Opslag
Tak for invitationen til at være blogger - det er en helt ny titel for mig.
Jeg har gennem noget tid arbejdet med spørgsmålet: Hvordan får vi mere tid til kerneydelsen? Hvordan kan vi sikre, at sygeplejersken faktisk får mulighed for at bruge mere tid på den enkelte patient og ikke skal bruge sin tid på alt muligt andet? Svaret på disse spørgsmål er mange. Men lad mig starte et sted.
Jeg fulgte Katrine i hendes dagvagt forleden. Hun havde ansvaret for 4 patienter. Det slog mig, hvor mange gange, der blev overført information fra den ene til den anden, og hvor mange der gik rundt med små sedler i lommen om ting, de skulle huske i løbet af dagen. Det slog mig, hvor meget, hun faktisk noterede om patienten, for bagefter at sætte sig - væk fra patienten på kontoret - og skrive alt det ind, hun havde skrevet op på sin seddel. På kontoret var der en del uro, der var mange mennesker, der havde mange ting i gang på samme tid. Hun blev forstyrret flere gange, mens hun sad ved PCeren for at dokumentere det, hun havde observeret og planen for hendes patient. Hun gik i medicinrummet for at hælde medicin op til sine patienter og stod igen ved PCeren for at dokumentere hendes handlinger. Også her blev hun forstyrret nogle gange. Tastaturet var gennemgående i al den tid, hun gjorde dette. Hun var fastlåst ved IT-arbejdspladsen. Hvorfor var det ikke muligt for hende, at dokumentere, mens hun var ved patienten, hvorfor har vi ikke udviklet touchskærme, som hun kan tage med rundt, så Katrine kan undgå at være fastlåst ved en stationær PC? Det kunne være spændende at høre, om der er nogle af jer, der har indført bærbare touchskærme som et middel i den daglige dokumentation.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det er en spændende debat du åbner for, og egentlig lyder det næste spørgsmål enkelt:
SvarSletHvordan kan vi så udtrykke den viden, der skal videregives, på en enklere og hurtigere måde end lapper og tastatur giver mulighed for?
Skal den gemmes som lydoptagelser (talegenkendelse), som fordefinerede standdardkommentarer, som billeder eller noget helt tredje? Eller skal der være mulighed for mange slags registreringer, hvor sygeplejersken selv vælger hvilken, der er mest hensigtsmæssig?
Jeg tror nemlig ikke løsningen alene er teknisk. Trykfølsomme skærme eller intelligent udstyr gør det ikke alene, selvom automatiseringen af log og dokumentation befrier sygeplejersken fra meget kvalitetssikring. Vi skal også beslutte os for, om det alene skal være i nedskrevet form, at væsentlige oplysninger om patienten og behnadlingen gemmes og viderebringes. Sålænge kvalitetssikring og viderebringelse af viden beror på det nedskrevne, vil tastaturet være at finde på alle sengeafsnit. [ALT+F4] Henrik Duch Laursen (region Midtjylland)
Kære Vibeke
SvarSletSet udefra (jeg er jo ikke en del af sundhedsvæsenet) lyder det jo ikke svært. Iphones og nu den mere brugervenlige Ipad (eller lignende) kan jo bruges til næsten alt - og det er nemt at lave egne applikationer hertil. Måske kunne I blot alliere jer med een, der er god til den slags programmering. Jeg tror det er nemt (og jeg er jo udenforstående) - og det lyder som om effekten ville være enorm.
Selvfølgelig er det ikke et spørgsmål om teknik alene. Men det lyder som om teknikken er blevet en barriere (når man skal et andet sted hen for at bruge tastaturet) i stedet for en lettelse.
Jeg har været en del på forskellige afdelinger...
SvarSletIsær H:S. Der startede implementeringen af elektronisk patientmedicinering, hvor vi ganske rigtigt var "fanget" i medicnrummet og kunne hverken det ene eller det andet - hvis reglerne skulle følges. EPM kan være en tung dansepartner i forhold til OPUS´medicinmodul, der er mere doseringsvenligt.
Endvidere var der flere hospitaler og afdelinger, der havde fået indført PDA´er med eller uden scanningsfunktion til kvittering af den givne medicin, således at man kunne være "fri" for at kvittere efterfølgende i medicinrummet samt at man havde en sikker identificering af patienten idet stregkoden sad på id-armbåndet.
Hvad angår rapportsedlen, så har min oplevelse været meget blandet. Men det sted, der fungerede bedst/mest rationelt var der hvor man havde en master-seddel, der blev ajourført af alle i vagten og kopieret til det næste hold med plads til personlige notater. (kuglepen var meget upopulært)
Ulempen ved PDA´en var: Den var/er pokkers tung at rende med i kitlen. Men de bliver vel lettere.
Så i min verden ville en lomme-PAD-something, der vejer ingenting, med plads til opdateret patientoversigt - i stil med rapportarket , personligt observations notater (ofte forkortelser), medicin kvittering og en journalopbygning til indtastning af værdier (så de kan noteres direkte), notater (hvis man er ferm på en touch med T9-ordbog) og hvad der ellers hører til, være en løsning. Og så skulle den kunne synkronisere på nul-komma-ingenting- med et tastatur/stationær pc for dem, der skal have noget større at skrive på og med.
Men det kræver at det er nemt, letvægtsudgave (max 150 g og i lommestørrelse f.eks 4-5 tommer) og et overskueligt styresystem - innovativt om man vil... Plejen ud af kontoret og ind på stuen! Og hvad der kan skrives een gang - nøjes vi med at skrive een gang.
Speedy Gonzales