Kune vi bare få 'skidtet til at virke'

Kommentar til Jens Øjvinds indlæg Jens Øjvind havde et indlæg den 14. juli. Jeg har forgæves forsøgt at skrive en kommentar, men 'skidtet virker ikke'. Så jeg har valgt at skrive det som indlæg i stedet.Jeg er enig i dine betragtninger omkring udviklingerne i DK: flere ældre patienter med sygdomme, der i højere grad kan behandles. Patienter, som i højere grad får informationer fra digitale (og sociale) medier, og patienter, som i langt højere grad ønsker at være aktive omkring deres sundhed og sugdomstilstande. I og for sig er vi alle patienter eller pårørende på et eller andet tidspunkt, og det er sikkert også derfor at vores sundhedsvæsen og dets ve og vel, ligger os så meget på sinde. Min pointe omkring vores sundhedsvæsen er at vi bør holde så meget bevarelse af sundhed og behandling af sygdom så tæt på borgeren som muligt: dvs hos praktiserende læge og i kommunerne. Så lidt som muligt skal ind omkring de dyre (og farlige) sygehuse. Det kræver at vi får placeret patienterne det rette sted i behandlingen med det samme (= stratificering). Det kræver information til patienterne, og det kræver deres aktive medspil. Dokumentation, viden og medinddragelse bliver nøgleordene fremover, og dér får informationsteknologien sin store chance. Kan vi få 'skidtet til at virke', er jeg sikker på vi vil se en revolution på det område, og rigtigt mange gode løsninger.Venlig hilsen, Arne Poulstrup, Center for Kvalitet, RSD

Er der behov for at tilrette sundhedsvæsenets styringsmodel?

- indlæg fra en borger

Velfærdsstatens fantastisk gode tilbud til alle borgere og gæster i vores land har indbyggede konflikter, der skaber overskrifter om utilfredsstillende service og på samme tid stressede læger og sygeplejersker.

Hver gang en borger bruger lægers og hospitalers tid på mindre betydende symptomer og problemstillinger går tiden fra helbredelse af borgere med alvorligere sygdomme. Samtidig øges efterspørgslen efter service pga. den aldrende befolkning og de stadige flere muligheder, der er for at helbrede alvorlige syge.

Sundhedsvæsenet skal tage alle henvendelser alvorligt, og borgerne er sat i udsigt, at de serviceres med maksimerede ventetider.

Spørgsmål: Nærmer vi os amerikanske tilstande med juridiske risici for læger således, at de i stigende grad må benytte sig af defensiv medicin (grundigere undersøgelser, fordeling af ansvaret imellem flere), hvilket vil øge presset på den i forvejen knappe kapacitet, og vil den nødvendige kapacitetsudjævning imellem behandlingsafsnit over tid betyde at undersøgelser, der ikke har akut karakter, udsættes til ugunst for borgere, der har belastende symptomer på alvorlige sygdomme.

Det må for lægerne være utilfredsstillende ikke med rettidig omhu kunne betjene borgere i forhold til deres reelle behov. Det er tilsyneladende fysisk og psykisk belastende og må give sig udslag i utryghed ved et job, der ellers er et kald og meget meningsfuldt. Således er jeg bekendt med, at det er undersøgt, at antallet af læger, der ønsker at pensionere sig tidligt, er stigende.

Det er ganske overraskende, at sundhedsvæsenet efter de fleste borgeres opfattelse alligevel fungerer godt . Men hvor længe holder det? Kan vi hjælpe?

Som borgere kan vi vælge at lukke øjnene og overlade beslutningerne til vores politikere og sundhedsvæsenets ledelser; men vi kan også deltage aktivt i at lette og forbedre forholdene.

Ingen forandringer uden kommunikation, involvering og rammer!

De sociale mediers fremmarch er en ny og effektiv mulighed for sundhedsvæsenet til at nå ud til borgerne ved
- at formidle viden om hvordan borgere selv kan afhjælpe mindre alvorlige lidelser,
- at forebygge sygelighed igennem digital dialog imellem borgere og læger om tolkning af symptomer og
- at kommunikere vigtige budskaber vedr. eventuelle epidemier og andre aktuelle sundhedstruende problemstillinger (ensomhed, fedme, alkohol etc.).

Rammevilkårene for sundhedsvæsenet kan forbedres ved
- løbende information via internettet om aktuelle forventninger til serviceniveau på typer af sygdomme og behandlinger,
- gebyr på første lægebesøg i en behandling (ex. 125 kr.) med henblik på at få borgere til at tænke efter om de reelt har behov for hjælp før de møder op hos den praktiserende læge eller vagtlægen og
- forøget tillid til og uddelegering af ansvar for visitering til den praktiserende læge med henblik på at aflaste de specialiserede centre.

Handler det ikke om, at finde en bedre balance ved bl.a. at give ansvaret for egen sundhed tilbage til borgerne og overordnet sætte filtre op for den ”ubegrænsede” efterspørgsel.

