Opslag
"Genius diagnosticians make great stories, but they don't make great health care. The idea is to make accuracy reliable, not heroic” said Don Berwick, president of the IHI, famously in an interview.
Sådan indledes hjemmesiden for et diagnostisk beslutningsstøtte-værktøj, som hedder Isabel Healthcare. Umiddelbart virker det smart, og jeg ved af bitter personlig erfaring, hvor vigtigt det er at diagnoser stilles korrekt. Der begås diagnostiske fejl med en vis hyppighed, nogle gange med alvorlige konsekvenser for patienten.
Det vækker min nysgerrighed:
1) I hvilket omfang benyttes diagnostiske programmer i det danske sundhedsvæsen?
2) Hvilke fordele og faldgruber kan der være ved sådanne?
3) Er lige præcis Isabel et godt program?
Måske kunne en nysgerrig læge eller to afprøve systemet med fokus på deres eget speciale og skrive kommentarer her? Der er mulighed for en gratis prøveversion i 10 dage.
Læs mere her: http://www.isabelhealthcare.com/home/default
onsdag den 27. oktober 2010
søndag den 24. oktober 2010
Videnspedning - det sjorve før evidens
Jeg var fredag til disputatsforsvar. Nu dr. med Linda basse forsvarede sin afhandling om accelererede operationsforløb. Et fantastisk arbejde som nu blev belønnet med den medicinske doktorgrad. Den ene undersøgelse viste, at der ikke var forskel på patienter behandlet med kikkertkirurgi og patienter opereret med en gammeldags operation med en god behandling efter.
Den ene opponent spurgte indtil hvorfor det var så svært, at få udbredt principperne i accelererede operationsforløb, hvor det er dokumenteret, at det går patienterne bedre. I kontrast til dette gik udbredelsen af kikkertkirurgi lyn hurtigt, selvom evidensen for at det er bedre er tvivlsom. I hvert fald til tyktarmskirurgi.
Han gav selv svaret. Der er 2 væsentlige forklaringer på at det er gået hurtigt med kikkertkirurgi. !) lægerne syntes det er sjovt med det nye legetøj, 2) industrien går en ihærdig indsats for at promoverer metoden.
Det skal bemærkes at det er dyrt med kikkertkirurgi og det tager lang tid.
Så implementering af ny viden handler ikke om evidens, men om det er sjovt for lægerne. Det er opponentens synspunkt, men jeg er i de store træk enig. Videns spredning handler om at gøre tingene sjovt. Hvordan man så gør det?
Mange hilsner
Torben
Den ene opponent spurgte indtil hvorfor det var så svært, at få udbredt principperne i accelererede operationsforløb, hvor det er dokumenteret, at det går patienterne bedre. I kontrast til dette gik udbredelsen af kikkertkirurgi lyn hurtigt, selvom evidensen for at det er bedre er tvivlsom. I hvert fald til tyktarmskirurgi.
Han gav selv svaret. Der er 2 væsentlige forklaringer på at det er gået hurtigt med kikkertkirurgi. !) lægerne syntes det er sjovt med det nye legetøj, 2) industrien går en ihærdig indsats for at promoverer metoden.
Det skal bemærkes at det er dyrt med kikkertkirurgi og det tager lang tid.
Så implementering af ny viden handler ikke om evidens, men om det er sjovt for lægerne. Det er opponentens synspunkt, men jeg er i de store træk enig. Videns spredning handler om at gøre tingene sjovt. Hvordan man så gør det?
Mange hilsner
Torben
fredag den 15. oktober 2010
Sygehusenes første og anden klasse
De, der selv har haft fornøjelsen af at være patient eller pårørende på et sygehus, genkender sikkert situationen, hvor et biologisk behov melder sig. Det kan være behovet for et toiletbesøg eller behovet for at stille sin sult eller tørst.
