Opslag
Tak for i år. Vi ses igen i uge 1.
Mange hilsner
Jette, Trine og Louise
Videnspredning i Sundhedsvæsenet / Danske Regioner
onsdag den 22. december 2010
fredag den 17. december 2010
Hvor tit skal vi genopfinde den dybe tallerken?
Mange års erfaring i hospitalsverdenen har udstyret mig med nogle fordomme. Lad mig nævne et par her:
Hospitalsansatte er professionelle og idérige mennesker, der ofte har et højt selvværd. Det betyder, at egne ideer pr. definition er bedre end naboens. Hvis vi kalder noget for f.eks. "Vejle modellen", så kan vi være ret sikre på, at andre hospitaler vil være meget modvillige mht. at kopiere denne idé. Ganske anderledes i den kommercielle private sektor, hvor jeg også har tilbragt nogle år af mit arbejdsliv - her lever mange af at kopiere andres successer i en fart og så gentage dem, bare lidt billigere.
Hospitalsansatte er ofte højt specialiserede mennesker, som ofte er dybt optaget af deres fag og deres egen arbejdsplads. Det betyder, at mange kun sjældent løfter blikket og kigger over til naboafdelingen eller nabohospitalet for at se, om de har fundet på noget smart, man med fordel vil kunne overføre til sig selv. Endvidere er der heller ikke den store tradition for at fortælle hinanden om sine successer, ud over hvad lægerne skriver om i videnskabelige tidsskrifter.
Kobler man disse to fordomme, så vil man som hospitalsdirektør jævnligt opleve, at man rundt omkring på afdelingerne kan se den samme dybe tallerken bliver genopfundet med små variationer igen og igen. Det er selvfølgelig vældig godt for de indvolverede medarbejderes engagement - det her er min idé, jeg har selv fundet på den - men ikke nødvendigvis særlig omkostningseffektivt.
What to do?
På Frederiksberg Hospital (og ja, jeg ved godt, at ved at skrive dette, har jeg allerede forstyrret muligheden for, at andre gør noget tilsvarende... ) har vi et Innovationsforum. Nogle gange om året samler vi ca. 40 håndplukkede medarbejdere og ledere; håndplukkede i retning af at være idérige og optaget af at føre deres idéer ud i livet. På disse møder udvikles nye ideer via div. processuelle konsulenttricks. Det rigtigt interessante er, at en del af disse idéer viser sig at være nemme at føre ud i virkeligheden, fordi andre medlemmer i Innovationsforum allerede har opfundet noget lignende før. Så på den måde beriger disse kreative hoveder hinanden på en ret lavpraktisk måde, og mange af medarbejdernes idéer kan føres ud i livet uden store nye omkostninger. Se det er vidensdeling...
Hospitalsansatte er professionelle og idérige mennesker, der ofte har et højt selvværd. Det betyder, at egne ideer pr. definition er bedre end naboens. Hvis vi kalder noget for f.eks. "Vejle modellen", så kan vi være ret sikre på, at andre hospitaler vil være meget modvillige mht. at kopiere denne idé. Ganske anderledes i den kommercielle private sektor, hvor jeg også har tilbragt nogle år af mit arbejdsliv - her lever mange af at kopiere andres successer i en fart og så gentage dem, bare lidt billigere.
Hospitalsansatte er ofte højt specialiserede mennesker, som ofte er dybt optaget af deres fag og deres egen arbejdsplads. Det betyder, at mange kun sjældent løfter blikket og kigger over til naboafdelingen eller nabohospitalet for at se, om de har fundet på noget smart, man med fordel vil kunne overføre til sig selv. Endvidere er der heller ikke den store tradition for at fortælle hinanden om sine successer, ud over hvad lægerne skriver om i videnskabelige tidsskrifter.
Kobler man disse to fordomme, så vil man som hospitalsdirektør jævnligt opleve, at man rundt omkring på afdelingerne kan se den samme dybe tallerken bliver genopfundet med små variationer igen og igen. Det er selvfølgelig vældig godt for de indvolverede medarbejderes engagement - det her er min idé, jeg har selv fundet på den - men ikke nødvendigvis særlig omkostningseffektivt.
What to do?
