onsdag den 8. december 2010

Praktiserende lægers direkte adgang til CT-scanning

Det påstås, at det er sund økonomisk og medicinsk fornuft at rationere praktiserende lægers mulighed for at henvise direkte til mere avanceret billeddiagnostik, herunder CT og MR. Talrige gange har jeg været i litteraturen og har endnu ikke kunnet finde bevis for denne fornuft. Tværtimod.

Her er et eksempel hvor man har givet alment praktiserende læger mulighed for at henvise direkte til CT for udredning af daglig hovedpine. Man undersøgte hvilke resultater man fik af undersøgelserne, hvilken betydning det havde for brug af CT og speciallæger samt praktiserende lægers tilfredshed med ordningen.

Over ni år blev der henvist og udført 4404 CT scanninger og i 461 (10,5%) fandt man noget abnormt og i 60 (1,4%) tilfælde var dette forklaringen på hovedpinen. Ved direkte adgang undgik man henvisning til specialist for 86% af patienterne.
47% af lægerne angav denne henvisningsrute til at være deres foretrukne ved den konkrete problemstilling. Hvis ikke muligheden for CT var der ville de have henvist til neurolog eller intern mediciner.

Alt i alt ville den direkte adgang til CT-scanning således være en nettobesparelse og gav oftest anledning til at patienterne kunne beroliges med at deres hovedpine ikke skyldtes noget alvorligt på scanningen.

Det er værd at iværksætte lokale forsøg med dette i Danmark og samtidig sikre at specialisterne ikke bruges til at ordinere CT-scanninger på patienter henvist fra almen praksis.

Kilde: Simpson, G et al. British Journal of General Practice. 2010;60:897-901

Ingen kommentarer:

Send en kommentar