Hvad toilettet angår, mødes man ofte af skilte, der tilkendegiver, at den ene dør fører ud til et personaletoilet og den anden til et patienttoilet. For mig sætter det fantasien i gang. Et eller andet sted forstår jeg, hvorfor der findes herretoiletter og dametoiletter, i al fald hvis herretoiletterne er forsynet med et pissoir. Men personaletoiletter og patienttoiletter, hvad er rationalet bag det? Er der forskellig rengøringsstandard? Er der frygtelige smitsomme bakterier på personaletoiletterne, som patienterne under ingen omstændigheder må udsættes for? Eller er det omvendt? Er der oftere ledigt på personaletoiletterne, og har personalet så travlt, at de ikke kan vente? Er patienterne bedre til at holde sig? Og hvilket toilet benytter man, når man er sundhedsprofessionel, men på besøg i private ærinde?
Det samme gælder patientcafeteriet og personalekantinen. Det første sted ofte med en menu, der er rig på transfedtsyrer, mens det sidste ofte har et lidt mere varieret og en anelse sundere menukort. Er fidusen i at holde åbent to steder, at personalet skal skærmes for patienterne i deres pause, eller at patienterne skal skærmes for personalet? Eller er det udtrykt for et første- og et andenklasses spisested? Sådan som det var tilfældet, da jeg som ung læge arbejdede på et Hospital i New York. Her havde lægerne en behagelig stille og smagfuldt indrettet kantine, hvilket ikke kunne siges om den kantine, plejepersonalet og andre måtte ty til.
Jeg har spurgt mig for og endnu ikke fundet rationalet for, at patienter og personale ikke kan benytte det samme toilet eller den samme kantine.
Så skal de skilte ikke bare ned og erstattes af nogle, der byder velkommen til alle: personale, pårørende og ikke mindst patienterne, der jo ikke har andre alternativer?
Hvad toilettet angår, mødes man ofte af skilte, der tilkendegiver, at den ene dør fører ud til et personaletoilet og den anden til et patienttoilet. For mig sætter det fantasien i gang. Et eller andet sted forstår jeg, hvorfor der findes herretoiletter og dametoiletter, i al fald hvis herretoiletterne er forsynet med et pissoir. Men personaletoiletter og patienttoiletter, hvad er rationalet bag det? Er der forskellig rengøringsstandard? Er der frygtelige smitsomme bakterier på personaletoiletterne, som patienterne under ingen omstændigheder må udsættes for? Eller er det omvendt? Er der oftere ledigt på personaletoiletterne, og har personalet så travlt, at de ikke kan vente? Er patienterne bedre til at holde sig? Og hvilket toilet benytter man, når man er sundhedsprofessionel, men på besøg i private ærinde?
Det samme gælder patientcafeteriet og personalekantinen. Det første sted ofte med en menu, der er rig på transfedtsyrer, mens det sidste ofte har et lidt mere varieret og en anelse sundere menukort. Er fidusen i at holde åbent to steder, at personalet skal skærmes for patienterne i deres pause, eller at patienterne skal skærmes for personalet? Eller er det udtrykt for et første- og et andenklasses spisested? Sådan som det var tilfældet, da jeg som ung læge arbejdede på et Hospital i New York. Her havde lægerne en behagelig stille og smagfuldt indrettet kantine, hvilket ikke kunne siges om den kantine, plejepersonalet og andre måtte ty til.
Jeg har spurgt mig for og endnu ikke fundet rationalet for, at patienter og personale ikke kan benytte det samme toilet eller den samme kantine.
Så skal de skilte ikke bare ned og erstattes af nogle, der byder velkommen til alle: personale, pårørende og ikke mindst patienterne, der jo ikke har andre alternativer?
fredag den 8. oktober 2010
Kan vi kun lære ved at se mod Vest?
