Opslag
Jeg læste forleden i Sygeplejersken (nr 7/2010) om, hvordan 'Intelligente senge optimerer hospitalsstuen'. Artiklen gav stof til en anderledes eftertanke, end forfatteren måske havde forestillet sig. En medarbejder, der er dybt involveret i feltet fortalte følgende: artiklen omtalte ikke 'vores' intelligente hospitalsseng, men en anden af de 4 forskellige intelligente hospitalssenge, der for tiden er under udvikling i et samarbejde mellem hospitaler og forskellige virksomheder i 4 af de 5 regioner!
Det får mig til at tænke på én af formentlig flere paraleller: EPJ eller den elektroniske patientjournal.
Her startede man ca. 10 år tilbage - i amternes tid - med at forsøge en fælles, national specifikation for en EPJ-løsning. Det arbejde kørte vist fast, og de daværende amter søgte hver deres løsninger. Nogle købte standardløsninger, andre standardløsninger med tilbygninger, og atter andre valgte at starte fra bunden i et strategisk udviklingssamarbejde med lokale leverandører.
Nu er man så igen i gang med at finde en national løsning. Nogle er lettede, mens andre river sig i håret af fortvivlelse over den megen paraleludvikling eller mangel på videndeling i mellemtiden. 'Er vi rige nok til at opfinde dybe tallerkner igen og igen?' spørger de.
Hvis man ser på de store teknologiske fremskridt i nyere tid f.eks. biler og personlige computere, eller lad os bare tage vindmøller, så har noget lignende jo været tilfældet.
Mange iværksættere har fået øje på de samme problemer og de samme teknologiske muligheder. Så har de ærgerrigt lagt sig i selen for at komme først med det bedste koncept: mange næsten paralelle løsninger på de samme problemer. Over nogle årtier har markedet vurderet og udskilt de mest levedygtige løsninger.
Ville vi have fået samme høje standard på nogen af områderne, hvis brancherne tidligt var blevet enige om at fokusere på én løsning? Har paraleludviklingen/manglende videndeling været spild eller ligefrem nødvendig for at få de rigtige løsninger?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved, at det er dyrt for en offentlig sektor i et lille land at påtage sig så store udviklingsomkostninger på så snævre områder som EPJ eller intelligente hospitalssenge. Formentlig flere milliarder kroner i hvert tilfælde inden vinderne er kårede.
Men jeg ved også, at det er stor kunst at finde det mix mellem opfindsomhed, vedholdenhed, viden og andre ressourcer, der skaber de banebrydende løsninger. Så hvis vi slet ikke vil spilde og spille, er sandsynligheden for stor succes heller ikke så stor.
Henrik W. Bendix
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Er Darwinistisk innovation vejen frem?
SvarSletHenrik Bendix sætter fingeren på et ømt punkt i innovationsprocesser: nemlig spørgsmålet om, hvordan man når frem til de bedste idéer og opfindelser med et rimeligt ressourceforbrug.
4 ud af 5 danske regioner er tilsyneladende igang med at udvikle hver deres "intelligente hospitalsseng". Gad vide, hvor mange andre tilsvarende projekter, som er igang i Norge, Sverige, Tyskland, England.... og den store, vide verden?
Den fri konkurrence stimulerer kreativiteten, men markedsmekanismerne har også en tilbøjelighed til at skabe et udskilningsløb, hvor en enkelt eller ganske få produkter står tilbage som vindere. Og selv om de andre udviklingsprojekter givetvis har gjort deltagerne klogere, så er ressourcespildet også stort.
Når private virksomheder med særegne økonomiske interesser samarbejder med de offentlige sygehuse, opstår der barrierer for videndeling. Jeg gad nok vide, hvor meget videndeling der sker imellem de danske projekter? Eller er der måske ligefrem hemmeligholdelsesaftaler for deltagerne?
Alle steder, hvor ambitiøse projekter sættes igang, skal bidragyderne kunne se "what's in it for me?" for at de vil engagere sig. For de private virksomheder er ønsket om overskud på deres investering en drivkraft. Men hvad hvis der kunne laves en forretningsmodel, der gjorde det attraktivt for de 4 projekter at dele viden? Hvad hvis ambitionen for virksomhederne ikke var at vinde på bekostning af de andre danske virksomheder, men at tænke "what's in it for us"? Kunne vi ved at forene kræfterne lave en endnu bedre hospitalsseng, som kunne stå distancen i forhold til den internationale konkurrence?
De fleste gode opfindelser eller gode designs er resultatet af en lang proces, hvor forskellige idéer bringes i spil, testes, forkastes, gentænkes og finpudses. Men innovationsprocessen kan stimuleres af at turde tænke ambitiøst og forene mennesker med forskellige indfaldsvinkler, fagligheder og erfaringer.
Tænker vi stort nok i sundhedssektoren idag? Som inspiration til at turde tænke stort, og lade idéer befrugte hinanden, vil jeg anbefale at se og høre arkitekten Bjarke Ingels' præsentation her: http://www.ted.com/talks/lang/eng/bjarke_ingels_3_warp_speed_architecture_tales.html
Den intelligente hospitalsseng er blot et eksempel på en helt generel udfordring og barriere for videndeling i sundhedssektoren. Det kunne være spændende at høre andres bud på, hvad der skal til for at bryde vanetænkningen og give gødning til vindertænkning.
Katrine Kirk