På Frederiksberg Hospital (og ja, jeg ved godt, at ved at skrive dette, har jeg allerede forstyrret muligheden for, at andre gør noget tilsvarende... ) har vi et Innovationsforum. Nogle gange om året samler vi ca. 40 håndplukkede medarbejdere og ledere; håndplukkede i retning af at være idérige og optaget af at føre deres idéer ud i livet. På disse møder udvikles nye ideer via div. processuelle konsulenttricks. Det rigtigt interessante er, at en del af disse idéer viser sig at være nemme at føre ud i virkeligheden, fordi andre medlemmer i Innovationsforum allerede har opfundet noget lignende før. Så på den måde beriger disse kreative hoveder hinanden på en ret lavpraktisk måde, og mange af medarbejdernes idéer kan føres ud i livet uden store nye omkostninger. Se det er vidensdeling...
onsdag den 15. december 2010
Viden i Sundhedssektoren
Jeg har nu fulgt debatten her på "hovederne på bloggen" siden starten - spændende men også lidt vanskeligt, når man ikke er en sundhedsfaglig person.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at invitere jer alle til en generel debat om viden i sundhedssektoren (som ViS jo i sidste ende har sigte på, tror jeg).
Vigtigt er det - Sundhedsarbejde opleves nok som noget meget praktisk - men er stadig videnarbejde - forstået som konkret anvendelse af viden. Klinisk viden -ja og viden om processer og organisering.
Jeg tænker man kunne stille tre spørgsmål:
1. Hvad gør man i Sundhedssektoren for at sikre videndeling /-spredning?
Eksempelvis:
Hvordan sikrer kvalitetssikring og akkreditering at den rigtige og opdaterede viden anvendes? Hvordan opsamles erfaringer - f.eks. fra større og gentagne operationer/behandlingsforløb eller andre processer? Findes der dedikerede videnspersoner ("knowledge managers") på sygehuse / i afdelinger? Hvordan anvendes IT - intranet - teknologi - til at sikre adgang til / tilgængelighed til den bedste/nyeste viden?
2. Hvilke barrierer er der for videndeling/-spredning i sundhedssektoren?
Eksempelvis:
Er der kommunikationsproblemer mellem forskellige faggrupper?
Hvad betyder "not invented here"-problematikken i sundhedssektoren - det at vi er lidt mistænksomme overfor viden fra andre?
Hvad betyder det, at man selvfølgelig må gå efter en nul-fejls-kultur?
Har man så travlt med "brandslukning" - at man ikke har tid til at opsøge ny viden og bedre metoder?
3. Hvad kan man gøre for at overvinde barriererne?
Eksempelvis:
Hvordan forbedres kommunikation og samarbejde mellem faggrupperne?
Hvordan kombineres nul-fejls-målet med åbenhed om og læring af fejl?
Hvordan prioriteres tid i det daglige til indhentning af viden/erfaringer, der kan gøre arbejdet bedre og mere effektivt?
Der er mange andre spørgsmål, som kunne stilles? - Du er velkommen til at supplere.
Men giv også gerne nogle svar - ved fælles hjælp kunne vi måske komme frem til nogle konklusioner og forslag.
mandag den 13. december 2010
Bedre monitorering af patientskader er på vej...
Arne Poulstrup, Center for Kvalitet, Region Syddanmark.
En del læsere vil være bekendt med det faktum, at selv om sygehusene indrapporterer utilsigtede hændelser (UTH) (og skader) i tusindvis, udgør denne sum kun mellem 8-10% af de samlede antal UTH på vore sygehuse. En del sygehuse bruger et værktøj kaldes Global Trigger Tool (GTT) til at komme det sande tal nærmere. GTT, der i sin essens går ud på at finde markører for mulige skader ved at screene et antal journaler (20 stk. hver måned), kan med en høj grad af sikkerhed finde 30-40 % af skaderne. Når journaler med triggere er fundet, skal et hold af klinikere gennemgå dem for at finde ud af, om den pågældende trigger også dækker over en egentlig skade.
GTT er pt. det bedste monitoreringsværktøj vi har. Men det kræver en del tid og håndarbejde fra en gruppe klinikeres side for at virke efter hensigten. Gør man som foreskrevet får man til gengæld et godt overblik over sikkerheden - eller mangel på samme - i sin virksomhed.
Nu har svenskerne på Karolinska Universitetssygehus i Stockholm imidlertid sammen med SAS Inst. udviklet en halvautomatiseret teknik, så deres elektroniske journaler kan screenes for triggere(markører) via et software program. Programmet er for de fleste triggeres vedkommende bedre end den manuelle, og man har på Karolinska besluttet udelukkende at bruge den elektroniske screening. Det sparer en arbejdsgang, og det betyder, at man nu kan screene på afdelingsniveau og at man kan gøre det hver uge. Ud over monitorering bruger man nu også resultaterne i direkte lærings-øjemed på afdelingerne.
