Normadepatienter

Så er den danske sommer kommet. Det regner og regner. Men det skal nu ikke få humøret til at dale. Derimod giver det anledning til at reflekterer over dagligaens glæder og sorger.
Vi har et godt sundhedsvæsen, men alligevel går det ofte galt for patienterne fordi de havner i en limbo mellem forskellige læger og specialer. Jeg behandlede i sidste uge en patient som havde uforklarlige symptomer. Jeg skulle lægge en såkaldt blood-patch som følge at hoved pine efter en rygmarvsprøve. Patients symptomer bevirkede, at mange specialer havde tilset patienten, men ingen havde overbevisende forklaringer på symptomerne. Det betød at speciale efter speciale opgav. Det der var kendetegnet for forløbet var, at man på intet tidspunkt havde sat sig sammen og diskuteret hvad man kunne gøre for patienten. Derfor var det nærmest et nomadeforløb fra læge til læge uden koordination. Nu er dette ikke et enkeltstående eksempel. Jeg har set utallige forløb hvor man har kommunikeret til hinanden via journalen, uden i virkeligheden at komme løsninger nærmere. Ofte afsluttes et notat med, at patienten ikke tilhører mit speciale. Men kan man nu være sikker på det? Hvorfor er vi ikke bedre til at sættes os sammen og finde løsninger. Er vi blevet så bange for at holde fælles konferencer? Eller tror vi det er spild at tid? Eller skyder vi det ind under manglende tid?
Vi har gode erfaringer med de multidisciplinære team konferencer i forbindelse med kræftpakkerne. Skal vi ikke få det indført for andre patienter med kompleks problemstillinger.
Vi kan så udvikle nye former med telekommunikation så eksperter fra andre hospitaler kan bidrage.
Det vil blive både sjovere at være læge, mere intellektuelt udfordrende og ikke mindst bedre for patienterne.

Forsat god sommer, mens vi venter på solen.
Torben