Opslag
Som ansat i sygehusverdenen skulle jeg egentlig være lykkelig for alle de midler (læs miliarder), der gang på gang tilfalder sygehusvæsenet.
Men jeg er egentlig bekymret for den automatiske tænkning, der ligger i, at jo flere kr. vi pumper ind i sygehusvæsenet, jo bedre er det for alle (læs patienterne, som jo næsten er os alle).
Men hvorfor begynder vi ikke at stille nogle krav, der kan nedbringe presset på sygehusene, for i sagens natur gør sygehusene jo ikke danskerne sundere; de helbreder, lindrer osv.
Men egentlig sundhed ligger andre steder: familie, arbejdsplads, skole, fritid.
Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi i fremtiden ikke bare skal betale for danskernes laden stå til med helbredet i forvisningen om, at der altid er et sygehusvæsen i "verdensklasse", som står parat til at modtage dem. Vi bør begynde at stille krav: til hvordan vi lever, opretholder sundhed, medbetaling hvis vi lever risikofyldt, honorere dem, der gør en indsats.....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Arne.
SvarSletJeg bliver ret bekymret over dine holdninger, som baserer sig på, at vi alle har samme vilkår, ressourcer og rammer at leve under. At vi selv kan vælge vores liv i alle dets dimensioner - "enhver er sin egen lykkes smed". Men sådan er verden jo ikke... og dine forslag er farlige for vores velfærdsstat, som erkender, at vi har forskellige muligheder og at vi tager varer på hinanden gennem forskellige indsatser.
At vi så skal gøre, hvad vi hver især magter og at vi skal bruge vores ressourcer bedst muligt, det er en anden sag.
Jeg vil tilslutte mig Vibeke Krølls skepsis overfor et sundhedssystem som differentierer sit tilbud til borgerne alt efter hvor vidt borgerne har gjort sig "fortjent" til behandling.
SvarSletUdover Vibekes pointe om at alle ikke har de samme ressourcer til at tage vare på sig selv, så rejser forslaget ydermere den betænkelige problematik at "nogen" skal gøre sig til dommer over patientens livsførelse. Uha, hvor kunne det blive en kompliceret - og ressourcekrævende - bedømmelse. Hvis altså vi skulle etablere et formelt system til en eksplicit kategorisering.
Men i praksis sker der allerede en vis sortering i tilbuddene til forskellige mennesker. Deres almentilstand indgår nemlig i, hvad man ud fra en lægefaglig vurdering mener der kan gavne dem. Således foregår der for mange behandlinger en "grænsedragning" af hvem der kan "have gavn" af en behandling og hvem der ikke kan. Og nogle gange er det netop kriterier som fysisk form, der afgør at den ene 65-årige godt kan behandles men den anden ikke kan.
Idag foregår differentieringen således ikke efter "fortjeneste" men efter "forventet nytte af behandlingen". Og hvor den sidste er etisk forsvarlig efter min mening, er den første det ikke. At der så alligevel nok er en kausal sammenhæng mellem livsførelse og almentilstand i ganske mange tilfælde, er en anden sag.