Den it-vante kliniker kan selv? Eller hvad?

I Koncern IT Region Hovedstaden har jeg været med til at udarbejde implementeringskoncepter til de forskellige it-systemer i regionen, og tanken er, at hospitalerne slipper for at skulle gøre alt arbejdet selv.

En undersøgelse af hvordan et operationsbookingsystem blev implementeret på alle hospitaler har vist, at det trods tilstedeværelsen af et implementeringskoncept, er meget forskelligt hvordan implementeringen er blevet gennemført på de forskellige hospitaler, fx hvordan de planlægger implementeringsforløbet, og hvordan de uddanner medarbejderne i anvendelse af it-systemet. Nogle steder tager man hele afdelinger i én stor samlet proces, og andre steder har man gjort det stykvis derudaf.

Jeg forstår godt, at der er forskellige kulturer på hospitalerne, så spørgsmålet er, hvordan får vi tilgodeset de lokale forskelle på hospitalerne? På den anden side er det enormt vigtigt, at vi effektiviserer og standardiserer implementeringer af it-systemerne.

På hospitalerne har der været tradition for at starte forfra hver gang med arbejdsgangsanalyserne, og på den ene side giver det god mening, for det er den bedste måde at få ejerskab på systemerne og få dem ind under huden, men på den anden side kan det undre, at det ikke er muligt at genbruge større dele af tidligere gennemførte arbejdsgangsanalyser og undgå spild af ressourcer.

Hvorfor kan man ikke standardisere implementeringerne?

Det er et dilemma, der er reelt nok. For er klasseundervisning altid et must, eller kan klinikerne selv klare det gennem e-learning? Hvornår skal der laves arbejdsgangsanalyser, og hvornår er korte præsentationer for personalet på fx afdelingsmøderne tilstrækkeligt til at forankre det nye system lokalt?

Måden at tænke it-implementeringer bør også forholde sig til, at klinikerne i dag er så vant til at håndtere nye, store komplekse systemer sammenlignet med for bare 10 år siden – hvor nogle nærmest aldrig før havde set en pc.

Men hvor står vi nu? Vi bør overveje, om implementeringskoncepterne skal tænkes anderledes nu, fordi klinikerne har et helt andet udgangspunkt, og er vant til nye systemer. I stedet for automatisk at kaste sig ud i arbejdsgangsanalyser, så skulle vi måske prøve at udvikle en mere simpel model, som måske endda gør brug af de metoder, klinikerne i øvrigt bruger til kvalitetssikring og effektivisering, fx lean. Eller fx give klinikerne ultrakorte introduktioner til systemet inden implementeringen, men suppleret med massiv support i den første tid med det nye system.

Spørgsmålene er mange og svarene få, men under alle omstændigheder må vi væk fra kun at tale om standardisering kontra lokal forankring. Debatten bør i højere grad fokusere på hvilke – formentlig få – implementeringsaktiviteter, der egentlig skal til for at støtte den it-vante kliniker i at tage nye systemer i brug.