Opslag
Torsdag d. 25. november 2010 døde Peter Rhode, afdelingschef for Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland pludseligt i en alder af 57 år. Det er et stort tab for os alle.
Peter har om nogen været med til at sætte dagsordenen for kvalitetsudvikling i Danmark, både i sundheds- og socialsektoren.
Peter var et generøst menneske - et menneske med uhyrlig energi og en mulighedernes mand. Og han øsede flittigt af det hele til alle os, der kom i berøring med ham og som arbejdede sammen med ham. Han var en god ven, mere enkelt kan det ikke siges. For man blev berørt når man var sammen med Peter - af hans omsorg, hans humør, hans ligefremhed og gå-på-mod og interesse.
Han lærte os at ting lader sig gøre uanset hvor umuligt, det kan se ud. Han lærte os, at vi kan gøre noget, hvis vi vil. Han lærte os, at alting ikke behøver at være, som de ser ud til at være. Han spurgte til vi opdagede, hvad han var ude på. At udfordre os - at fremtvinge de bedste løsninger.
Peter var en af pionererne indenfor kvalitetsudvikling i Danmark. Han var en ildsjæl, der brændte for de opgaver, han påtog sig. Peter havde et stort netværk, for han blandede sig med sine store menneskelige kvaliteter sig i alt muligt.
Sideløbende med sine ledelsesopgaver var han aktiv i bestyrelsesarbejde i blandt andet Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren, Forum for Kvalitet og Udvikling i Offentlig Service og Peter Sabroe Seminariet i Århus. Han var endvidere formand for Dansk Evalueringsselskab fra 2007.
Peter Rhode efterlader sig sin hustru, to voksne døtre og to børnebørn. Mine tanker går til familien.
Jeg var en af de heldige, der gennem flere år fik mulighed for nyde godt af Peters kvaliteter. Og jeg fatter endnu ikke, at jeg ikke skal møde ham igen - som en hamrende god kollega, som en inspirator, som en rejseledsager på vores mange ture til konferencer om kvalitetsudvikling og som en god ven, der altid var parat til at lægge øret til.
Æret være Peter Rhodes minde.
søndag den 28. november 2010
lørdag den 27. november 2010
Toget er aflyst, posten kom ikke ud…
Toget er aflyst, posten når ikke ud, politiet fraråder udkørsel og bæltekøretøjer er sat ind. Imens besøger Lægevagten fru Hansen, der ikke kan få luft.
Hendes mand har ringet til lungemedicinsk afdeling, som de har fået at vide, de bare skal ringe til. Men det er lørdag eftermiddag og på afdelingen er der mødt færre end normalt. Det sner meget udenfor og politiet fraråder al udkørsel. Så Hansen får besked på at ringe til Lægevagten i Århus.
På køleskabet hænger kontaktkortet til lungemedicinsk afdeling. Telefonnumre og et billede af en der hedder Kirsten, som er iltsygeplejerske. Og overlægens navn er skrevet på med kuglepen… Og så står der ”helst mellem kl. 9-15”.
Nu er det lørdag aften. Fru Hansen var til frokost hos et par venner for første gang i mange måneder. Hun har også lidt skøre knogler og noget med sukkersyge. De to sidste ting ordner hendes egen læge, men det med lungerne står sygehuset for. Så hendes egen læge vidste ikke om hun kunne tage iltapparatet med i byen. Nu er det som om hun ikke kan få luft. Hun hiver efter vejret og er bange!
Hansen er meget bange for hvordan han skal få hjælp til sin kæreste kone. Han ringer til Lægevagten. Han er nummer 4 i køen, men meget snart får han en mand i røret. Det er en læge, der spørger hvad han kan gøre. Hansen er lettet og fortæller. Lægen, der hedder Søren, kender med det samme til problemstillingen. Han står selv for behandlingen af mange KOL-patienter i sin praksis. Hurtigt spørger han til symptomer, historie og medicinsk behandling. Der er ikke behov for en ambulance og en indlæggelse, men der bør lige køre en læge ud til fru Hansen for at få det hele under kontrol så weekenden kan blive rimelig. Efter 6 minutter kan Hansen roligt holde sin kones hånd igen.
