Lad os sige, at nogle praktiserende læger finder ud af, at halvdelen af deres patienter med diabetes er utilfredse med den behandling, de har fået. Lægerne går straks i gang med at forbedre behandlingen af diabetespatienterne.
Alle starter med på forskellig vis at implementere nyeste viden. De implementerer en række nye initiativer fra gruppekonsultationer til nyhedsbreve, og der bliver afholdt et møde, hvor alle præsenterer deres resultater.
Men en ny undersøgelse viser, at 35% af patienterne stadig er utilfredse. Desuden viser den, at patienterne stadig ikke får den optimale behandling. Hvad er der sket?
Eksemplet ovenfor er ét af mange i Sarah Frasers nye bog ’Elefanten i rummet’, som er blevet bearbejdet af to medarbejdere fra Center for Kvalitetsudvikling. ’Elefanten i rummet’ er det engelske udtryk for store og åbenlyse sandheder, som ingen snakker om. Når det kommer til vidensdeling i sundhedsvæsenet, er ’elefanten i rummet’ ifølge Sarah Fraser, at implementering af god praksis ikke altid sker. Med andre ord: Vi ved, hvad vi skal gøre. Vi lægger også planer for, hvordan det skal gøres. Men af en eller anden grund, sker det alligevel ikke. Det kan være en frustrerende oplevelse.
Hvis tiltag, der ikke virker, bliver til ’elefanter’, som ingen snakker om, mister vi megen værdifuld læring. For fejlslagne tiltag kan lære os meget om, hvordan vi burde have grebet sagen an. Når det kommer til kvalitetsarbejde er det ikke nok at sætte gang i tiltag. Man må også sætte gang i de rette tiltag og på den rette måde. Det er den lektie, som Sarah Fraser har gjort nemmere for os alle sammen i den nye bog – fordi hun tackler problemet med, hvorfor det ikke lykkes – og hvordan det kan komme til at lykkes. For Sarah Fraser er ingen elefanter hellige.
(Hvis nogle er blevet mere interesserede i Sarah Fraser, afholder vi i øvrigt konference med hende d. 26. oktober 2010. Bogen, jeg taler om i indlægget, er desværre ikke udkommet endnu - men udkommer i tide til konferencen.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar