Gode ideer søges...

Carsten døde tre dage før sin 64 års fødselsdag. To måneder før havde han været hos sin praktiserende læge, fordi han havde haft vægttab og generelt ikke havde det så godt. En gastroskopi viste en ondartet svulst i spiserøret. En scanning viste, at der var metastaser i leveren. Der går nu næsten to måneder, hvor en journal forsvinder, og de involverede afdelinger afventer ”hinanden”, inden Carsten bliver korrekt henvist og kan få en tid til den kemobehandling, han skal have. En ny scanning laves umiddelbart før og viser, at leveren i mellemtiden er helt ødelagt af kræften, samt at der også nu er metastaser i lungerne. Carsten nåede aldrig at komme i behandling.

Det fortvivlende ved Carstens forløb er ikke, at der sker fejl. Det er et vilkår for al menneskelig færden. Det er ikke nogens skyld. Sygeplejersken, der sendte journalen, er samvittighedsfuld og dygtig. Hun gjorde sit bedste. Det gjorde de for øvrigt alle sammen – alle de dygtige mennesker, der var involveret. Det er faktisk netop det, der er det fortvivlende ved Carstens forløb. Carstens forløb ville på sin vis have været nemmere at forstå, hvis de involverede var inkompetente og indifferente. Men hvorfor kunne så mange dygtige mennesker, som gjorde sig så umage, ikke ved fælles anstrengelse få Carsten i behandling, før det var for sent? Der var tid nok. Hvor bliver alle de gode kræfter af? Svaret ligger lige for. Indsatsen bliver ikke koordineret på tværs af afdelinger og sygehuse.

Carstens historie er langt fra enestående, og selv om det ikke altid går så galt, så må det koste enorme ressourcer i forlængede behandlingsforløb. Potentialet er der, men realiseres ikke, fordi man stadig i høj grad opererer i siloer. Urealiseret potentiale er spild. Spild er gode kræfter brugt på noget, som ingen får glæde af.

Som leankonsulent består mit arbejde i høj grad af at skabe en kultur, hvor man koordinerer, ændrer og følger op. Det handler om at skabe en struktur, der sikrer at afdelingen løfter i flok; at afdelingen realiserer potentialet af alle de gode kræfter. Det ville være en uhyrlig påstand at hævde, at afdelingerne på danske sygehuse ikke løfter i flok, men det ville efter min mening være en ligeså uhyrlig påstand at hævde, at der ikke er et langt større potentiale end det, der realiseres i hverdagen på rigtig mange afdelinger.

En ting er at koordinere internt i en afdeling – det kan være svært nok. Noget andet er at koordinere på tværs af sektorer, sygehuse og specialer. Der er taget mange initiativer med forskellige pakkeforløb og kontaktpersoner. For Carstens behandlingsforløb er der faktisk lavet et cancerpakkeforløb, som han korrekt blev henvist til, men en banal hændelse var nok til, at det forløb kørte af sporet, og systemet kunne ikke få det tilbage igen, før det var for sent.

Så hvordan koordinerer man indsatsen på tværs af afdelingerne? Umiddelbart tænker jeg: Det havde nok virket, hvis der havde været en, som havde haft den specifikke opgave at følge Carsten fra en afdeling til en anden. Optimalt var det en overlæge, som havde specifikt ansvar for at koordinere behandlingen. Denne overlæge havde sat overlæger fra de relevante specialer sammen, så behandlingen var blevet koordineret. Det er jo en fin løsning, men fuldstændig urealistisk, i forhold til de tilgængelige ressourcer, så hvordan gør man det bedre? Hvordan undgår vi at tabe patienter mellem afdelinger og sygehuse? Er der nogen der har nogle gode ideer eller kan fortælle en historie, hvor det hele bare spillede sammen? Hvad skete der der?