Via sin PC sender Søren en besked til besøgslægen i Silkeborgområdet. Hun ser med det samme på sin PC i bilen, at de skal på et besøg hos fru Hansen og beder chaufføren køre de 27 km forbi en væltet lastbil og en del snedriver. Kommunen har ikke kunnet rydde sne pga. alt for meget sne. Så det er godt at taxichaufføren har lånt en firehjulstrækker i aften!
Besøgslægen, der hedder Marianne, ringer på, og smiler til Hansen, der lukker op: ”Det er Lægevagten. Jeg har fået at vide at I gerne vil have besøg af mig. Må jeg komme ind?”
Posten kom ikke ud, togene var aflyst, politiet kørte ikke, kommunen ryddede ikke sne. Men Lægevagten kører stadig. Hvorfor egentlig det?
Hendes mand har ringet til lungemedicinsk afdeling, som de har fået at vide, de bare skal ringe til. Men det er lørdag eftermiddag og på afdelingen er der mødt færre end normalt. Det sner meget udenfor og politiet fraråder al udkørsel. Så Hansen får besked på at ringe til Lægevagten i Århus.
På køleskabet hænger kontaktkortet til lungemedicinsk afdeling. Telefonnumre og et billede af en der hedder Kirsten, som er iltsygeplejerske. Og overlægens navn er skrevet på med kuglepen… Og så står der ”helst mellem kl. 9-15”.
Nu er det lørdag aften. Fru Hansen var til frokost hos et par venner for første gang i mange måneder. Hun har også lidt skøre knogler og noget med sukkersyge. De to sidste ting ordner hendes egen læge, men det med lungerne står sygehuset for. Så hendes egen læge vidste ikke om hun kunne tage iltapparatet med i byen. Nu er det som om hun ikke kan få luft. Hun hiver efter vejret og er bange!
Hansen er meget bange for hvordan han skal få hjælp til sin kæreste kone. Han ringer til Lægevagten. Han er nummer 4 i køen, men meget snart får han en mand i røret. Det er en læge, der spørger hvad han kan gøre. Hansen er lettet og fortæller. Lægen, der hedder Søren, kender med det samme til problemstillingen. Han står selv for behandlingen af mange KOL-patienter i sin praksis. Hurtigt spørger han til symptomer, historie og medicinsk behandling. Der er ikke behov for en ambulance og en indlæggelse, men der bør lige køre en læge ud til fru Hansen for at få det hele under kontrol så weekenden kan blive rimelig. Efter 6 minutter kan Hansen roligt holde sin kones hånd igen.
Via sin PC sender Søren en besked til besøgslægen i Silkeborgområdet. Hun ser med det samme på sin PC i bilen, at de skal på et besøg hos fru Hansen og beder chaufføren køre de 27 km forbi en væltet lastbil og en del snedriver. Kommunen har ikke kunnet rydde sne pga. alt for meget sne. Så det er godt at taxichaufføren har lånt en firehjulstrækker i aften!
Besøgslægen, der hedder Marianne, ringer på, og smiler til Hansen, der lukker op: ”Det er Lægevagten. Jeg har fået at vide at I gerne vil have besøg af mig. Må jeg komme ind?”
Posten kom ikke ud, togene var aflyst, politiet kørte ikke, kommunen ryddede ikke sne. Men Lægevagten kører stadig. Hvorfor egentlig det?
torsdag den 25. november 2010
Det der med patientinddragelse; det er svært...
Arne Poulstrup, Centerchef, Center for Kvalitet, Region Syddanmark
Mine medarbejdere og jeg har længe gået og funderet over, hvordan vi kan reelt kan bringe medinddrage patienterne, så det giver mening for dem og for sundhedsvæsenet.
Det med at udpege nogle patienter til at repræsentere andre eller dem alle, giver store problemer med hvem de reelt repræsenterer: sig selv, samme gruppe patienter eller bare "patienter".
Vi er kommet til foreløbige slutning, at vi er nødt til at dele problemstillingen op i niveauer.
Dvs efter om det er patienten, der skal høres (og føle sig medinddraget), eller det er afdelingen eller systemet, der har brug for informationer til forbedringer.
