Opslag
For ganske nylig blev jeg inviteret til at hjælpe et større afsnit i en stor afdeling. Et afsnit med patientsikkerhedsproblemer, overarbejde i alle faggrupper, forsinkede gennemgange, patienter der bliver udskrevet for sent, stuegange, der ikke er færdige, før aftenstuegangen begynder.
Har man hørt det før?
Ja mon ikke…
Jeg lytter til arbejdsgruppen – og ser deres dokumentation. Det daglige store patientindtag på 10 til 20 patienter tager for alvor fart kl. 10. Men problemet er lige nu, at de indlagte patienter ikke er udskrevet før de akutte patienter kommer. Faktisk ofte først langt op ad dagen.
Så enhver vil spørge sig selv om, hvad der skal til, for at alle de patienter, der skal udskrives, er blevet det inden kl. 10.
Så jeg interviewede dem, der går stuegangen om deres arbejdsdag. Om den første konference og undervisningen og møderne. Og den næste konference – og så lige en kop kaffe. Og pludselig er klokken blevet 10.
Så blev vi jo så kloge. At begynde stuegangen kl. 10, når de akutte patienter vælter ind – det må vi nok lave om på. Og ændre lidt på dagens forløb. Bare sund fornuft. Afdelingssygeplejerskens rynker glattes lidt ud – hun får lys i øjnene og ser ikke længere helt så træt ud.
Men så kommer stormen – stormen om alt det, der gør det så svært for læger at møde direkte på afdelingen ved arbejdsdagens begyndelse for at udskrive de patienter, der skal udskrives. Så der bliver plads til nye patienter. Hvor vigtigt det er at mødes alle 25 – 30 hver morgen. Hvordan alt ting falder til jorden, hvis det skal være om eftermiddagen.
Har man hørt det før?
Ja mon ikke…
Jeg lytter til arbejdsgruppen – og ser deres dokumentation. Det daglige store patientindtag på 10 til 20 patienter tager for alvor fart kl. 10. Men problemet er lige nu, at de indlagte patienter ikke er udskrevet før de akutte patienter kommer. Faktisk ofte først langt op ad dagen.
Så enhver vil spørge sig selv om, hvad der skal til, for at alle de patienter, der skal udskrives, er blevet det inden kl. 10.
Så jeg interviewede dem, der går stuegangen om deres arbejdsdag. Om den første konference og undervisningen og møderne. Og den næste konference – og så lige en kop kaffe. Og pludselig er klokken blevet 10.
Så blev vi jo så kloge. At begynde stuegangen kl. 10, når de akutte patienter vælter ind – det må vi nok lave om på. Og ændre lidt på dagens forløb. Bare sund fornuft. Afdelingssygeplejerskens rynker glattes lidt ud – hun får lys i øjnene og ser ikke længere helt så træt ud.
Men så kommer stormen – stormen om alt det, der gør det så svært for læger at møde direkte på afdelingen ved arbejdsdagens begyndelse for at udskrive de patienter, der skal udskrives. Så der bliver plads til nye patienter. Hvor vigtigt det er at mødes alle 25 – 30 hver morgen. Hvordan alt ting falder til jorden, hvis det skal være om eftermiddagen.
Og argumenterne blev ved, til vi var langt overskredet den mødetid, der var fastsat.
Jeg bliver endnu engang forundret over forandringsresistente læger, der reagerer og regredierer. Er det velerhvervede rettigheder, angst for at miste magt eller er det ren og skær hjemmeblindhed?
Hvorfor er det så svært at lære om andre måder at organisere arbejdet på? På tværs af afdelinger. På tværs af sektorer.
Hvor svært kan det være….?
Jeg bliver endnu engang forundret over forandringsresistente læger, der reagerer og regredierer. Er det velerhvervede rettigheder, angst for at miste magt eller er det ren og skær hjemmeblindhed?
Hvorfor er det så svært at lære om andre måder at organisere arbejdet på? På tværs af afdelinger. På tværs af sektorer.
Hvor svært kan det være….?
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet kan være meget svært...
SvarSlet...at se perspektivet i en forandring, som man ikke har nogen erfaring med.
Her blot nogle strøtanker:
Man ved hvad man har, men ikke hvad man får.
Lægerne i Dorthe Tilsteds case ved, at de får opfyldt deres behov for koordination og kontakt med hinanden ved at starte dagen med to konferencer. Deres modstand mod at mødes om eftermiddage i stedet hænger måske sammen med, at fordelene ved sådan et system ikke står tydeligt for dem.
