Hvad kan vi lære af naboen?

Jeg er hospitalsdirektør på Frederiksberg Hospital. I den egenskab mødes jeg hver måned med hver enkelt afdelingsledelse på hospitalet for at drøfte med dem, løst og fast, hvad der rører sig i deres afdeling.

På næsten hvert møde går jeg glad derfra, fordi jeg kan høre, at de hver især har gang i så mange spændende processer omkring ledelse, samarbejde, ny teknologi osv.

Det der til gengæld overrasker mig er, hvor lidt afdelingsledelserne taler med hinanden på tværs af afdelingsgrænserne om, hvad der virker og ikke virker. Altså deler hinandens erfaringer.

Jeg kender til fænomenet fra mit tidligere virke i den kommunale verden, men synes egentligt, at det er mærkeligt, at man i hospitalsverdenen på det ledelsesmæssige plan deler så få erfaringer med hinanden, som man nu gør. I sundhedsvæsenet er man jo netop vant til konstant at forske og udvikle ny teknologi, som man så mere eller mindre systematisk tager i brug på andre hospitaler efterfølgende.

Jeg har derfor igangsat et lille eksperiment i vores lederforum (hvor alle afdelingsledelser mødes); nemlig en øvelse, som hedder "hvad kan jeg lære af naboen?". Jeg har bedt hver enkelt deltager om på forhånd at få talt med nogle afdelingsledelseskollegaer i andre afdelinger for at finde ud af, hvad de har god erfaring med. Og så præsentere det i lederforum.

Det har vi nu prøvet, og der kom et væld af god vidensdeling. På vores næste møde skal der så afrapporteres efter devisen "hvordan gik det så med at implementere det gode fra naboen i min egen afdeling?". Det er jeg spændt på at høre.

har vi set spøgelser, der ikke var der

”Vi vil være din mønsterafdeling, Dorthe” proklamerede den ihærdige oversygeplejerske på vores onkologiske afdeling med stolthed i stemmen. Og de arbejder på afdelingen intenst på at forbedre kvalitetsbrist i regi af Den Danske Kvalitetsmodel.
Hos dem som i resten af Danmark, er der et stort dyk i LUP (landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser) når det gælder udlevering af skriftlig patientinformation.
Da de så resultatet af undersøgelsen, var det med stor undring. De forstod det ikke.
Derfor lavede de deres egen undersøgelse og spurgte alle patienter over en periode, om de oplevede at få den skriftlige information, de havde brug for. Hovedparten var særdeles tilfreds. Det passede med afdelingens forventning til egen praksis.
Så måske var alle de patienter, der ikke havde fået skriftlig information, patienter, der hos dem går i langvarig kontrol og slet ikke har behov for skriftlig information?
Måske har de slet ikke et problem?
Måske er det slet ikke så stort et problem i Danmark, som vi gør det til? Vi ved det ikke – men vi arbejder på at blive klogere på det. For vi vil finde ud af, om vi har set spøgelser, der slet ikke var der.

Nu også for patienternes skyld

I mandags på årets patientsikkerhedskonference kom Donald Berwick med de forløsende ord. LEAN er også for patienternes skyld - at arbejde med LEAN højner patientsikkerheden.

I dette årti har LEAN gjort sit indtog i Danmark. primært med initiativ fra arbejdsgivernes side. Find spild, ryd op - vi kan effektivisere, rationalisere og optimere vores arbejdsgange. For at producere mere og for at få mere tid til at forske og til uddannelse.

På OLAU modul to i forandringsledelse har vi i flere år undervist i LEAN - også med fokus på at utilsigtede hændelser er en af de helt store "spild" faktorer i det danske sundhedsvæsen. Vi har mødt forundring - mon der virkelig er en sammenhæng? Men nu har vi altså en klog mands ord for, at det for patientsikkerhedens skyld er vigtigt at arbejde med LEAN. Altså endnu en god grund til at arbejde med LEAN.

Inspireret af i mandags, arbejder vi hos os derfor på, at alle patientsikkerhedsnøglepersoner os får en minilean uddannelse.