Danske sundhedsfolk, klinikere som djøf'ere rejser meget hyppigt vestover for at lade sig inspirere og opdatere. Nogle stopper i England og kigger på et europæisk sundhedsvæsen, der ligner det danske mere end de fleste. De fleste tager helt til USA og besøger Mayo Clinic, Kaiser Permanente og en masse andre steder. Her kigger man på udstyr, behandlingsformer og mere snævre processer og kan lære meget nyt; men fra et system, vi grundlæggende er skeptiske overfor.
Nogle danske og amerikanske forskere (Anne Frølich m.fl.) har meget prisværdigt sat sig for systematisk at sammenligne sundhedskomplekset Kaiser Permanente (KP) med hele det danske sundhedsvæsen for at se, hvor man får mest for pengene, hvor man oplever bedst sammenhæng i systemet osv. Foreløbig konkluderer de, at KP er mere systematisk i sin tilgang, er dyrere men også har bedre resultater på befolkningsniveau end det danske system. I forlængelse af den videnskabelige dialog herom konstaterer de også, at det er yderst kompliceret at lave robuste, sammenlignende undersøgelser som denne.
Jeg vil gerne slå til lyd for, at man ikke lader sig stoppe af besværlighederne. Vi har brug for ikke bare at skabe sammenhænge, men selvfølgelig også for at gøre det bedre ved at studere, hvordan andre gør det.
Men hvorfor skal vi ikke også se os omkring for at lære af andre steder? Hvorfor ikke prøve at tage østpå i stedet?
Nu er vi i hvert fald en tværfaglig gruppe nysgerrige, som gør det. Vi vil kigge lidt nærmere på Singapores sundhedsvæsen. Her er et land på størrelse med Danmark og mindst lige så velstående, som i lang tid har fungeret med et blandingssystem, hvor såvel finansieringen som leveringen er både offentlig og privat. Befolkningen her er iflg. international statistik markant mere tilfredse med deres sundhedsvæsen end svenskerne med deres. Samtidig er den andel af BNP, de bruger på sundhed, under halvdelen af svenskernes andel.
Det pirrer nysgerrigheden, så I hører nærmere.
Nogle danske og amerikanske forskere (Anne Frølich m.fl.) har meget prisværdigt sat sig for systematisk at sammenligne sundhedskomplekset Kaiser Permanente (KP) med hele det danske sundhedsvæsen for at se, hvor man får mest for pengene, hvor man oplever bedst sammenhæng i systemet osv. Foreløbig konkluderer de, at KP er mere systematisk i sin tilgang, er dyrere men også har bedre resultater på befolkningsniveau end det danske system. I forlængelse af den videnskabelige dialog herom konstaterer de også, at det er yderst kompliceret at lave robuste, sammenlignende undersøgelser som denne.
Jeg vil gerne slå til lyd for, at man ikke lader sig stoppe af besværlighederne. Vi har brug for ikke bare at skabe sammenhænge, men selvfølgelig også for at gøre det bedre ved at studere, hvordan andre gør det.
Men hvorfor skal vi ikke også se os omkring for at lære af andre steder? Hvorfor ikke prøve at tage østpå i stedet?
Nu er vi i hvert fald en tværfaglig gruppe nysgerrige, som gør det. Vi vil kigge lidt nærmere på Singapores sundhedsvæsen. Her er et land på størrelse med Danmark og mindst lige så velstående, som i lang tid har fungeret med et blandingssystem, hvor såvel finansieringen som leveringen er både offentlig og privat. Befolkningen her er iflg. international statistik markant mere tilfredse med deres sundhedsvæsen end svenskerne med deres. Samtidig er den andel af BNP, de bruger på sundhed, under halvdelen af svenskernes andel.
Det pirrer nysgerrigheden, så I hører nærmere.
tirsdag den 5. oktober 2010
Den it-vante kliniker kan selv? Eller hvad?
I Koncern IT Region Hovedstaden har jeg været med til at udarbejde implementeringskoncepter til de forskellige it-systemer i regionen, og tanken er, at hospitalerne slipper for at skulle gøre alt arbejdet selv.