Måske handler vidensspredning om andet og mere end rationelle argumenter. Måske skal der sættes "kød og blod" på forestillingen om, hvad forandringen kunne betyde for netop den gruppe, der skal ændre adfærd.
Kunne Dorthe finde et andet hospital, hvor arbejdstilrettelæggelsen blandt lægerne sikrer et godt flow omkring udskrivning og indlæggelser? Så kunne det måske være givtigt at bringe lægernes personlige erfaringer derfra ind i den afdeling, som ikke har løst problemet.
Det kunne for eksempel foregå ved enten at
1) lade enkelte af de "resistente" læger besøge det andet sted, følge med i arbejdet en dag, og opleve hvordan forløbet er
2) finde en som kunne gå i hælene på lægerne det nytænkende sted med et videokamera, filme en dagligdag og undervejs interview nogle af lægerne og stille spørgsmål til de modargumenter, som Dorthe hørte i den omtalte afdeling
3) bringe en læge fra det nytænkende sted ind og holde et oplæg for dem, der ikke helt kan se det for sig. Det virker ekstra stærkt, hvis denne person selv har været skeptisk dengang de gik igang med forandringen.
Jeg tror vi skal tænke "videnspredning" bredt. Det er ikke nok at sprede information om HVAD der gøres andre steder, men i mindst lige så høj grad om at dele ERFARINGER med hvad nytænkningen betyder for den enkelte medarbejder og patient. Forandringsviljen skal også komme fra hjertet.
Hvem kan se problemet?
SvarSletHvis ikke lægerne oplever, at de selv får problemer som følge af den sene stuegang, så vil det virke mindre presserende at få gjort noget ved det.
Bliver de problemer, som opleves omkring overarbejde, patientsikkerhed m.v. koblet sammen med den sene stuegang i lægernes hoveder? Hvis ikke, skal man måske arbejde på at afdække årsagssammenhængende.
Og hvis stuegangens tilrettelæggelse primært opleves som et problem for sygeplejersker og de ventende patienter, men ikke lægerne, og de derfor ikke er motiverede for forandring, så er det måske en tværfaglig teambuilding indsats, der skal til.
Kære Katrine
SvarSletVær ikke i tvivl - jeg gør hvad jeg kan. Og de skal nok komme igennem. Men de har ikke lyst til at gå i hælene andre steder, der ikke er helt som deres afdeling. Der skal vedholdenhed til. Der skal ledelsesforankring til - på flere niveauer. Der skal vilje til. Det er ikke uden grund, at Erik Juhl med mange casespræsenterede "the knowing doing gap" i det danske sundhedsvæsen. For der er en barriere for at lære af, hvad der sker hos naboen. The NIH Syndrom. Not Invented Here. Så det er måske der vi skal til at gøre nye overvejelser - hvordan kan vi arbejde emd NIH syndromet?
Forfærdeligt trist med Dorthe Tilsteds død så pludseligt - jeg har ikke kendt hende, men efter at have læst hendes bidrag på bloggen her, ville jeg ønske, at jeg havde.
SvarSletI relation til det konkrete tænker jeg følgende:
Det er helt normalt, det her med resistens overfor "not invented here" - ikke kun i sundhedsvæsenet, men overalt i samfundet. Personligt havde jeg i 90'erne en række opgaver med indførelse af mere miljøvenlige teknologier i forskellige typer af produktionsvirksomheder. Selv med 2 - 3 veldokumenterede cases i en branche, der viste, at produkterne blev bedre, produktionen blev billigere, medarbejderne mindre syge etc., etc. - var det absolut undtagelsen, at andre virksomheder i branchen ønskede at bruge resultaterne, og jeg har masser af andre eksempler.
Dette er et generelt menneskeligt træk - ca. 5 - 10% af en gennemsnitspopulation vil generelt være positive overfor nye ting, selv være innovative og modtage nye idéer, med et "fedt, lad os prøve det"...10 - 20% er til at flytte med diverse pædagogiske midler (som I jo meget skriver om her), mens resten normalt skal have en lodret ordre eller et alvorligt spark bagi, før de flytter rumpen
Bruger i lodrette ordrer i sundhedsvæsenet? - eller noget, der ligner? - det er jo rimeligt nok at gøre det, når det helt banalt handler om, at folk nægter at opføre sig professionelt ansvarligt og rationelt overfor den arbejdsopgave, de har og den virksomhed, de er ansatte i...og - hånden på hjertet - er det ikke lidt i den retning, som I refererer?
Det kan man da ikke have i professionelle virksomheder - og heller ikke gå rundtom i årevis med diverse pædagogiske næsepillerier - sig dog fra!