Den svære kunst at lære af hinanden

Bertel Haarder har netop overrakt prisen "Den Gyldne Skalpel 2011" til klinisk biokemisk afdeling på Gentofte Hospital med henvisning til deres arbejde for at minimere svartiderne på blodprøver.

http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/08/15/haarder-haedrer-lynhurtige/index.xml

Afdelingen har angiveligt ladet sig inspirere af amerikanske laboratoriers arbejde med lean metoden.

Ud fra min viden - min egen afdelingsledelse her på Klinisk Biokemisk Afdeling på Frederiksberg Hospital har igennem det sidste halve års tid fortalt mig, at de havde gang i noget kopieringsværdigt på kollega afdelingen på Gentofte - er det vitterligt et flot stykke arbejde og gode resultater, som gentofte laboranterne (undskyld, bioanalytikerne...) har lavet. Godt at ministeren og ugebladet anerkender dette.

For mig at se består den store prøve for de andre hospitalers klinisk biokemiske afdelinger nu i, om de er i stand til at lære Gentofte kunsten af. Og endnu bedre - overhale dem indenom. Altså: magter vi at lære af hinandens successer? Formår vi at bøje os i støvet og indrømme at nogle andre har gjort noget godt, før vi selv gjorde det? Og formår vi at handle på det, altså få ændret på egne arbejdsgange osv.? Jeg tror på, at min egen afdelingsledelse vil og kan. Jeg ved de arbejder hårdt på det. Og jeg håber for skatteborgerne og patienternes skyld, at også andre hospitaler gør det.

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så er en af mine kæpheste at vi skal lære af hinanden. Det danske hospitalsvæsen er fyldt med idérige og handlekraftige ledere og medarbejdere. Men formentligt med lidt for stor overvægt af idérige og for få handlekraftige. I min bog er det sværeste ikke at få en god idé. Det sværeste er, at få ført en god idé ud i livet. Altså evnen til at eksekvere.

Jeg har derfor lavet aftaler med nogle af mine afdelingsledelser (som led i den årlige udviklingssamtale), at de sammen med et par af deres nøglemedarbejdere skal besøge landets næstbedste afdeling indenfor deres eget speciale (den bedste afdeling ligger naturligvis på Frederiksberg... ;-) ). Besøget skal ikke bare være en turist rejse. De skal forberede besøget godt, således at de på besøget kan udvælge tre ting, som de vil tage hjem og indføre på egen afdeling. De tre idéer skal være indenfor kategorierne sundhedsfaglig, patientservice og ressourceudnyttelse. Og jeg skal vide, hvilke tre ting de vælger at gennemføre hos sig selv.

Når det er lykkedes, er næste skridt på udviklingsstigen, at afdelingsledelsen og et par af deres nøglemedarbejdere besøger verdens bedste afdeling indenfor deres speciale. Turen betales af Direktionen, også selv om det er i USA eller Singapore, at afdelingen ligger. Turen har helt samme formål, nemlig af identificere kopieringsværdige idéer indenfor de tre ovennævnte felter. Og så få dem gennemført herhjemme.

I hvilket omfang øvelserne lykkedes skal jeg nok underholde om her på stedet om et års tid.

Et afsluttende ord herfra skal handle om den aktuelle uddannelsesdebat. Den kommer jo hvert år omkring skolestart, og lige nu handler den om, hvorvidt det er godt, at skolernes eksamensgennemsnit offentliggøres korrigeret for sociale baggrundsfaktorer. Som en hospitalsdirektør, der er vant til hele tiden at få offentliggjort sine kvalitetsdata (HSMR, NIP, LUP, Insta800 o.m.a.), forekommer det en eksotisk og håndsky debat omkring offentlighed om ens data. Men det er ikke min ærinde her.

Regeringens idé er bl.a., såvidt jeg har forstået det, at de dårlige skoler kan lære af de gode. Og i et vidensdelingsperspektiv er det jo en god intention. Men graver man lidt dybere i tallene, kan man se, at skolernes karaktergennemsnit varierer så meget år for år, at det kun er 5-10 % af skolerne som flere år i træk ligger i top eller i bund. Med andre ord tyder noget på det enhver erfaren forældre ved, nemlig at skolens kvalitet primært afhænger af det konkrete lærerteam og dets ageren, og ikke af skolen som et samlet hele. Minder det ikke om, det de fleste sundhedsprofessionelle ved? At man skal vide præcis hvilken kirurg, der skal operere en? Og dermed er vi tilbage ved klassisk ledelse - hvordan får man handlet på de områder og medarbejdere, som ikke gør det godt nok?

Well, lad os blot håbe at nutidens poder får en bedre skolegang, end den Carsten Valentin Jørgensen fik i sin tid:

"Kundskabens træ gik ud
på skolen hvor jeg gik
uden at lære andet
end at svabre gulvet efter gymnastik
& mit ambitionsniveau
var ikke påfaldende højt
da jeg kreerede en amagerhylde
til dem derhjemme i sløjd

Fra barnsben af
& tidligere endnu fik jeg fortalt
at det at ha' noget
at falde tilbage på var lig med et & alt
jeg var hele den pukkelryggedes
bud på en karriere
men med ØK i udsigt lærte jeg
mig selv at ta' ved lære"

(Byen uden midler)