Den enkelte patient bliver bedst hørt og inddraget under selv indlæggelsen, f.eks. via planlagte samtaler/konsultation, og ved at give sin kommentar ved udskrivelsen, f.eks. via spørgsmål på en infostander.
Afdelingen får bedst respons via grupper af ressourcestærke ptt. som f.eks. fokusgrupper (cancer, KOL, nyreptt. etc.)
Afdelinger, ledelser, stabsfunktioner får bedst respons via den årlige, landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse (LUP).
Jeg vil gerne høre, hvad andre har af overvejelser. For vi er jo alle enige om, at det med "patienten i centrum" og at borgeren/patienten skal høres og bruges som en ressource, hører et moderne sundhedsvæsen til. Jeg synes blot, at det går meget langsomt med at finde den rette måde at gøre det på.
Venlig hilsen
Arne Poulstrup
Mine medarbejdere og jeg har længe gået og funderet over, hvordan vi kan reelt kan bringe medinddrage patienterne, så det giver mening for dem og for sundhedsvæsenet.
Det med at udpege nogle patienter til at repræsentere andre eller dem alle, giver store problemer med hvem de reelt repræsenterer: sig selv, samme gruppe patienter eller bare "patienter".
Vi er kommet til foreløbige slutning, at vi er nødt til at dele problemstillingen op i niveauer.
Dvs efter om det er patienten, der skal høres (og føle sig medinddraget), eller det er afdelingen eller systemet, der har brug for informationer til forbedringer.
Den enkelte patient bliver bedst hørt og inddraget under selv indlæggelsen, f.eks. via planlagte samtaler/konsultation, og ved at give sin kommentar ved udskrivelsen, f.eks. via spørgsmål på en infostander.
Afdelingen får bedst respons via grupper af ressourcestærke ptt. som f.eks. fokusgrupper (cancer, KOL, nyreptt. etc.)
Afdelinger, ledelser, stabsfunktioner får bedst respons via den årlige, landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse (LUP).
Jeg vil gerne høre, hvad andre har af overvejelser. For vi er jo alle enige om, at det med "patienten i centrum" og at borgeren/patienten skal høres og bruges som en ressource, hører et moderne sundhedsvæsen til. Jeg synes blot, at det går meget langsomt med at finde den rette måde at gøre det på.
Venlig hilsen
Arne Poulstrup
tirsdag den 23. november 2010
Er it overhovedet relevant for kvalitet i sundhedsvæsenet?
For mig at se et temmelig enkelt spørgsmål at besvare, og det kom derfor helt bag på mig, da jeg for nylig i uddannelsessektoren blev mødt med en holdning om, at it-understøttelse er temmelig uinteressant for kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet.
It understøtter allerede i dag kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet, men desværre isoleret i forhold til de enkelte kvalitetssikringsinitiativer:
- Kliniske databaser har både it-understøttet datafangst og dataudtræk, men på en måde som gør, at klinikerne udsættes for at skulle dobbeltregistrere informationerne i både patientjournalen og den kliniske database.
- Utilsigtede hændelser kan elektronisk indberettes til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Desværre ses det kun i ringe grad, at it anvendes til at støtte klinikerne i at undgå fejl, der kan forebygges.
- Alle hospitaler skal akkrediteres efter den danske kvalitetsmodel (DDKM), og da kvalitetsinitiativer ofte er forbundet med yderligere dokumentation og dobbeltregistrering, er det forståeligt, at Lægeforeningen i deres politik for sundheds-it 2008 fremfører, at de ikke kan acceptere, at DDKM tages i brug, før it-systemerne kan understøtte modellen (Lægeforeningens politik for sundheds-it, 2008).
Der er fra min side ingen tvivl om, at kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet har stor værdi for patienterne, og at klinikerne bakker op om initiativerne. Det er dog også mit indtryk, at kvalitetsarbejdet giver anledning til øgede dokumentationskrav, og det er her, jeg mener, at it er relevant!