I Region Syddanmark overvejer vi nu, hvordan vi kan gøre brug af dette fremskridt. GTT gør ikke i sig selv sygehusene sikrere, men resultaterne af værktøjet kan være med til at holde overblikket , ledelsesmæssigt fokus og læring.
Venlg hilsen
Arne Poustrup
En del læsere vil være bekendt med det faktum, at selv om sygehusene indrapporterer utilsigtede hændelser (UTH) (og skader) i tusindvis, udgør denne sum kun mellem 8-10% af de samlede antal UTH på vore sygehuse. En del sygehuse bruger et værktøj kaldes Global Trigger Tool (GTT) til at komme det sande tal nærmere. GTT, der i sin essens går ud på at finde markører for mulige skader ved at screene et antal journaler (20 stk. hver måned), kan med en høj grad af sikkerhed finde 30-40 % af skaderne. Når journaler med triggere er fundet, skal et hold af klinikere gennemgå dem for at finde ud af, om den pågældende trigger også dækker over en egentlig skade.
GTT er pt. det bedste monitoreringsværktøj vi har. Men det kræver en del tid og håndarbejde fra en gruppe klinikeres side for at virke efter hensigten. Gør man som foreskrevet får man til gengæld et godt overblik over sikkerheden - eller mangel på samme - i sin virksomhed.
Nu har svenskerne på Karolinska Universitetssygehus i Stockholm imidlertid sammen med SAS Inst. udviklet en halvautomatiseret teknik, så deres elektroniske journaler kan screenes for triggere(markører) via et software program. Programmet er for de fleste triggeres vedkommende bedre end den manuelle, og man har på Karolinska besluttet udelukkende at bruge den elektroniske screening. Det sparer en arbejdsgang, og det betyder, at man nu kan screene på afdelingsniveau og at man kan gøre det hver uge. Ud over monitorering bruger man nu også resultaterne i direkte lærings-øjemed på afdelingerne.
I Region Syddanmark overvejer vi nu, hvordan vi kan gøre brug af dette fremskridt. GTT gør ikke i sig selv sygehusene sikrere, men resultaterne af værktøjet kan være med til at holde overblikket , ledelsesmæssigt fokus og læring.
Venlg hilsen
Arne Poustrup
søndag den 12. december 2010
Nul-tolerance over for tryksår
Hver gang en patient udvikler tryksår, er det en alarmerende begivenhed. Tilfældet bliver grundigt analyseret, for at man kan drage læring, så den samme ulykke ikke skal ramme andre patienter. Utopi eller virkelighed?
Sådan er praksis i et stort sygehusfællesskab i Wales, Abertawe Bro Morganwg (ABM) universitetshospital, der består af fire store og en række mindre sygehuse i Swansea. På sygehuset med i alt 92 afdelinger og 2800 senge var der i løbet af hele oktober måned kun fire patienter, der fik tryksår under indlæggelsen.
For bare fem år siden havde det store walisiske hospital lige så mange patienter med tryksår som andre sygehuse. Ca. 13 % udviklede et tryksår, mens de var indlagt. Det svarer nogenlunde til niveauet i Danmark, hvor en oversigt fra 2009 viser, at mellem seks og 23 % af patienter på danske sygehuse har åbne tryksår, og endnu flere har begyndende trykskader, der viser sig som rød hud.
ABM universitetshospitalet i Wales besluttede at gøre noget ved problemet i forbindelse med den walisiske patientsikkerhedskampagne 1000 Lives Campaign, der startede i 2008. Hospitalet indførte et program, SKIN Bundle, der svarer til Tryksårpakken i projektet Patientsikkert Sygehus. SKIN Bundle sikrer, at patienter i risiko for tryksår systematisk tjekkes for faktorer, der kan udløse en trykskade: fx om de ligger rigtigt, om de er blevet vendt, om de er våde, om de har fået nok at spise og drikke.
Siden er tryksår blevet en sjældenhed. Der var ni i august, otte i september og i oktober altså kun fire. Swansea-hospitalerne er et godt eksempel på, at det er muligt at eliminere patientskader, som ellers er blevet betragtet som en naturlig og uundgåelig følge af at være syg og svagelig, have dårligt blodomløb og at ligge på hospitalet. Nu opstår der så få tryksår, at hver enkelt tilfælde kan analyseres og årsagerne kortlægges, for at skaden ikke skal ske igen.