Kritisk tilgang ønskelig

Videnspredning er en mærkelig størrelse. For hvornår er en ting viden? I går mandag d. 8. august 2011 hørte jeg i radioen, mens jeg cyklede på arbejde, at dødeligheden ved selvmord hos psykiatriske patienter er 18 gange højere i Danmark end i Sverige. Dette blev kommenteret både af politikere og interesseorganisationer. Ikke én undrede sig over om det kunne være rigtigt. Man kunne forstå, hvis dødeligheden var dobbelt så stor i Danmark, måske tre gange så stor, hvis man er rigtig negativ. Men 18 gange, ahh.. det lyder for ringe til at være sandt. Det tog ca. 5 min. læsning i baggrundsrapporten for at finde ud af, at noget var helt galt med de svenske tal. Sverige har ca. det samme antal selvmord i forhold til indbyggerantallet som Danmark og så skulle der kun være 31 selvmord i Sverige begået af psykiatriske patienter (ud af ca. 1100 selvmord). Når man kigger på de andre tabeller med selvmord inden for de forskellige sygdomsgrupper, er der ingen forskel mellem Danmark og Sverige af betydning. Det skal i øvrigt bemærkes, at antal fagpersoner ansat i psykiatrien er højere i Danmark end i Sverige i forhold til indbyggerantallet.

Når noget er for godt til at være sandt, er det det sjældent. Det samme gælder, når noget er for dårligt at til være sandt. Man bliver ofte bedt om at udtale sig på et ufuldstændigt grundlag, men en gang imellem kan det godt betale sig at tjekke fakta. Journalisten havde åbenlyst ikke gjort det.

En EPJ til et sundhedsvæsen i verdensklasse

Der er fortsat gråzoner mellem sektorerne i det danske sundhedsvæsen, på trods af at der de seneste år er blevet arbejdet målrettet mod et bedre samarbejde mellem de forskellige sektorer. Det er en af hovedpointerne i artiklen ”Vejen til et sundhedsvæsen i verdensklasse”, der blev bragt på Berlingske på nettet i juli måned (http://www.b.dk/kronikker/vejen-til-et-sundhedsvaesen-i-verdensklasse). Artiklen er forfattet af formændende for Sundhedskartellet, Overlægeforeningen, Yngre Læger, FOA og HK/Kommunal. Indlægsgiverne baserer deres synspunkter på organisationernes 8-punktsplan.

Som kundechef i Koncern IT, Region Hovedstaden, dukker der et spørgsmål op i mit hoved: Hvordan kan vi allerbedst understøtte et sundhedsvæsen i verdensklasse – eller hvordan bør en elektronisk patientjournal (EPJ) til et sundhedsvæsen i verdensklasse egentlig se ud?

En af pointerne i 8-punktsplanen er at skabe sammenhæng mellem sektorerne. Det er et område, man allerede nu bruger mange ressourcer på – og det synes jeg er helt reelt. For i langt de fleste patientforløb er der oftere brug for at udveksle informationer mellem regionens hospitaler og patientens praktiserende læge og kommune, end der er brug for at udveksle informationer mellem hospitaler i to forskellige regioner. Spørgsmålet er derfor, om det ikke er på tide at overveje muligheden for en EPJ, som kan anvendes af klinikerne på hospitalet, de praktiserende læger, hjemmesygeplejersker – ja i princippet alle, der bidrager i patientforløbet – herunder også patienten selv.

I dag arbejder vi på at udvikle og implementere fælles medicinkort, standardiserede meddelelser mellem praktiserende læger, kommuner og hospitaler og tværsektorielle it-løsninger til at understøtte behandlingen af kroniske sygdomme. Ofte skaber disse initiativer endnu flere dokumentationsopgaver for den enkelte kliniker, der for eksempel skal afsende et tidstro advis om udskrivelse af en patient, opdatere medicinkortet, skrive en epikrise eller udfylde en genoptræningsplan. Hver eneste gang en ny meddelelse mellem sektorerne aftales, skal der alene i min region udvikles en ny funktionalitet i regionens EPJ, i kommunernes ca. fem EPJ’er og i et tilsvarende antal EPJ’er hos de praktiserende læger.

Der er stadig lang vej til det fulde overblik over patientforløb på tværs af sektorerne – og det rejser spørgsmålet, om vi fortsat skal binde sektorerne sammen ved at udvikle nye tværsektorielle meddelelser og it-systemer – eller om de tre sektorer i stedet bør anvende en og samme EPJ?

Man kunne frygte et stort og komplekst it-udviklingsprojekt. Men sagen er den, at disse store EPJ-systemer allerede eksisterer – eksempelvis hos Veteran Affairs og Kaiser Permanente, der allerede har implementeret en EPJ til alle sundhedsaktører og som nu høster gevinsterne – blandt andet i form af et helt unikt datagrundlag for den kliniske kvalitetsudvikling.

Så der findes rent faktisk tværsektorielle EPJ-systemer, men er vi klar til at gå på tværs af sektorerne i it-understøttelsen af et sundhedsvæsen i verdensklasse?

Svar til Lisbeth Nielsen

Kære Lisbeth

Magt er en mærkelig ting. Det er ikke sådan i dag, at man kan diktere folk til at gøre bestemte ting. Det kræver vedvarende arbejde at ændre arbejdsgangene til mere hensigtsmæssige procedurer på hospitalerne.
Jeg synes, det er en rigtig god idé at man skulle inddrage patienterne i sådanne konferencer, hvis det overhovedet er muligt.

Mange hilsner
Torben Mogensen

PS. Sommervejret var ikke noget at skrive hjem om, så jeg håber, efteråret bliver bedre.