Visionen om, at klinikerne kun skal dokumentere informationerne én gang, og at data efterfølgende kan genbruges til fx kvalitetsudvikling blev for første gang formuleret i forbindelse med Grundstruktur for Elektronisk Patientjournal (G-EPJ). G-EPJ satte gang i debatten om balancen mellem fri tekst og strukturerede data i den kliniske dokumentation, hvor den fri tekst er fremherskende i lægejournalen og strukturerede data en forudsætning for at kunne genbruge data. Her 10 år efter er vi blevet klogere, og debatten er ikke længere et spørgsmål om enten-eller, men et spørgsmål om at finde ud af, hvornår det er relevant at kunne genbruge data.
Visionen om at sammentænke it og kvalitet er heldigvis inkluderet i Regionernes Sundheds-it (RSI) pejlemærker for sundheds-it 2010, hvor det anføres, at Kvalitet er et gennemgående element i alle pejlemærkerne, da det er en grundlæggende præmis, at regionernes sundheds-it indsats skal føre til, at patienterne får en bedre kvalitet (RSI).
Så det er mit håb, at det ikke kun er it-organisationerne i sundhedssektoren, der har denne vision, men at også kvalitetsorganisationer og klinikere kan se, at it fortsat har potentialet til at støtte klinikerne i det daglige kvalitetsarbejde og derigennem fremme kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet.
It understøtter allerede i dag kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet, men desværre isoleret i forhold til de enkelte kvalitetssikringsinitiativer:
- Kliniske databaser har både it-understøttet datafangst og dataudtræk, men på en måde som gør, at klinikerne udsættes for at skulle dobbeltregistrere informationerne i både patientjournalen og den kliniske database.
- Utilsigtede hændelser kan elektronisk indberettes til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Desværre ses det kun i ringe grad, at it anvendes til at støtte klinikerne i at undgå fejl, der kan forebygges.
- Alle hospitaler skal akkrediteres efter den danske kvalitetsmodel (DDKM), og da kvalitetsinitiativer ofte er forbundet med yderligere dokumentation og dobbeltregistrering, er det forståeligt, at Lægeforeningen i deres politik for sundheds-it 2008 fremfører, at de ikke kan acceptere, at DDKM tages i brug, før it-systemerne kan understøtte modellen (Lægeforeningens politik for sundheds-it, 2008).
Der er fra min side ingen tvivl om, at kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet har stor værdi for patienterne, og at klinikerne bakker op om initiativerne. Det er dog også mit indtryk, at kvalitetsarbejdet giver anledning til øgede dokumentationskrav, og det er her, jeg mener, at it er relevant!
Visionen om, at klinikerne kun skal dokumentere informationerne én gang, og at data efterfølgende kan genbruges til fx kvalitetsudvikling blev for første gang formuleret i forbindelse med Grundstruktur for Elektronisk Patientjournal (G-EPJ). G-EPJ satte gang i debatten om balancen mellem fri tekst og strukturerede data i den kliniske dokumentation, hvor den fri tekst er fremherskende i lægejournalen og strukturerede data en forudsætning for at kunne genbruge data. Her 10 år efter er vi blevet klogere, og debatten er ikke længere et spørgsmål om enten-eller, men et spørgsmål om at finde ud af, hvornår det er relevant at kunne genbruge data.
Visionen om at sammentænke it og kvalitet er heldigvis inkluderet i Regionernes Sundheds-it (RSI) pejlemærker for sundheds-it 2010, hvor det anføres, at Kvalitet er et gennemgående element i alle pejlemærkerne, da det er en grundlæggende præmis, at regionernes sundheds-it indsats skal føre til, at patienterne får en bedre kvalitet (RSI).
Så det er mit håb, at det ikke kun er it-organisationerne i sundhedssektoren, der har denne vision, men at også kvalitetsorganisationer og klinikere kan se, at it fortsat har potentialet til at støtte klinikerne i det daglige kvalitetsarbejde og derigennem fremme kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet.
lørdag den 13. november 2010
En overset effekt af kvalitetshonorering!