En undersøgelse af hvordan et operationsbookingsystem blev implementeret på alle hospitaler har vist, at det trods tilstedeværelsen af et implementeringskoncept, er meget forskelligt hvordan implementeringen er blevet gennemført på de forskellige hospitaler, fx hvordan de planlægger implementeringsforløbet, og hvordan de uddanner medarbejderne i anvendelse af it-systemet. Nogle steder tager man hele afdelinger i én stor samlet proces, og andre steder har man gjort det stykvis derudaf.
Jeg forstår godt, at der er forskellige kulturer på hospitalerne, så spørgsmålet er, hvordan får vi tilgodeset de lokale forskelle på hospitalerne? På den anden side er det enormt vigtigt, at vi effektiviserer og standardiserer implementeringer af it-systemerne.
På hospitalerne har der været tradition for at starte forfra hver gang med arbejdsgangsanalyserne, og på den ene side giver det god mening, for det er den bedste måde at få ejerskab på systemerne og få dem ind under huden, men på den anden side kan det undre, at det ikke er muligt at genbruge større dele af tidligere gennemførte arbejdsgangsanalyser og undgå spild af ressourcer.
Hvorfor kan man ikke standardisere implementeringerne?
Det er et dilemma, der er reelt nok. For er klasseundervisning altid et must, eller kan klinikerne selv klare det gennem e-learning? Hvornår skal der laves arbejdsgangsanalyser, og hvornår er korte præsentationer for personalet på fx afdelingsmøderne tilstrækkeligt til at forankre det nye system lokalt?
Måden at tænke it-implementeringer bør også forholde sig til, at klinikerne i dag er så vant til at håndtere nye, store komplekse systemer sammenlignet med for bare 10 år siden – hvor nogle nærmest aldrig før havde set en pc.
Men hvor står vi nu? Vi bør overveje, om implementeringskoncepterne skal tænkes anderledes nu, fordi klinikerne har et helt andet udgangspunkt, og er vant til nye systemer. I stedet for automatisk at kaste sig ud i arbejdsgangsanalyser, så skulle vi måske prøve at udvikle en mere simpel model, som måske endda gør brug af de metoder, klinikerne i øvrigt bruger til kvalitetssikring og effektivisering, fx lean. Eller fx give klinikerne ultrakorte introduktioner til systemet inden implementeringen, men suppleret med massiv support i den første tid med det nye system.
Spørgsmålene er mange og svarene få, men under alle omstændigheder må vi væk fra kun at tale om standardisering kontra lokal forankring. Debatten bør i højere grad fokusere på hvilke – formentlig få – implementeringsaktiviteter, der egentlig skal til for at støtte den it-vante kliniker i at tage nye systemer i brug.
En undersøgelse af hvordan et operationsbookingsystem blev implementeret på alle hospitaler har vist, at det trods tilstedeværelsen af et implementeringskoncept, er meget forskelligt hvordan implementeringen er blevet gennemført på de forskellige hospitaler, fx hvordan de planlægger implementeringsforløbet, og hvordan de uddanner medarbejderne i anvendelse af it-systemet. Nogle steder tager man hele afdelinger i én stor samlet proces, og andre steder har man gjort det stykvis derudaf.
Jeg forstår godt, at der er forskellige kulturer på hospitalerne, så spørgsmålet er, hvordan får vi tilgodeset de lokale forskelle på hospitalerne? På den anden side er det enormt vigtigt, at vi effektiviserer og standardiserer implementeringer af it-systemerne.
På hospitalerne har der været tradition for at starte forfra hver gang med arbejdsgangsanalyserne, og på den ene side giver det god mening, for det er den bedste måde at få ejerskab på systemerne og få dem ind under huden, men på den anden side kan det undre, at det ikke er muligt at genbruge større dele af tidligere gennemførte arbejdsgangsanalyser og undgå spild af ressourcer.
