Et af resultaterne af de netop afsluttede økonomiforhandlinger mellem regeringen og reigonerne er en aftale om sundheds-it, som skal sikre de mest optimale løsninger rundt om på landets hospitaler. I regi af Regionernes Sundheds-it Organisation (RSI) har regionerne udstukket en række pejlemærker for, hvordan vi kommer bedst i mål - men hvad betyder det egentlig for udbredelsen af kliniske it-systemer på hospitalerne?
Hvad skal vi egentlig med RSI? Jeg er ikke i tvivl om, at en del - både klinikere og politikere - har stillet sig selv det spørgsmål. I hvert fald indledningsvis, da RSI for første gang blev introduceret i februar i år. Og det er helt forståeligt, for i løbet af årene har vi set flere tiltag på at gøre dansk sundheds-it endnu bedre. Men med RSI her de danske regioner virkelig ramt hovedet på sømmet: Kongstanken bag organisationen er et tværregionalt samarbejde, hvor man deler erfaringer - både gode og dårlige - og høster de allermest værdifulde frugter af "best practice". Fremover vil princippet 'Følg eller forklar' afløse 'Lad tusinde blomster blomstre'.
Men hvad betyder RSI så for de enkelte regioner - og ikke mindst for læger, sygeplejersker og patienter på de enkelte hospitaler? RSI blev enige om en lang række pejlemærker, hvoraf de fem vedrører optimering af sygehusdriften rundt om i regionerne, og et af disse pejlemærker handler om en strategi for de bedste telemedicinske løsninger, som i sidste ende skal optimere driften af vores hospitaler.
Lyder lidt teoretisk? Ja, måske ved første øjekast, men det er en oplagt og kærkommen lejlighed for os, der sidder med sundheds-it til hverdag, at få den ledelsesmæssige opbakning til at afklare, hvordan de telemedicinske løsninger kan anvendes og gøres bedre. Hele formålet med RSI er jo at dele viden og erfaringer - og hvis noget virker i Region Syddanmark, jamen, så skal vi i fx Region Hovedstaden da gøre alt for at lære af vores kolleger og tage deres løsninger til os.
I Region Hovedstaden har vi siden årsskiftet arbejdet med en telemedicinsk strategi for regionens hospitaler. Er dette arbejde så spildt? Nej, tværtimod. RSI's pejlemærker, herunder den telemedicinske strategi, planlægges som et ekstremt operationel samarbejde, og det giver os og andre regioner en oplagt mulighed for at byde ind med, hvad vi ved og hvad vi mener der bør gøres, hvornår og af hvem.
Et andet konkret eksempel er et projekt, som skal skaffe hurtig systemadgang (Effektiv systemadgang) til de kliniske systemer - et stort og komplekst projekt, hvor helt ny teknologi er i spil. Region Hovedstaden arbejder lige nu med at teste forskellige løsninger, og det samme gør Region Nordjylland og Region Sjælland. Det nye er, at vi samme arbejder på at høste erfaringer med fem forskellige løsninger - en opgave en enkelt region ikke ville have haft mulighed for at løfte alene. Formålet er at skabe et langt bedre og mere solidt beslutningsgrundlag for denne store investering og nå frem til en fælles beslutning om, hvilken løsning der i sidste ende skal implementeres på hospitalerne. Det betyder, at vi får den bedst mulige løsning.
Så på med arbejdshandskerne - jeg står i hvert fald klar til at lære, dele og skabe de bedste mulige rammer for bedre sundheds-it til klinikerne i de danske regioner.
onsdag den 30. juni 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar