Statist i en katastrofefilm, folkesundhed med cool cash eller (og?) sunde mikrober og Nobelpris til superempirikerne – en halv dag i Washington D.C.

Er landet i Washington Dulles International Airport og taxaen sætter mig af på en metrostation nærved, da vejtrafikken er forfærdelig her kl. 4 pm. Det første metroføreren fortæller os er, at han sætter os af. På grund af en ulykke længere fremme, skal vi transporteres videre med bus til Roslyn metrostation. Bussen kommer frem til Roslyn, hvor vi tror vi skal videre på rejsen med tog. Vi står helt mast sammen. Af en eller anden ukendt grund, kan man ikke komme ned til togene, og der kommer bare hele tiden flere busser og sætter folk af, som maser sig ind i masserne. Pludselig lyder der kraftig støj og skrig fra vel 150 meter væk fra, hvor jeg står, og det rygtes, at en bil er kørt ind i alle menneskerne.

Og her starter katastrofefilmen! Jeg var mildest talt ikke imponeret over det amerikanske katastrofeberedskab og præhospitale system. Jeg talte fra mit ståsted over 20 ambulancer, lige så mange Emergency Vehicles, masser af redningsfolk og over 50 politibetjente med forskellige uniformer, som drev folk frem og tilbage…tilsyneladende helt ukoordineret. Det var umuligt at komme derfra. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Live Free or Die Hard, som jeg havde set fem minutter af på flyet, men Bruce Willis var desværre ikke med i denne film til at ordne tingene. Og det var der ingen der var! Jeg så ikke en eneste læge (eller anden autoritetsperson). Vi fik heller ikke noget at vide om, hvad der var sket, og fjeren bliver til mange høns. Efter to timers statistrolle lykkedes det at komme på en taxi. Jeg håber virkelig, at vi har et bedre beredskab i Danmark.

På hotellet ligger en Washington Post og venter på sengen. Jeg læser altid sundhedsstoffet først. Her er to forsidehistorier. Den ene er den tiltagende brug af pengeincitamenter til at få folk til at leve ordentligt, altså tabe sig, motionere, stoppe med at ryge og drikke og tage deres medicin, hvis de har forhøjet blodtryk eller noget andet. Og efter min lille tur i de folkelige masser kan jeg i hvert fald forstå dét der med at tabe sig. De fleste amerikanere har sundhedsforsikring gennem deres arbejde og forsikringerne er dyrere, desto mere usundt de ansatte lever. Staten må ikke gøre ret meget, selvom tobakspriserne faktisk er meget høje i nogle delstater, men de enkelte arbejdsgivere må gøre meget. Og det er ikke ualmindeligt, at de overvægtige ansatte skal betale højere egenpræmie end de andre, men at de får sat egenpræmien ned under de andres, hvis de starter et vægttabsprogram og lader sig tjekke. Det gælder også rygning, hvor man skal levere spyttest ugentligt, og så videre. Det er blevet en hel videnskab herovre at udforske incentivised health promotion, og det er faktisk videnskabeligt påvist, at det virker. Det har også vist sig, at et kontant pengebeløb virker bedre end en tilsvarende præmienedsættelse. Også at den dårlige adfærd vender tilbage, når pengestrømmen ophører. Og det helt nye er, at pengeincitamentet kommer som en præmie i en konkurrence mellem flere forskellige virksomheders ansatte. Det er blevet en hel business at arrangere det (f.eks. HealthyWage.com og StickK.com). Man har ved dybsindig forskning fundet ud af, at det her virker bedst, hvis folk selv betaler en indsats, så lige for tiden er der mange amerikanere, der betaler $60 eller et lignende beløb for på deres arbejdsplads at deltage i disse real life reality shows med chance for at vinde $10.000, hvis ens arbejdsplads klarer sig bedst. Stort gruppepres! Det næste bliver nok, at man skal betale pengene tilbage, hvis kiloene kommer igen, …og det var måske ikke nogen tosset ide? Det her er alt sammen en del af den forebyggelsesbølge, der hedder Nudging (adfærdspsykologi og økonomi rørt sammen i en gryde tilsat lidt alkymi), som også er kommet til Danmark. Det lyder spændende, men amerikanerne kunne nu også se på deres fødevareinfrastruktur. Fast food er vanvittigt billigt og kan købes alle steder og mange flere steder end fødevarer, du selv tilbereder. Og det smager jo godt, lige når man spiser det!

Måske er der andre veje til sundheden? Dagens anden sundhedsforsidehistorie var om mikrober og manipulation af disse, som måske kan få f.eks. overvægtige til at tabe sig, så man slipper for dyre besværlige operationer og endnu mere besværlige adfærdsændringer. Men det var en tung artikel uden for mit område, så læs selv A1 og A18, The Washington Post den 11. oktober 2011.

