Opslag
For nyligt stillede jeg følgende spørgsmål til et holde kursister: Har vi et sundhedsvæsen i verdensklasse? Kursisterne var læger sidst speciallæge uddannelse. Der var på holdet generel enighed om at, vores sundhedsvæsen er i verdensklasse. Men ikke alle var enige. Direkte adspurgt svarede en af kursisterne, at vedkommende havde været indlagt i udlandet og der oplevet, at det var den samme læge der tog sig af vedkommende i hele forløbet. Det var verdensklasse.
Det danske sundhedsvæsen har rigtig mange kvaliteter, men den personlige læge er desværre i mange tilfælde ikke et af dem. Når man spørger er der mange gode undskyldninger for hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Vi kender dem alle – overenskomsten, fravær osv.
Men det kan lade sig gøre hvis man vil. Afdeling K på Bispebjerg hospital har haft det i mange år. Det har ikke altid været lige let, men ved vedvarende fokus er det lykkes. Når jeg snakker med afdelingen er der i dag ingen der kunne drømme om ikke at have personlig læge.
Hvis vi skal have et sundhedsvæsen i top i verden, må vi sikre at alle patienter har en personlig læge. Diskussionen om økonomi og verdensklasse er irrelevant. Det handler om personlig læge.
Dejligt at sommeren er kommet.
Torben
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det er et væsentligt tema Torben rejser. Når patienter spørges er den personlige læge et af de tilbud de føler sig mest svigtet på. Hvad skal der til - hvilke barrierer er der opbygget så vi ikke kan sikre den personlige læge. I UK har man en mere direkte kontakt til den læge der tager sig af patienten. De står for indlæggelse, varetager behandlingen, og følger op når patienten er udskrevet. Er det den vej vi skal gå ?
SvarSletLige som skolevæsnet er der behov for en 360 graders gennemsyn af lægerollen i god tid før 2020, hvor vi har realiseret "verdens bedste sundhedssystem".
Jeg er meget enig med Torben, men hvis der nu ikke lige er penge til denne omlægning?! For det er næppe helt omkostningfrit. Hvis vi ikke har pengene, så vil jeg foretrække at vi satser på nye bygninger, bedste medicin, gode uddannelser, sikre behandlinger og god kommunikation. Det er patienterne nok bedst tjent med.
SvarSletVenlig hilsen
Arne Poulstrup
Kære Arne.
SvarSletTak for kommentaren.
Det koster ikke penge.
Torben
Hvorfor mon ”den personlige læge” for mange er ensbetydende med verdensklasse?
SvarSletJeg tror ikke, det er fordi patienterne ønsker sig ”den personlige læge”, men derimod at de ønsker, at der er en meget klar tryghed og sammenhæng i udredning, behandling og forklaring, uden meningsløs ventetid, og at indlæggelse, udskrivning, opfølgning og forebyggelse er meningsfuld, effektfuld og forventningsafstemt, samt at patienten har mulighed for at tage kontakt til sundhedsvæsenet, når på forhånd afklarede indikationer opstår, uden selv at være 100% ansvarlig for at forklare tidligere forløb og aftaler.
Så når der ofte udtrykkes ønske om den personlige læge eller en fast kontaktperson, er jeg overbevist (gode argumenter kan naturligvis flytte mig) om, at dette i virkeligheden ikke er målet, men derimod midlet til at nå et mål.
Det lader til, at sundhedsvæsenet de fleste steder ikke kan honorere dette mål. Fordi når en afdeling/en sundhedsperson har haft patienten gennem deres mølle, så sendes patienten videre, uden at man føler sig ansvarlig for (og heller ikke har strukturel motivation for) at afdelingens viden ”genbruges”, at der følges og tjekkes op på forløb, at der er smidige og for patienten hensynsfulde og hensigtsmæssige forløb.
Så når der tales så intensivt om den personlige læge i sundhedsvæsenet, er det så ikke i virkeligheden blot et udtryk for, at man har givet op på at få tryghed, logistik og sikker kommunikation til at fungere. Er det ikke også derfor, man har opfundet pakkeforløb og kontaktpersonordningen.
Jeg kan godt forstå, at man føler en tryghed ved den personlige relation, men hvis der i den faglige oplæring (herunder også sikker kommunikation og logistik) tillige inkluderes oplæring i en vis portion pædagogik, ville det formentlig blive muligt at bygge videre på gårsdagens resultater af andre personer uden at patienten føler et brud i kontinuitet eller tryghed.
Hvor man eksempelvis på Bispebjerg har fået det til at fungere med ”den personlige læge”, ville jeg gerne høre om, hvordan man andre steder har fået logistik og kommunikation til at understøtte sammenhæng og gode forløb, så der måske ikke engang har været udtrykt ønske om den personlige læge. Og hvordan kan man sikre strukturel motivation for god og meningsfuld behandling hele vejen (eller rundkørslen) igennem sundhedsvæsenet
Altså at man rent faktisk stræber efter at gøre en personlig assistent i sundhedsvæsenet måske ikke overflødig, men så i hvert fald ikke standarden, fordi patienten føler, at sundhedsvæsenet er en sammenhængende meningsfuld medspiller.
Og at man så i specielle tilfælde, hvor patienten alligevel føler at behandling og forløb ikke er hensigtsmæssig eller uigennemskuelig eller uforståelig eller, hvad det kunne være, kunne stille en uafhængig personlig ambassadør/kontaktperson/fagperson til rådighed for patienten.
Endelig er det vanskeligt at forestille sig, at sundhedspersonale, hvis målet er den personlige læge, kan have familie, fritid eller barn syg, med mindre man accepterer, at patienten så er på ”pause” i disse perioder. Og så har vi vel ikke et sundhedsvæsen med patienten i centrum?
Kære Trine
SvarSletDu har ret i, at det vigtige er, at patienterne ikke føler at de havner i et hul. Men jeg tror, at den personlige læge er den eneste måde at garantere det. Jeg tror ikke, at der skal flere personer ud over patienten, de pårørende, den praktiserende læge, øvrige behandlere og den behandlende læge ind over patientforløbene. Det vil kun komplicere det yderligere.
For mange personer (mig selv inkl.) er det vigtigt at komme til den samme frisør og samme tandlæge. Jeg tror derfor også, at det er vigtigt at man har den samme læge.