onsdag den 28. april 2010

Nu også for patienternes skyld

I mandags på årets patientsikkerhedskonference kom Donald Berwick med de forløsende ord. LEAN er også for patienternes skyld - at arbejde med LEAN højner patientsikkerheden.

I dette årti har LEAN gjort sit indtog i Danmark. primært med initiativ fra arbejdsgivernes side. Find spild, ryd op - vi kan effektivisere, rationalisere og optimere vores arbejdsgange. For at producere mere og for at få mere tid til at forske og til uddannelse.

På OLAU modul to i forandringsledelse har vi i flere år undervist i LEAN - også med fokus på at utilsigtede hændelser er en af de helt store "spild" faktorer i det danske sundhedsvæsen. Vi har mødt forundring - mon der virkelig er en sammenhæng? Men nu har vi altså en klog mands ord for, at det for patientsikkerhedens skyld er vigtigt at arbejde med LEAN. Altså endnu en god grund til at arbejde med LEAN.

Inspireret af i mandags, arbejder vi hos os derfor på, at alle patientsikkerhedsnøglepersoner os får en minilean uddannelse.

Tak for inspirationen

2 kommentarer:

  1. Ikke bare FOR patienterne, men også MED patienterne!

    Jeg underviser i Lean på OLAU sammen med Dorthe. Lean handler primært om ledelse, der sikrer at organisationen skaber mest mulig værdi.

    Jeg får lyst til at tilføje noget andet Donald Berwick sagde om sundhedssektorens værdiskabelse:

    Sundhedsydelser bør sigte mod at skabe værdi i tre dimensioner:
    1) øge befolkningens sundhed
    2) give patienterne en god behandling (han brugte udtrykket "experience of care")
    3) sikre effektiv anvendelse af ressourcerne

    Berwick viste herefter en interessant figur, som afspejlede en statistisk analyse af korrelationen mellem HSMR tal (hospital standardised mortality rates) og standardiserede hospitalsomkostninger. Lave HSMR tal kan opfattes som et mål for at hospitaler har høj kliniske kvalitet. Umiddelbart kunne man vel forvente, at høje omkostninger er forbundet med højere kvalitet (lavere HSMR)? Men nej, der var stort set ingen sammenhæng. Variabiliteten på både omkostninger og dødelighed var høj. Det indikerer, at høj kvalitet ikke er et spørgsmål om ressourcer. Og hvorfor så ikke?

    Dårlig kvalitet koster dyrt. Mange utilsigtede hændelser forlænger indlæggelserne og fordyrer behandlingen. Hvis vi arbejder målrettet med at eliminere kvalitetsbrist, fjerne spild og give patienterne "en god behandling" (klinisk og menneskeligt) kan vi få et effektivt og patientorienteret sundhedsvæsen.

    Da patienterne er de eneste, som oplever hele forløbet, har de meget ofte en viden om processernes spild og kvalitetsbrist, som kan være meget svært for personalet selv at få øje på. Derfor er det på høje tid, at alle sygehuse begynder at inddrage patienterne aktivt i kvalitetsarbejdet.

    SvarSlet
  2. Ja, det er rigtigt interessant - at dårlig kvalitet koster dyrt!

    ...men det er rigtigt, og desværre er det en helt normal reaktion i langt de fleste virksomheder, hvis man siger "vi skal forbedre kvaliteten", at svaret er "det kan vi godt, det koster bare flere penge og tager længere tid". Sanheden er imidlertid, at høj kvalitet går hurtigere og er billigere!!

    Jeg ved, den er svær at æde - ikke mindst i et offentligt fagbureaukrati som sundhedsvæsenet - men det er faktisk en benhård realitet, og en af hovedbegrundelserne for, at LEAN virker - når det praktiseres rigtigt. Og det er en vigtig erkendelse at arbejde med (jeg har selv brugt nogle år på det...;-) - det er faktisk vigtigt, hvilke grundantagelser, man går til sit arbejde med...

    ...et andet eksempel er, at man i den offentlige sektor ret rutinemæssigt regner med, at alting bliver ca. 2% dyrere om året, eller hvad nu prisreguleringen konkret er. I den internationale industri - hvor man jo har øget produktiviteten markant i de seneste årtier - er hovedårsagen hertil, at man har den forudsætning, at en given produktion altiv kan effektiviseret med mindst 3 - 5% om året, hvis man har fokus på det.

    ...så hvor internationalt handlede industriprodukter hele tiden bliver billigere og billigere, bliver offentlig service hele tiden dyrere og dyrere!

    Tag ikke fejl - de grundlæggende antagelser er - om ikke hele sandheden - så dog en vigtig faktor her.

    SvarSlet