Tak for inspirationen

Fra det forrige århundrede

For ganske nylig blev jeg inviteret til at hjælpe et større afsnit i en stor afdeling. Et afsnit med patientsikkerhedsproblemer, overarbejde i alle faggrupper, forsinkede gennemgange, patienter der bliver udskrevet for sent, stuegange, der ikke er færdige, før aftenstuegangen begynder.
Har man hørt det før?
Ja mon ikke…
Jeg lytter til arbejdsgruppen – og ser deres dokumentation. Det daglige store patientindtag på 10 til 20 patienter tager for alvor fart kl. 10. Men problemet er lige nu, at de indlagte patienter ikke er udskrevet før de akutte patienter kommer. Faktisk ofte først langt op ad dagen.
Så enhver vil spørge sig selv om, hvad der skal til, for at alle de patienter, der skal udskrives, er blevet det inden kl. 10.
Så jeg interviewede dem, der går stuegangen om deres arbejdsdag. Om den første konference og undervisningen og møderne. Og den næste konference – og så lige en kop kaffe. Og pludselig er klokken blevet 10.
Så blev vi jo så kloge. At begynde stuegangen kl. 10, når de akutte patienter vælter ind – det må vi nok lave om på. Og ændre lidt på dagens forløb. Bare sund fornuft. Afdelingssygeplejerskens rynker glattes lidt ud – hun får lys i øjnene og ser ikke længere helt så træt ud.
Men så kommer stormen – stormen om alt det, der gør det så svært for læger at møde direkte på afdelingen ved arbejdsdagens begyndelse for at udskrive de patienter, der skal udskrives. Så der bliver plads til nye patienter. Hvor vigtigt det er at mødes alle 25 – 30 hver morgen. Hvordan alt ting falder til jorden, hvis det skal være om eftermiddagen.

Og argumenterne blev ved, til vi var langt overskredet den mødetid, der var fastsat.
Jeg bliver endnu engang forundret over forandringsresistente læger, der reagerer og regredierer. Er det velerhvervede rettigheder, angst for at miste magt eller er det ren og skær hjemmeblindhed?
Hvorfor er det så svært at lære om andre måder at organisere arbejdet på? På tværs af afdelinger. På tværs af sektorer.
Hvor svært kan det være….?

Hvor mange slags intelligente senge har vi egentlig brug for?

Jeg læste forleden i Sygeplejersken (nr 7/2010) om, hvordan 'Intelligente senge optimerer hospitalsstuen'. Artiklen gav stof til en anderledes eftertanke, end forfatteren måske havde forestillet sig. En medarbejder, der er dybt involveret i feltet fortalte følgende: artiklen omtalte ikke 'vores' intelligente hospitalsseng, men en anden af de 4 forskellige intelligente hospitalssenge, der for tiden er under udvikling i et samarbejde mellem hospitaler og forskellige virksomheder i 4 af de 5 regioner!

Det får mig til at tænke på én af formentlig flere paraleller: EPJ eller den elektroniske patientjournal.

Her startede man ca. 10 år tilbage - i amternes tid - med at forsøge en fælles, national specifikation for en EPJ-løsning. Det arbejde kørte vist fast, og de daværende amter søgte hver deres løsninger. Nogle købte standardløsninger, andre standardløsninger med tilbygninger, og atter andre valgte at starte fra bunden i et strategisk udviklingssamarbejde med lokale leverandører.

Nu er man så igen i gang med at finde en national løsning. Nogle er lettede, mens andre river sig i håret af fortvivlelse over den megen paraleludvikling eller mangel på videndeling i mellemtiden. 'Er vi rige nok til at opfinde dybe tallerkner igen og igen?' spørger de.

Hvis man ser på de store teknologiske fremskridt i nyere tid f.eks. biler og personlige computere, eller lad os bare tage vindmøller, så har noget lignende jo været tilfældet.

Mange iværksættere har fået øje på de samme problemer og de samme teknologiske muligheder. Så har de ærgerrigt lagt sig i selen for at komme først med det bedste koncept: mange næsten paralelle løsninger på de samme problemer. Over nogle årtier har markedet vurderet og udskilt de mest levedygtige løsninger.

Ville vi have fået samme høje standard på nogen af områderne, hvis brancherne tidligt var blevet enige om at fokusere på én løsning? Har paraleludviklingen/manglende videndeling været spild eller ligefrem nødvendig for at få de rigtige løsninger?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved, at det er dyrt for en offentlig sektor i et lille land at påtage sig så store udviklingsomkostninger på så snævre områder som EPJ eller intelligente hospitalssenge. Formentlig flere milliarder kroner i hvert tilfælde inden vinderne er kårede.

Men jeg ved også, at det er stor kunst at finde det mix mellem opfindsomhed, vedholdenhed, viden og andre ressourcer, der skaber de banebrydende løsninger. Så hvis vi slet ikke vil spilde og spille, er sandsynligheden for stor succes heller ikke så stor.