Hvorfor kan man ikke standardisere implementeringerne?
Det er et dilemma, der er reelt nok. For er klasseundervisning altid et must, eller kan klinikerne selv klare det gennem e-learning? Hvornår skal der laves arbejdsgangsanalyser, og hvornår er korte præsentationer for personalet på fx afdelingsmøderne tilstrækkeligt til at forankre det nye system lokalt?
Måden at tænke it-implementeringer bør også forholde sig til, at klinikerne i dag er så vant til at håndtere nye, store komplekse systemer sammenlignet med for bare 10 år siden – hvor nogle nærmest aldrig før havde set en pc.
Men hvor står vi nu? Vi bør overveje, om implementeringskoncepterne skal tænkes anderledes nu, fordi klinikerne har et helt andet udgangspunkt, og er vant til nye systemer. I stedet for automatisk at kaste sig ud i arbejdsgangsanalyser, så skulle vi måske prøve at udvikle en mere simpel model, som måske endda gør brug af de metoder, klinikerne i øvrigt bruger til kvalitetssikring og effektivisering, fx lean. Eller fx give klinikerne ultrakorte introduktioner til systemet inden implementeringen, men suppleret med massiv support i den første tid med det nye system.
Spørgsmålene er mange og svarene få, men under alle omstændigheder må vi væk fra kun at tale om standardisering kontra lokal forankring. Debatten bør i højere grad fokusere på hvilke – formentlig få – implementeringsaktiviteter, der egentlig skal til for at støtte den it-vante kliniker i at tage nye systemer i brug.
Handler det overhovedet om videnspredning
Jeg har været fraværende et stykke tid her - men har læst op på tingene med stor interesse. Som lidt udenforstående i forhold til sundhedsvæsenet tænker jeg lige nu følgende:
- Jeg oplever, at der er utroligt meget nyttig viden ude i systemet og hos mine medbloggere - viden om, hvordan man kunne gøre ting bedre
- Jeg oplever også, at I giver udtryk for, at det er rigtigt svært at få denne viden sat i spil i praksis...
- ...og jeg har arbejdet nok med viden i videnorganisationer og virksomheder i de sidste 15 år til at vide at det heller ikke flytter nogetsomhelst med hverken videndeling, videnspredning eller andet lignende...
- Udfordringen er videnimplementering! - og det er en rigtigt stor udfordring, fordi det handler om at holde op med at snakke og skrive blogs, men rent faktisk sætte noget i værk i hverdagen - og det er enormt ansvarspådragende og rigtigt svært i stort set alle organsiationer - ikke kun i sundhedsvæsenet.
- Der er faktisk rigtigt mange ting, der forhindrer det i at ske. En meget vigtig er, at sundhedsvæsenet reelt er en meget stor og tung produktionsvirksomhed, der er under meget stort pres i hverdagen og har utroligt travlt - med produktionen...og enhver nyskabelse vil skabe forsinkelser, som man ikke har tid og råd til her og nu. Derfor fortsætter vi som vi plejer...
- I den situation er det helt konkret psykologisk svært for alle i virksomheden at "tænke anderledes" - man får "tunnelsyn" af at være presset på produktionen hele tiden, og overskuddet til at gøre tingene anderledes er utroligt svært at mobilisere
- Der er faktisk kun een måde at gøre det på - ved at udøve ledelse, der trækker i de nye retninger, man ønsker - men også ledelserne er utroligt pressede og har derfor også tunnelsyn og mangler i ligeså høj grad overskuddet som medarbejderne...
- ...så det er lidt af et "catch 22" I sidder med!
I er simpelthen nødt til at etablere nogle ledelsesfunktioner med overskud til at arbejde med ny viden på nogle af de mange udmærkede måder, som er beskrevet som gode eksempler på denne blog - og med kompetence til også at implementere den i hverdagen...og nogle steder kan det jo godt lade sig gøre!
