongKong og Gouangzhou, Kina. Turens sigte var primært at studere den anderledes indstilling kineserne har til fødevarer og pharmakologi - idet de i høj grad opfatter mad som medicin. Den kinesiske sundhedsfilosofi bygger på Taoismens idealer om indre balance (yin-yang principper), og det er mit indtryk, at rigtig mange kinesere på gaden mener at have kendskab til hvilken funktion den og den fødevare har på kroppen og helbredet. Man læner sig op ad flere tusinde års erfaring for, at det og det virker på det og det - og så spørger man ikke om hvorfor - funktion er for dem vigtigere end strukturel tænkning.

    Kinesere der skal på sygehuset for en lidelse, de kan vælge at blive behandlet på et topmoderne TCM (Traditionel Chinese Medicine) hospital, eller på et "konventionelt" hospital der bygger på vestlige behandlingsprincipper. Mange vestlige hospitaler har integreret TCM og konventionel behandling. TCM er i øvrigt ikke bare hokuspokus i et land langt borte: På 30% af danske hospitaler herhjemme i Danmark benyttes akupunktur i større eller mindre målestok.

    En stor hurdle, hvad angår vurdering af om enkelte TCM-metoder virker eller ej, det er spørgsmålet om, i hvilken grad metoder og effekter overhovedet kan vurderes ud fra vestlige metodologi- og evidens-opfattelse. Netop akupunktur - der bygger på ideen om at stimulere punkter på kroppens energibaner, meridianerne - er nok den TCM-metode der er nået længst, vurderet under en vestlig lup.

    Kineserne kan givetvis lære meget af os, men på et TCM-hospital så jeg bla en TCM-reklamefilm, hvor de forsøgte at lade TCM diagnosticering (kigge på tungen, vurdere indre organers balance via nuanceret puls-tagning, lægge mærke til patientens ånde og hud f eks) og "recept"udskrivning af kostvejledning som "behandling" konkurrere på et parameter som hastighed - og så kan det let gå galt for TCM, vil jeg mene. Nærhed til patienten og holismen (hvad det så ellers indebærer) skal TCM-lægerne måske ikke give køb på. Og så er det jo også særdeles spændende, hvad vi, i den vestlige verden, kan lære af dem. For noget kan vi lære, det gjorde salig Niels Bohr opmærksom på, ved at placere et yin-yang symbol i sit våbenskjold.

    SvarSlet
  3. Kære Søren La Cour

    Det er et fint indlæg,hvis synspunkt jeg deler. Vi håber i samarbejde med vores kinsiske venner at kunne belyse det nærmere.

    Mange hilsner Torben

    SvarSlet