Henrik W. Bendix

Videnspredning er ikke et abstrakt emne

Hvem har ansvaret for patienternes journal? Jeg stillede det tilsynslande simple spørgsmål til en større forsamling. Resultatet var tavshed. Er det lægerne? sekretærerne eller sygeplejerskerne? Tja - godt spørgsmål? eller er det ligegyldigt? Problemet er at der sker rigtigt mange fejl fordi journalerne er uoverskuelige og rodet. Der er rigtig mange prøvesvar der bliver overset og det er umuligt at danne e sig et overblik hvis man udefra skal læse journalen. Så det er IKKE ligegyldigt. Men hvem har så ansvaret? Efter min mening er journalen lægernes ansvar. Dermed ikke sagt at de selv nødvendigvis skal ordne journaler i tide og utide, men de har et ansvar for at det sker. Vi afventer den elektroniske journal med længsel, men indtil da er det uacceptabelt med rod i journalerne.
En kollega fortalte, at da han var ung læge rakte den administrende overlæge de uordentlige journaler frem og spurgte hvem der havde ansvaret. Det læge hvis ansvar det var havde få sekunder til at gribe journalen inden chefen lod den falde på gulvet. Den slags kadaver disiplin skal vi (måske) ikke tilbage til, men vi skal have orden i papirerne. Den videnspredning der er i journalen skal foregå ordentligt. For vores patienters skyld.

Kærlig hilsen
Torben

Der er for meget tastatur i sundhedsvæsenet!

Tak for invitationen til at være blogger - det er en helt ny titel for mig.

Jeg har gennem noget tid arbejdet med spørgsmålet: Hvordan får vi mere tid til kerneydelsen? Hvordan kan vi sikre, at sygeplejersken faktisk får mulighed for at bruge mere tid på den enkelte patient og ikke skal bruge sin tid på alt muligt andet? Svaret på disse spørgsmål er mange. Men lad mig starte et sted.

Jeg fulgte Katrine i hendes dagvagt forleden. Hun havde ansvaret for 4 patienter. Det slog mig, hvor mange gange, der blev overført information fra den ene til den anden, og hvor mange der gik rundt med små sedler i lommen om ting, de skulle huske i løbet af dagen. Det slog mig, hvor meget, hun faktisk noterede om patienten, for bagefter at sætte sig - væk fra patienten på kontoret - og skrive alt det ind, hun havde skrevet op på sin seddel. På kontoret var der en del uro, der var mange mennesker, der havde mange ting i gang på samme tid. Hun blev forstyrret flere gange, mens hun sad ved PCeren for at dokumentere det, hun havde observeret og planen for hendes patient. Hun gik i medicinrummet for at hælde medicin op til sine patienter og stod igen ved PCeren for at dokumentere hendes handlinger. Også her blev hun forstyrret nogle gange. Tastaturet var gennemgående i al den tid, hun gjorde dette. Hun var fastlåst ved IT-arbejdspladsen. Hvorfor var det ikke muligt for hende, at dokumentere, mens hun var ved patienten, hvorfor har vi ikke udviklet touchskærme, som hun kan tage med rundt, så Katrine kan undgå at være fastlåst ved en stationær PC? Det kunne være spændende at høre, om der er nogle af jer, der har indført bærbare touchskærme som et middel i den daglige dokumentation.

Den man deler viden med er man selv.

Tak for invitationen til at være med i denne blog.

Min overskrift er inspireret at DR P3's slogan - "det man hører er man selv" som jo igen er inspireret af vores barndoms: "det man siger er man selv".

Jeg tror det kan overføres til videndeling eller -spredning.

Det er efterhånden ved at være alment kendt, at vi først og fremmest deler viden med dem, vi kender og har tillid til. Og det er jo ikke nødvendigvis dem, som har mest, relevant viden for os. Tilsvarende kan man sikkert finde, at de forskellige sektorer holder af at dele viden med sig selv. Det kan virke rationelt - når ingeniører fortrinsvis deler viden med hinanden - men når vi taler om, hvordan vi deler viden, hvordan vi lærer eller hvordan vi innoverer - så giver det ingen mening, at ingeniørerne holder sig for sig selv. Eller at sundhedssektoren (regionerne) kun taler sammen indbyrdes.

VidenDanmark - som jeg repræsenterer - søger at samle folk fra alle sektorer, brancher ... som arbejder med videndeling (innovation og læring). Vi er glade for at være med i dette VIS-initiativ - så vi kan dele vores synspunkter på tværs af sektorerne.