Men det sker hverken på en blog eller andre virtuelle medier eller via demoprojekter etc. - det sker via handling i hverdagen, og det er rigtigt, rigtigt svært i jeres situation.
...men selvfølgelig kan det lade sig gøre med den rigtige ledelsesindsats!
mandag den 4. oktober 2010
Hvad er det vi skriver til patienterne - der må være en bedre og lettere vej i 2010?
Resultaterne på den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse 2009 indikerer, at alle hospitaler har en udfordring med skriftlig information til patienterne inden kontakten til hospitalet. Jeg er sikker på, at vi skal gøre noget alvorligt ved det.
Jeg stødte i sidste uge på en case fra virkeligheden et sted i Danmark:
Sygehistorie kort fortalt:
30 årig mand, ivrig sportsudøver får makroskopisk hæmaturi - oplever det én gang. Bliver ultralydsskannet - intet abnormt. Vurderingen er, at det sker for sportsfolk, der ikke sikrer sufficient væskeindtagelse under træningen. Egen læger vurderer, at det nok lige bør checkes efter. Patienten indkaldes herefter til ambulant undersøgelse på Olsens Hospital - et godt dansk hospital.
Og så opstår problemet og vores fælles udfordring. Han modtager med brev (porto 18,50) flere dokumenter:
Et brev om tid for undersøgelsen og mødested. Der står også at blodprøver skal foretages minimum tre dage inden mødedatoen - men om han skal have dem foretaget, oplyses ikke. Der står også en masse andet, faktisk er det et meget tæt beskrevet brev, fx. at han skal eventuelle røntgenbilleder, medbringe de vedlate skemaer i udfyldt stand og så lige til sidst i rækken af medbringelser, at rygning ikke er tilladt på hospitalet. Interessant og hvilken prioritering i den utrolige række af oplysninger.
Apropos skemaer: Der var vedlagt Patientspørgeskema med utallige spørgsmål, samtykke etc. Bl.a er et af spørgsmålene om han er tilmeldt Livstestamenteregisteret osv. Kort sagt et væld af spørgsmål, hvor han naturligvis undrer sig. Der er også vedlagt væske- og vadladningskema - han bedes udfylde det, men det er jo ikke hans problem? Så er der vedlagt "Skema DAN-PSS - spørgsmål vedrørende vandladningsgener hos mænd med forstørret blærehalskirtel (prostata)" - jamen, han er 30 år!
Og så er der vedlagt pjece om Sygehusvalg, print fra Venteinfo og en pjece om patientrettigheder (i øvrigt skal han i det føromtalte Patientspørgeskema oplyse, om han har modtaget information om patientrettigheder - jamen det var jo vedlagt som pjece - er det for at checke, om han har læst det?), men udover pjecerne fylder brevene i øvrigt en del om frit valg osv. Det gives for en sikkerhedsskyld (?) flere gange. Så lever man op til loven.
Hvad der skal ske den omtalte dag, det fortoner sig noget. I et brev med "Velkommen til det 1. besøg i Urologisk Ambulatorium" står beskrevet, at han skal have undersøgt urinstrålens kraft og herefter snakke med en læge, der undersøger ham og gennemgår de skemaer, der er vedlagt og forventes udfyldt...... om prostata?
Til slut finder han en lille gul seddel (tydelig kopieret, for teksten står skævt), hvor der står Afbud til besøg, såfremt han bliver forhindret. Det er helt fair og begrundes. Der er opgivet telefonnummer og træffetid og en mailadresse. Der står nederst på samme lap under mailadressen, at han skal huske at opgive CPR-nr og fulde navn - jamen, dataloven hindrer jo, at det kan og bør ske. Fødselsdata kunne have været alternativet. Det positive ved afsendelsen af mail er, at han får en automatisk svarmail med det samme....