Sundhedsstof er også godt stof herovre, men der var ikke så meget andet af interesse for en sundhedsøkonom som mig. Det er flot, at den højgravide løber Amber Miller afslutter et maraton på terminsdag og føder på målstregen, men der er ikke så meget sundhedsøkonomi i det (endnu). Det er der heller ikke i Steve Jobs dødsårsag som blev offentliggjort i dag. Måske i, at den økonomiske (næsten) Nobelpris i år gik til to superempirikere, Christopher Sims (NYU) og Thomas Sargent (Princeton). Jeg husker dem fra 80’erne som to innovative økonometrikere, der overtalte dogmatiske økonomer til at se grundigt på data og ikke kun kaffegrumsteori, før de rådgav politikerne om diverse tiltag. Sims satte dét med at se på data i system i nogle vektor autoregressive modeller, som kunne endogenisere mange flere økonomifaktorer end tidligere modeller, og Sargent har lært os, at vi som borgere reagerer kontekstspecifikt på forskellige indgreb i vores privatøkonomi, at vi så at sige tolker dem sammen med hvad vi tror, der vil komme mere af eller hvad der så vil ske, og at vi derfor som borgere ofte reagerer forskelligt på ellers ens indgreb. Det er jo noget rod og lidt synd for alle de her bankøkonomer og vismænd, som jo ellers er meget kloge – ligesom sundhedsøkonomerne – og det er nok derfor, at de så tit tager fejl. Når Sims bliver spurgt om et eller andet, f.eks. hvad politikerne skal gøre i den aktuelle økonomiske krise, så svarer han drævende: ”It requires a lot of slow work looking at data, unfortunately.” Og det kommer han nok ikke så tit i P1-Morgen med. Tillykke til Sargent og Sims med de 10 millioner SEK og må det tilskynde til yderligere innovativ økonomiforskningsadfærd, for ellers skal I betale dem tilbage!

Måler vi på det rigtige?

Jeg er i færd med at hjælpe en afdeling med at lave en målstyringstavle. Afdelingen ønskede at få konkretiseret sin vision til nogle målepunkter, der kunne vise, at man var på vej mod at realisere visionen. Når man laver en målstyringstavle, vælger man tre til fem målepunkter, som man skal sætte ambitioner for; følge med i og op på. Det er ledelsens værktøj til at sætte ind, hvis udviklingen går for langsomt eller den forkerte vej. Afdelingen havde defineret fire søjler i deres vision, som gik på at visionen skulle realiseres ved at arbejde med udvikling, kvalitet, medarbejdere og drift. Derfor var det oplagt at første skridt i processen blev at liste samtlige relevante målepunkter op inden for hver søjle. Kriteriet for denne brainstorm var ”Nævn alle de målepunkter, som viser om afdelingen er på vej til at realisere vision.” Der blev til sådan ca. 15 til 25 målepunkter for hver søjle.
For at skabe overblik markerede vi de målepunkter som ikke i dag fandtes med en rød stjerne. Så kunne vi hurtigt se hvor mange der allerede blev målt på og dermed få en fornemmelse af hvor meget arbejde der lå forude. Det viste sig at være ca. 70 %. Den tager vi lige igen: Da ledelsen i afdelingen skulle nævne alle de mest relevante målepunkter var 70 % noget der ikke fandtes i forvejen!
I mit arbejde som Lean-konsulent kommer jeg tit til at hjælpe med at optimere processer omkring registrering. Det er fordi det fylder enormt meget ude på afdelingerne. Systemerne er ikke altid lige hensigtsmæssigt indrettet, og der er ofte en følelse af at man hælder en masse data ind i et system, men at der ikke kommer noget ud igen eller også kommer det først et halvt år senere, så det er svært at handle på, fordi man først må undersøge om det stadig er relevant. De mange målinger bærer præg af et makroperspektiv på måling. Der er jo rimeligt nok, at man skal have data på sundhedssektorens performance på landsplan, men jeg synes det er tankevækkende, hvor fjernt det er fra den enkelte sygehusafdelings drift. Når man laver et nationalt målepunkt, så lægger man samtidig beslag på utrolig timers arbejde ude på sygehusene. Varme hænders arbejde som bliver brugt på registrering. Derfor har man også pligt til være meget kritisk i forhold til at sikre at alle målepunkter er relevante. Her kunne jeg måske godt ønske mig en kritisk gennemgang af det eksisterende regime.
Det er afgørende for udvikling af afdelingerne, at man forholder sig til hvad man måler på og sætter konkrete ambitioner for det, man vælger. Desværre er situationen i dag mange steder, at den obligatoriske måling og registrering fylder så meget at man kun i begrænset omfang kan overskue at foretage egne (og måske mere relevante) målinger og drage konsekvenser af dem. Det tjener ikke til landets bedste.