Opslag
Jeg var fredag til disputatsforsvar. Nu dr. med Linda basse forsvarede sin afhandling om accelererede operationsforløb. Et fantastisk arbejde som nu blev belønnet med den medicinske doktorgrad. Den ene undersøgelse viste, at der ikke var forskel på patienter behandlet med kikkertkirurgi og patienter opereret med en gammeldags operation med en god behandling efter.
Den ene opponent spurgte indtil hvorfor det var så svært, at få udbredt principperne i accelererede operationsforløb, hvor det er dokumenteret, at det går patienterne bedre. I kontrast til dette gik udbredelsen af kikkertkirurgi lyn hurtigt, selvom evidensen for at det er bedre er tvivlsom. I hvert fald til tyktarmskirurgi.
Han gav selv svaret. Der er 2 væsentlige forklaringer på at det er gået hurtigt med kikkertkirurgi. !) lægerne syntes det er sjovt med det nye legetøj, 2) industrien går en ihærdig indsats for at promoverer metoden.
Det skal bemærkes at det er dyrt med kikkertkirurgi og det tager lang tid.
Så implementering af ny viden handler ikke om evidens, men om det er sjovt for lægerne. Det er opponentens synspunkt, men jeg er i de store træk enig. Videns spredning handler om at gøre tingene sjovt. Hvordan man så gør det?
Mange hilsner
Torben
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Torben
SvarSletDet er en god pointe, at det skal være sjovt, for at videnspredning virker.
Men det kritiske spørgsmål er så, hvad er sjovt? Er det sjovt at skabe resultater med ny viden? Eller er det sådan noget teknologi-sjov - at det er sjov at lege med nye højteknologiske hjælpemidler?
I sidste ende er det vel en vigtig ledelsesopgave, at gøre arbejdet sjovt (interessant) - og dermed videnspredningen....
Kære Bent
SvarSletDet er et godt spørgsmål. Jeg hælder nok til, at teknologi for de fleste er mere sjovt at lege med den nyeste teknologi end at ændre arbejdsgange. Men du ret i at det er en ledelsmæssigt opgave.
Mange hilsner
torben
Kære Torben Mogensen!
SvarSletProblemstillingen er efter min mening ikke kun, om der bliver indkøbt dyrt "legetøj", som nok er sjovt for kirurgen at "lege" med, men som måske ikke har den store nytteværdi for patienten eller sygehusets (slunkne) pengekasse.
Spørgsmålet er altså ikke kun, om vi anvender den ene teknik eller den anden - men om patienten overhovedet kun bliver opereret, fordi kirurgen har brug for at "have det sjovt" med passende mellemrum.
Hvis man sammenligner data fra det engelske NICE med Hysterektomidatabasen i DK, vil man kunne regne ud, at der i DK fjernes 2 - 3.000 flere livmødre på godartet indikation end man gør i UK.
Det er vel balndt andet fordi vi definerer "det at have det sjovt" som synonymt med at operere.
Nu har man så flere steder indført robotkirurgi til operation af ondartede gynækologiske lidelser. Har man spillet WoW eller lignende, er dét sikkert også "sjovt". Og alle operationsglade gynækologer vil selvfølgelig gerne have "en tur i robotten".
Så æd min gamle hat, om ikke man også begynder at fjerne godartede livmødre med robot - "for at færdighedstræne" - hvilket dels indebærer, at en simpel operation nu bliver gjort udstyrsmæssigt tiltagende kompleks.
Men endnu værre, så benyttes robottræning hereftr som argument for det alt for store antal livmoderfjernelser - "vi skal jo have nogen at øve os på".
Samme argument har jo indtil 1.januar 2011 været brugt for at udføre sterilisationer af kvinder ved kikkertoperation i maven under fuld bedøvelse på sygehus - hvor man i udlandet i næsten 10 år har steriliseret et voksende antal kvinder via skeden - i praksis og uden bedøvelse af nogen art - "de unge læger skal jo have nogen at træne på".
Ledelse kunne i denne sammenhæng være at slå fast, at gynækologisk kirurgi er et subspeciale, som alle ikke nødvendigvis skal dyrke i dybden - udover kejsersnitsniveau.
Hilsen
Henrik Skensved
Speciallæge i kvindesygdomme
Kære Henrik.
SvarSletTak for din kommentar. Jeg er meget enig med dine betragtninger.
Mange hilsner Torben