Skulle denne patient svare på spørgsmålet i LUP ville han svare, at han ikke har modtaget skriftlig information. Hans første reaktion til mig var: "Hvad har i gang i i sundhedsvæsenet? Hvad skal der ske ved dette besøg, jeg aner intet om det? Hvad med blodprøver, skal jeg det?Har de læst min henvisning i det hele taget? Vi skriver altså 2010 - har I tænkt på det? Jeg har før sagt til dig, at I har meget at lære i det offentlige...."
Resultat efter min mening: Et rigtig godt sundhedsvæsen udstilles og fortolkes - men vi fortjener det ud fra denne case. Vores faglighed fortolkes jo bl.a ad denne vej.
VI KAN GØRE DET BEDRE!!!
Har nogen af jer fundet en rigtig god tidssvarende måde at gøre det på?
Jeg stødte i sidste uge på en case fra virkeligheden et sted i Danmark:
Sygehistorie kort fortalt:
30 årig mand, ivrig sportsudøver får makroskopisk hæmaturi - oplever det én gang. Bliver ultralydsskannet - intet abnormt. Vurderingen er, at det sker for sportsfolk, der ikke sikrer sufficient væskeindtagelse under træningen. Egen læger vurderer, at det nok lige bør checkes efter. Patienten indkaldes herefter til ambulant undersøgelse på Olsens Hospital - et godt dansk hospital.
Og så opstår problemet og vores fælles udfordring. Han modtager med brev (porto 18,50) flere dokumenter:
Et brev om tid for undersøgelsen og mødested. Der står også at blodprøver skal foretages minimum tre dage inden mødedatoen - men om han skal have dem foretaget, oplyses ikke. Der står også en masse andet, faktisk er det et meget tæt beskrevet brev, fx. at han skal eventuelle røntgenbilleder, medbringe de vedlate skemaer i udfyldt stand og så lige til sidst i rækken af medbringelser, at rygning ikke er tilladt på hospitalet. Interessant og hvilken prioritering i den utrolige række af oplysninger.
Apropos skemaer: Der var vedlagt Patientspørgeskema med utallige spørgsmål, samtykke etc. Bl.a er et af spørgsmålene om han er tilmeldt Livstestamenteregisteret osv. Kort sagt et væld af spørgsmål, hvor han naturligvis undrer sig. Der er også vedlagt væske- og vadladningskema - han bedes udfylde det, men det er jo ikke hans problem? Så er der vedlagt "Skema DAN-PSS - spørgsmål vedrørende vandladningsgener hos mænd med forstørret blærehalskirtel (prostata)" - jamen, han er 30 år!
Og så er der vedlagt pjece om Sygehusvalg, print fra Venteinfo og en pjece om patientrettigheder (i øvrigt skal han i det føromtalte Patientspørgeskema oplyse, om han har modtaget information om patientrettigheder - jamen det var jo vedlagt som pjece - er det for at checke, om han har læst det?), men udover pjecerne fylder brevene i øvrigt en del om frit valg osv. Det gives for en sikkerhedsskyld (?) flere gange. Så lever man op til loven.
Hvad der skal ske den omtalte dag, det fortoner sig noget. I et brev med "Velkommen til det 1. besøg i Urologisk Ambulatorium" står beskrevet, at han skal have undersøgt urinstrålens kraft og herefter snakke med en læge, der undersøger ham og gennemgår de skemaer, der er vedlagt og forventes udfyldt...... om prostata?
Til slut finder han en lille gul seddel (tydelig kopieret, for teksten står skævt), hvor der står Afbud til besøg, såfremt han bliver forhindret. Det er helt fair og begrundes. Der er opgivet telefonnummer og træffetid og en mailadresse. Der står nederst på samme lap under mailadressen, at han skal huske at opgive CPR-nr og fulde navn - jamen, dataloven hindrer jo, at det kan og bør ske. Fødselsdata kunne have været alternativet. Det positive ved afsendelsen af mail er, at han får en automatisk svarmail med det samme....
