Opslag
'Videndeling' er som 'fremskridt' og 'udvikling'. Det er svært at argumentere imod. Vi har mange eksempler, hvor gevinsterne forudsættes åbenlyse. Juhl udvalgets rundrejse pegede på 'the knowing-doing gap', vi laver kliniske retningslinier ud fra den bedste kendte praksis, pakkeforløb med samme tankegang osv.
Jeg har endda været med til at skrive en brugsbog om videnledelse, hvor vi udfolder en række værktøjer til at styrke deling af viden på arbejdspladserne (Bendix og Harbo, Videnledelse i praksis, DJØF Forlag, 2004).
Selvom det er trendy, er der ingen grund til at sige 'undskyld' i den forbindelse. Men måske er der brug for en djævelens advokat?
Der kan være en risiko for, at videndelingsargumentet fører til misforstået rationel ressourcebevidsthed. Som jeg tidligere har været inde på, var der for ca. 10 år siden en bestræbelse på at udvikle en national elektronisk patientjournal. Måske er det heldigt, at det måtte opgives. Det betød, at de daværende amter hørte op med at skændes om formater, standarder og grænseflader. I stedet koncentrerede man sig om at køre videre ad hvert sit spor.
'Hul i hovedet og ressourcespild' kan man sige. Man kan også konstatere, at det 'allerede nu' er lykkedes Region Midtjylland at udvikle en fremtidsorienteret og sammenhængende elektronisk patientjournal, der netop er testet positiv på et helt hospital og formentlig snart besluttes indført på alle regionens hospitaler. Et system som nu påkalder sig betydelig udenlandsk interesse og kan bringe Danmark globalt i front på dette område. Det var i hvert fald status sidste år i april, at der intet sted i verden findes så omfattende systemer, der er taget i brug i hele sundhedsvæsener.
Hvad er min pointe?
Jeg argumenterer ikke for, at vi skal undlade at være nysgerrige om alternative løsninger eller at vi skal hylde 'not-invented-here' princippet. Men vi må gennem praksis konstatere, at radikale nye løsninger nogle gange kræver et usædvanligt fokus, engagement og enorm vedholdenhed (kald det bare storhedsvandvid), som bedst trives i mindre enheder. Måske kan man nogle gange fremme innovation (ny løsninger af værdi for brugerne) ved mere systematisk at stimulere konkurrerende løsninger. Ressourcespild kan så søges reduceret ved undervejs i udviklingsprocessen systematisk at evaluere de konkurrerende løsning og på det grundlag sortere fra undervejs.
Det er det som støttesystemet og markedet tilsammen har gjort ved den danske vindmøllebranche gennem 30 år. I 1980'erne var der mange lokale maskinfabrikker med deres egne mølleløsninger. Idag er der på dansk jord to globale producenter (Vestas og Siemens) med en toneangivende indflydelse på verdensmarkedet. Det er ikke sikkert, man kunne have videndelt sig til den udvikling og robusthed, som det er udtryk for.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ja, "videndeling" er et begreb af næsten indiskutabel positiv valeur; men det er "mindre enheder" og "lad tusind blomster blomstre" også. Det skal dog ikke afholde mig fra indvendinger mod dit indlæg, for jeg finder det ganske enkelt etisk angribeligt at "lade tusind blomster blomstre", når den enkelte "blomst" er i den flercifrede millionklasse, og vi befinder os i et offentligt system med tunge økonomiske ressourceproblemer.
SvarSletInden for systemudviklingsteorien - og særligt i den skandinaviske del af den - er der etableret både anvendelsesorienterede logiske modeller og hurtige prototyper til at tilgodese konkurrencen mellem forskellige løsningsmodeller uden voldsomme omkostninger og tidsforbrug. Hvis et nationalt udviklingsprojekt havde været baseret på disse principper kombineret med benchmarking op imod de bedste udenlandske systemer, så kunne vi have haft et rigtig godt EPJ-system på kortere tid og til en lavere samlet pris - og dermed til gavn for patienterne i et økonomisk presset system.
Jeg tvivler på, at man ville kunne finde en privat koncern, der ville "lade tusind blomster blomstre" i et systemudviklingsprojekt på den måde, det er sket i det offentliges udvikling af EPJ.