I Storbritannien valgte man i 2004 at indføre en særlig honorering af alment praktiserende læger kaldet Quality and Outcome Framwork (QOF). Det går i alt sin simpelhed ud på, at lægerne (eller rettere deres praksis) ved at kode deres kronikere og andre væsentlige mål som vaccinations- og screeningsgrad kunne opnå et særligt kvalitetshonorar oven i deres normale honorar. Vel at mærke hvis de opfyldte de opstillede målkrav.
Se, - det troede man ikke ville blive særlig dyrt, men man fandt hurtigt ud af lægerne i den grad gik i arbejdstøjet og høstede en (alt for) stor ekstraindtægt. Det siger de selv og rygterne siger, at man nu kan få en ”Mercedes QOF” i England…. Nå, men det er såmænd ikke lægernes skyld, men administratorer der ikke troede på lægernes evner.
Siden indførelsen af QOF har man så tvivlet på om man fik noget for pengene. Med god grund! Flere artikler peger på at udviklingen nok var kommet alligevel pga. det løbende kvalitetsarbejde og brug af indikatorer. Der er også en til tider negativ indstilling til den slags i andre lande, herunder i Danmark.
Der er alligevel nogle ting man glemmer i hele snakken. Og det er to meget vigtige forhold:
1. At sætte ind så befolkningsnært som i almen praksis betyder at man rammer meget bredt og dermed opnår en meget stor påvirkning af den generelle sundhed. Det svarer til at man frem for at skubbe lidt på isbjergets top, får et solidt skub helt nede i bunden af isbjerget og dermed flyttes der sundhed i stor målestok og ikke kun for nogle enkle meget syge på ambulatorierne.
2. At hæve den gennemsnitlige kvalitet er ikke det eneste man skal gå efter. Man har også ofte en hale af praksis med dårlig kvalitet. Og hvis den ”fanges ind” så hæver man kvaliteten overordentlig meget. Det er i halen at overdødeligheden fremkommer. Variationen mellem praksis bliver mindre og det kan næsten kun gøres ved at de dårligste bliver meget bedre.
Og disse to ting er netop effekten af QOF og dem skal vi huske, når vi diskuterer effekten af skabe et godt incitament for at have en god kvalitet af behandlingen i almen praksis.
Se evt. dokumentation for punkt 2 her: Br J Gen Pract 2010;DOI:10.3399/bjgp10X515340.
Se, - det troede man ikke ville blive særlig dyrt, men man fandt hurtigt ud af lægerne i den grad gik i arbejdstøjet og høstede en (alt for) stor ekstraindtægt. Det siger de selv og rygterne siger, at man nu kan få en ”Mercedes QOF” i England…. Nå, men det er såmænd ikke lægernes skyld, men administratorer der ikke troede på lægernes evner.
Siden indførelsen af QOF har man så tvivlet på om man fik noget for pengene. Med god grund! Flere artikler peger på at udviklingen nok var kommet alligevel pga. det løbende kvalitetsarbejde og brug af indikatorer. Der er også en til tider negativ indstilling til den slags i andre lande, herunder i Danmark.
Der er alligevel nogle ting man glemmer i hele snakken. Og det er to meget vigtige forhold:
1. At sætte ind så befolkningsnært som i almen praksis betyder at man rammer meget bredt og dermed opnår en meget stor påvirkning af den generelle sundhed. Det svarer til at man frem for at skubbe lidt på isbjergets top, får et solidt skub helt nede i bunden af isbjerget og dermed flyttes der sundhed i stor målestok og ikke kun for nogle enkle meget syge på ambulatorierne.
2. At hæve den gennemsnitlige kvalitet er ikke det eneste man skal gå efter. Man har også ofte en hale af praksis med dårlig kvalitet. Og hvis den ”fanges ind” så hæver man kvaliteten overordentlig meget. Det er i halen at overdødeligheden fremkommer. Variationen mellem praksis bliver mindre og det kan næsten kun gøres ved at de dårligste bliver meget bedre.
Og disse to ting er netop effekten af QOF og dem skal vi huske, når vi diskuterer effekten af skabe et godt incitament for at have en god kvalitet af behandlingen i almen praksis.
Se evt. dokumentation for punkt 2 her: Br J Gen Pract 2010;DOI:10.3399/bjgp10X515340.
Abonner på:
Opslag (Atom)