Kan vi kun lære ved at se mod Vest?

Danske sundhedsfolk, klinikere som djøf'ere rejser meget hyppigt vestover for at lade sig inspirere og opdatere. Nogle stopper i England og kigger på et europæisk sundhedsvæsen, der ligner det danske mere end de fleste. De fleste tager helt til USA og besøger Mayo Clinic, Kaiser Permanente og en masse andre steder. Her kigger man på udstyr, behandlingsformer og mere snævre processer og kan lære meget nyt; men fra et system, vi grundlæggende er skeptiske overfor.

Nogle danske og amerikanske forskere (Anne Frølich m.fl.) har meget prisværdigt sat sig for systematisk at sammenligne sundhedskomplekset Kaiser Permanente (KP) med hele det danske sundhedsvæsen for at se, hvor man får mest for pengene, hvor man oplever bedst sammenhæng i systemet osv. Foreløbig konkluderer de, at KP er mere systematisk i sin tilgang, er dyrere men også har bedre resultater på befolkningsniveau end det danske system. I forlængelse af den videnskabelige dialog herom konstaterer de også, at det er yderst kompliceret at lave robuste, sammenlignende undersøgelser som denne.

Jeg vil gerne slå til lyd for, at man ikke lader sig stoppe af besværlighederne. Vi har brug for ikke bare at skabe sammenhænge, men selvfølgelig også for at gøre det bedre ved at studere, hvordan andre gør det.

Men hvorfor skal vi ikke også se os omkring for at lære af andre steder? Hvorfor ikke prøve at tage østpå i stedet?

Nu er vi i hvert fald en tværfaglig gruppe nysgerrige, som gør det. Vi vil kigge lidt nærmere på Singapores sundhedsvæsen. Her er et land på størrelse med Danmark og mindst lige så velstående, som i lang tid har fungeret med et blandingssystem, hvor såvel finansieringen som leveringen er både offentlig og privat. Befolkningen her er iflg. international statistik markant mere tilfredse med deres sundhedsvæsen end svenskerne med deres. Samtidig er den andel af BNP, de bruger på sundhed, under halvdelen af svenskernes andel.

Det pirrer nysgerrigheden, så I hører nærmere.