Opslag
Kære Lisbeth
Magt er en mærkelig ting. Det er ikke sådan i dag, at man kan diktere folk til at gøre bestemte ting. Det kræver vedvarende arbejde at ændre arbejdsgangene til mere hensigtsmæssige procedurer på hospitalerne.
Jeg synes, det er en rigtig god idé at man skulle inddrage patienterne i sådanne konferencer, hvis det overhovedet er muligt.
Mange hilsner
Torben Mogensen
PS. Sommervejret var ikke noget at skrive hjem om, så jeg håber, efteråret bliver bedre.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg tænkte godt, at ordet magt ville give anledning til en kommentar ;) Måske det handler mere om, at det enten skal være accepteret, prioriteret og måske endda attraktivt at indgå i multidisciplinært samarbejde om en patient, så det er en del af kulturen eller, at der skal være nogle strukturer omkring det - som der er i kræftpakkerne (udover at gøre det lettere teknologisk). Det er i hvert fald i mine øjne ikke realistisk eller tilstrækkeligt at forestille sig, at den enkelte medarbejder kan løfte opgaven uden der er rammer, der understøtter og promoverer samarbejde.
SvarSletOg så gør vi i sundhedsvæsenet det ikke altid lettere for medarbejderne eller for den sags skyld patienterne at tage ansvaret på sig; Som et eksempel er et nært familiemedlem pt ved at blive udredt for sclerose, hvilket indtil nu har bragt hende i kontakt med seks af hovedstadens hospitaler. Uanset den gode vilje er det svært at se for sig, at der ikke går viden tabt undervejs.
Så hvis jeg må lægge dit hoved på bloggen, Torben: hvad kan ser du, at du kan gøre som ledelse på et hospital for at være med til at skabe rammer for at gøre det bedre for nomadepatienterne?
De bedste hilsener
Lisbeth
PS: det kan lade sig gøre at kommentere en blogpost, hvis man bare trykker tre eller fire gange på "send kommentar".
SvarSlet/lisbeth
Kære Lisbeth
SvarSletDet vi gør på Hvidovre Hospital er, at vi er i løbende dialog med afdelingsledelser og overlægegruppen omkring problemerne. Den måde vi har ført dialogen på er primært med diskussion af konkrete patientforløb, hvor det er helt oplagt, at noget er gået galt, som kunne være undgået, hvis kommunikationen havde været bedre. Det er en langsommelig vej, men jeg kan ikke se andre veje. Et af problemerne på et stort hospital som vores er den store udskiftning af lægepersonale, fordi ca. halvdelen af vores læger er under uddannelse. Derfor bliver man nødt til at diskutere tingene hele tiden. Det er kendetegnet, at de læger, som kender hinanden indenfor forskellige specialer og arbejder godt sammen, forhindrer at normadepatienterne opstår. Men vi skal have ændret vores kultur fra at skrive til hinanden til at tale med hinanden. Det kan være tidskrævende, men man sparer tid i det lange løb, tror og håber jeg.
Mange hilsner
Torben