Waliserne er nået så vidt ved at indføre en række nye systematiske arbejdsgange, men først og fremmest ved at indføre ”nultolerance” over for tryksår. Hypotesen er, at skaderne kan undgås, og hypotesen holder åbenbart stik.
Nu glæder vi os til at vise at det samme kan lade sig gøre i Patientsikkert Sygehus.
Sådan er praksis i et stort sygehusfællesskab i Wales, Abertawe Bro Morganwg (ABM) universitetshospital, der består af fire store og en række mindre sygehuse i Swansea. På sygehuset med i alt 92 afdelinger og 2800 senge var der i løbet af hele oktober måned kun fire patienter, der fik tryksår under indlæggelsen.
For bare fem år siden havde det store walisiske hospital lige så mange patienter med tryksår som andre sygehuse. Ca. 13 % udviklede et tryksår, mens de var indlagt. Det svarer nogenlunde til niveauet i Danmark, hvor en oversigt fra 2009 viser, at mellem seks og 23 % af patienter på danske sygehuse har åbne tryksår, og endnu flere har begyndende trykskader, der viser sig som rød hud.
ABM universitetshospitalet i Wales besluttede at gøre noget ved problemet i forbindelse med den walisiske patientsikkerhedskampagne 1000 Lives Campaign, der startede i 2008. Hospitalet indførte et program, SKIN Bundle, der svarer til Tryksårpakken i projektet Patientsikkert Sygehus. SKIN Bundle sikrer, at patienter i risiko for tryksår systematisk tjekkes for faktorer, der kan udløse en trykskade: fx om de ligger rigtigt, om de er blevet vendt, om de er våde, om de har fået nok at spise og drikke.
Siden er tryksår blevet en sjældenhed. Der var ni i august, otte i september og i oktober altså kun fire. Swansea-hospitalerne er et godt eksempel på, at det er muligt at eliminere patientskader, som ellers er blevet betragtet som en naturlig og uundgåelig følge af at være syg og svagelig, have dårligt blodomløb og at ligge på hospitalet. Nu opstår der så få tryksår, at hver enkelt tilfælde kan analyseres og årsagerne kortlægges, for at skaden ikke skal ske igen.
Waliserne er nået så vidt ved at indføre en række nye systematiske arbejdsgange, men først og fremmest ved at indføre ”nultolerance” over for tryksår. Hypotesen er, at skaderne kan undgås, og hypotesen holder åbenbart stik.
Nu glæder vi os til at vise at det samme kan lade sig gøre i Patientsikkert Sygehus.
Udskrivningsbreve igen igen
Med samme præcision som militærets forårsmanøvre bringer medierne et par gange om året opgørelser som viser, at det fortsat halter i kommunikationen mellem sygehuse og almen praksis. Det sker så i denne weekend.
På trods af moderne kommunikationsmidler, sundhedsaftaler, referenceprogrammer, akkreditering og patientpakker lykkes det fortsat kun i gennemsnit at få godt 2/3 af udskrivningsbrevene fra sygehusene ud til de praktiserende læger indenfor en arbejdsuge fra patienten er udskrevet fra sygehusene.
Det er uacceptabelt og udtryk for mangel på respekt fra sygehuslægerne overfor almen praksis, at opgaven ikke løses bedre. Skal almen praksis fungere som gatekeeper så skal udskrivningsbrevene dikteres og udsendes så der kan følges op på den behandling patienten har fået. Det elektroniske medicinkort vil fremover sikre at medicinordinationerne koordineres on time. Referenceprogrammer og forløbspakker vil minimere opgaven til kun af bestå i at udforme korte afvigelsesrapporter. Digtial diktering og talegenkendelse har effektiviseret mulighederne for at sekretæropgaven ikke bliver flaskehalsen. Nu må der rykkes.
Det må kunne gøres bedre, så er der sygehuse der har løst problemet og gennem en længere periode har dokumenteret dette så kom frem og fortæl hvad I har gjort så vi andre kan lære det.
onsdag den 8. december 2010
Praktiserende lægers direkte adgang til CT-scanning
Det påstås, at det er sund økonomisk og medicinsk fornuft at rationere praktiserende lægers mulighed for at henvise direkte til mere avanceret billeddiagnostik, herunder CT og MR. Talrige gange har jeg været i litteraturen og har endnu ikke kunnet finde bevis for denne fornuft. Tværtimod.
Her er et eksempel hvor man har givet alment praktiserende læger mulighed for at henvise direkte til CT for udredning af daglig hovedpine. Man undersøgte hvilke resultater man fik af undersøgelserne, hvilken betydning det havde for brug af CT og speciallæger samt praktiserende lægers tilfredshed med ordningen.
Over ni år blev der henvist og udført 4404 CT scanninger og i 461 (10,5%) fandt man noget abnormt og i 60 (1,4%) tilfælde var dette forklaringen på hovedpinen. Ved direkte adgang undgik man henvisning til specialist for 86% af patienterne.
47% af lægerne angav denne henvisningsrute til at være deres foretrukne ved den konkrete problemstilling. Hvis ikke muligheden for CT var der ville de have henvist til neurolog eller intern mediciner.
Alt i alt ville den direkte adgang til CT-scanning således være en nettobesparelse og gav oftest anledning til at patienterne kunne beroliges med at deres hovedpine ikke skyldtes noget alvorligt på scanningen.
Det er værd at iværksætte lokale forsøg med dette i Danmark og samtidig sikre at specialisterne ikke bruges til at ordinere CT-scanninger på patienter henvist fra almen praksis.
Kilde: Simpson, G et al. British Journal of General Practice. 2010;60:897-901
Her er et eksempel hvor man har givet alment praktiserende læger mulighed for at henvise direkte til CT for udredning af daglig hovedpine. Man undersøgte hvilke resultater man fik af undersøgelserne, hvilken betydning det havde for brug af CT og speciallæger samt praktiserende lægers tilfredshed med ordningen.
Over ni år blev der henvist og udført 4404 CT scanninger og i 461 (10,5%) fandt man noget abnormt og i 60 (1,4%) tilfælde var dette forklaringen på hovedpinen. Ved direkte adgang undgik man henvisning til specialist for 86% af patienterne.
47% af lægerne angav denne henvisningsrute til at være deres foretrukne ved den konkrete problemstilling. Hvis ikke muligheden for CT var der ville de have henvist til neurolog eller intern mediciner.
Alt i alt ville den direkte adgang til CT-scanning således være en nettobesparelse og gav oftest anledning til at patienterne kunne beroliges med at deres hovedpine ikke skyldtes noget alvorligt på scanningen.
Det er værd at iværksætte lokale forsøg med dette i Danmark og samtidig sikre at specialisterne ikke bruges til at ordinere CT-scanninger på patienter henvist fra almen praksis.
Kilde: Simpson, G et al. British Journal of General Practice. 2010;60:897-901
mandag den 6. december 2010
"Indavl" og vidensspredning
Her for en times tid siden blev jeg ringet op af en journalist, som ville have en kommentar til at man ved at kigge på de danske sygehusdirektørers ledelsesmæssige baggrund kunne konstatere at kun 3 ud af landets sygehusdirektører har passeret Storebælt i forbindelse med deres sidste ansættelse.
Umiddelbart var det lidt overraskende for mig. Mit billede var egentlig at man rejste på kryds og tværs i landet for at få et spændende job. Vi har her i Nordjylland bl.a. ofte kunnet rekruttere ”gamle” nordjyder, som ønskede at vende hjem med familien til den landsdel, hvor de er født og opvokset og hvor der er højt til himlen og en flot og rekreativ natur. Men man må jo bøje sig for fakta, når virkeligheden er en anden end man tror.
Jeg har flere gange ved selvsyn konstateret, at der er god energi i at rekruttere en leder fra en anden Region oftest naboregionen, fordi det på en direkte måde bringer gode erfaringer ind i organisationen. Man kan næsten sige at vidensdelingen kommer af sig selv. Omvendt er der også fordele ved at rekruttere fra egne rækker fordi det giver kontinuitet og sikrer at man hurtigt er tilbage i en stabil driftsituation.
Men når nu virkeligheden er som den er og Storebælt åbenbart udgør en grænse som ikke så ofte bliver passeret i rekrutteringsmæssig sammenhæng. Ja så bliver det meget vigtigt, at vi er os det bevidst og sikrer vidensdelingen på andre måder bl.a. via en blog som denne. Det gælder i mindst samme omfang erfaringer og viden fra andre sektorer og kulturer, idet vores sygehusdirektører i udstrakt grad er rekrutteret fra andre jobs i sundhedsvæsenet og ofte aldrig har været ansat andre steder.
Den første forudsætning for at gøre noget ved et problem er jo erkendelsen af dets eksistens så kan vi jo overveje om vi vil gøre noget ved det næste gang vi skal rekruttere en sygehusdirektør eller vi vil sikre vidensspredningen på andre måder.
Abonner på:
Opslag (Atom)