Normadepatienter

Så er den danske sommer kommet. Det regner og regner. Men det skal nu ikke få humøret til at dale. Derimod giver det anledning til at reflekterer over dagligaens glæder og sorger.
Vi har et godt sundhedsvæsen, men alligevel går det ofte galt for patienterne fordi de havner i en limbo mellem forskellige læger og specialer. Jeg behandlede i sidste uge en patient som havde uforklarlige symptomer. Jeg skulle lægge en såkaldt blood-patch som følge at hoved pine efter en rygmarvsprøve. Patients symptomer bevirkede, at mange specialer havde tilset patienten, men ingen havde overbevisende forklaringer på symptomerne. Det betød at speciale efter speciale opgav. Det der var kendetegnet for forløbet var, at man på intet tidspunkt havde sat sig sammen og diskuteret hvad man kunne gøre for patienten. Derfor var det nærmest et nomadeforløb fra læge til læge uden koordination. Nu er dette ikke et enkeltstående eksempel. Jeg har set utallige forløb hvor man har kommunikeret til hinanden via journalen, uden i virkeligheden at komme løsninger nærmere. Ofte afsluttes et notat med, at patienten ikke tilhører mit speciale. Men kan man nu være sikker på det? Hvorfor er vi ikke bedre til at sættes os sammen og finde løsninger. Er vi blevet så bange for at holde fælles konferencer? Eller tror vi det er spild at tid? Eller skyder vi det ind under manglende tid?
Vi har gode erfaringer med de multidisciplinære team konferencer i forbindelse med kræftpakkerne. Skal vi ikke få det indført for andre patienter med kompleks problemstillinger.
Vi kan så udvikle nye former med telekommunikation så eksperter fra andre hospitaler kan bidrage.
Det vil blive både sjovere at være læge, mere intellektuelt udfordrende og ikke mindst bedre for patienterne.

Forsat god sommer, mens vi venter på solen.
Torben

Når det sidder i væggene

Det sidder i væggene. Sådan lød forklaringen i Stavanger – dengang jeg endnu var aktiv obstetriker – på, hvorfor man var i stand til på en og samme tid at have en lav kejsersnitfrekvens, få komplikationer og tilfredse fødende.

Netop en sådan altomfavnende og gennemgribende sikkerhedskultur oplevede jeg for nylig under et besøg på Cincinnati børnehospital i Ohio. Ingen små bemærkninger som: hvor der handles, der spildes; at patienten alligevel var for syg til at klare det; at der blev mere og mere at lave; at det ikke var muligt at gøre alt mv.

Startsiden på hospitalets pc'er viser dagligt, hvor mange dage siden det er, at en alvorlig utilsigtet hændelse har fundet sted. Målet er helt at udrydde disse, og resultatet er inden for rækkevidde.

Hvad havde de så gjort for at opnå det resultat?

Først og fremmest har både den administrative og den faglige ledelse sammen med bestyrelsen sat sig denne ambition, og de er helt enige om at stå last og brast om den samt at være helt åbne, hvad angår succeser og fiaskoer. Men selve målet er ufravigeligt. Herefter har de i samarbejde med det faglige miljø sat en lang række initiativer i gang, der i dag stadig bliver forfinet. Lad mig nævne nogle af dem:

- Daglige sikkerhedsbriefinger, der har til formål at identificere børn, for hvem der kan opstå kritiske situationer. På den måde træner man både frontlinjemedarbejderne og organisationens situationelle awareness og evnen til at komme problemer i forkøbet.

- Gennemgribende analyser og efterfølgende simulationer af situationer af alvorlige eller potentielt alvorlige utilsigtede hændelser.

- Etablering af et "black box system" i skadestuen/den akutte modtageafdeling i form af videooptagelser af modtagelser af svært dårlige børn. Optagelserne bliver opbevaret i 60 dage og herefter slettet, med mindre der opstår en utilsigtet hændelse. I de tilfælde bliver videoen gennemgået, og situationen simuleret, indtil man har et system eller en arbejdsgang, der eliminerer risici. Systemet står for at blive udbredt til større områder af hospitalet.

- Systematisk inddragelse af børn og deres forældre i beslutninger om behandling udredning mv. Til det er der udviklet forskellige beslutningsværktøjer.

Alle væsentlige elementer i forbedringsarbejdet bliver monitoreret ved brug af kontroldiagrammer. En vision uden monitorering på hårde data opfatter man som noget, der har med tro, håb og religion at gøre.

Derudover er der hos alle – lige fra den administrerende direktør og bestyrelsesformanden til sygeplejersker og læger – en åbenlys stolthed over at være en del af et af verdens førende børnehospitaler. I byen er der den samme stolthed over at huse hospitalet. Det kommer bl.a. til udtryk i det tætte samarbejde, der er mellem flere af byens store virksomheder om at dele erfaringer med at styrke kvalitet, sikkerhed, innovation og flow.

Man siger, at ”culture eats strategy for lunch”. Omvendt kan vi konstatere, at når sikkerhed som øverste prioritet først sidder i væggene, giver det misundelsesværdigt gode resultater.