Skulle denne patient svare på spørgsmålet i LUP ville han svare, at han ikke har modtaget skriftlig information. Hans første reaktion til mig var: "Hvad har i gang i i sundhedsvæsenet? Hvad skal der ske ved dette besøg, jeg aner intet om det? Hvad med blodprøver, skal jeg det?Har de læst min henvisning i det hele taget? Vi skriver altså 2010 - har I tænkt på det? Jeg har før sagt til dig, at I har meget at lære i det offentlige...."
Resultat efter min mening: Et rigtig godt sundhedsvæsen udstilles og fortolkes - men vi fortjener det ud fra denne case. Vores faglighed fortolkes jo bl.a ad denne vej.
VI KAN GØRE DET BEDRE!!!
Har nogen af jer fundet en rigtig god tidssvarende måde at gøre det på?
søndag den 3. oktober 2010
Er sygdom en konstant mængde?
At stille det spørgsmål kan virke overraskende, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på om sundhedssektoren vokser, fordi vi bliver mere syge eller om vi bliver mere syge fordi sundhedssektoren vokser.
Jeg er ikke den eneste der tænker disse tanker. Der foregår en livlig debat i udlandet om emnet. Atul Gawande beskriver sine undersøgelser i The New Yorker sine undersøgelser at forskellen i udgifterne forskellige steder i USA. Det viser sig, at årsagen til de høje udgifter i McAllen, Texas skyldes andre og nogle vil sige løsere indikationer for at skride til behandling end andre steder. Uden at det medfører øget sundhed.
Grunden til, at det er en vigtig diskussion skyldes, at der med indførelsen af 1 måned ventetidsgaranti er sket en voldsom øgning af behandlinger uden vi ved om det har givet mere sundhed.
Sidder indikationerne løsere? Tja vi ved det ikke. Vi ved, at der er stillet spørgsmål ved øgningen af en række operationer, men præcis viden har vi ikke fra Danmark. Jeg vil dog berette en historie fra det virkelige liv (det er ikke fra region Hovedstaden). En kvinde bliver undersøgt for gallesten. Resultatet er, at man gerne vil tilbyde operation, men også at man sagtens kan lade være. Det måtte hun selv bestemme. Det var ikke trygt for patienten. Og er det rimeligt? Godt nok har vi selvbestemmelse, men-.
Jeg vil stærkt anbefale at læse Atul Gawande: The Cost Conundrum Te New Yorker june 1, 2009.
Mange hilsner
Torben
Jeg er ikke den eneste der tænker disse tanker. Der foregår en livlig debat i udlandet om emnet. Atul Gawande beskriver sine undersøgelser i The New Yorker sine undersøgelser at forskellen i udgifterne forskellige steder i USA. Det viser sig, at årsagen til de høje udgifter i McAllen, Texas skyldes andre og nogle vil sige løsere indikationer for at skride til behandling end andre steder. Uden at det medfører øget sundhed.
Grunden til, at det er en vigtig diskussion skyldes, at der med indførelsen af 1 måned ventetidsgaranti er sket en voldsom øgning af behandlinger uden vi ved om det har givet mere sundhed.
Sidder indikationerne løsere? Tja vi ved det ikke. Vi ved, at der er stillet spørgsmål ved øgningen af en række operationer, men præcis viden har vi ikke fra Danmark. Jeg vil dog berette en historie fra det virkelige liv (det er ikke fra region Hovedstaden). En kvinde bliver undersøgt for gallesten. Resultatet er, at man gerne vil tilbyde operation, men også at man sagtens kan lade være. Det måtte hun selv bestemme. Det var ikke trygt for patienten. Og er det rimeligt? Godt nok har vi selvbestemmelse, men-.
Jeg vil stærkt anbefale at læse Atul Gawande: The Cost Conundrum Te New Yorker june 1, 2009.
Mange hilsner
Torben
Abonner på:
Opslag (Atom)