Opslag
Sundhedsstyrelsen har offentliggjort de seneste tal for hvor lang tid kræftpatienter venter på at komme i behandling. Også Danske Regioner ser positive tendenser. I 2007/8 enedes man politisk om at sikre, at kræftpatienter ikke skulle vente på at komme i behandling. Grundlaget er plausibelt og ved at være dokumenteret: der er en overdødelighed blandt dem, der venter. Vi har dog svært ved lige at fastslå størrelsen af denne overdødelighed eller hvornår den starter. Så indtil videre er det nok fornuftigt at sikre en hurtig udredning og behandling.
Det gør vi med kræftpakker for patienterne med alarmsymptomer/begrundet mistanke om kræft.
Nu er der så sket det, at ventetiden nok ikke har rykket sig markant i den retning, man gerne så og for nogle faktisk i den forkerte retning. Som vanligt kritiseres data og med rette. Men vi må da snart få styr på de data.
Jeg tror nu ikke at nogle er tvivl om, at der er sket forbedringer. Men hvad er så forklaringen på det vi ser? Faktisk er både Bertel Haarder, Bent Hansen og andre kommet med forklaringen selv. Nemlig at de også ser, at der behandles og undersøges langt flere end tidligere. Det man ser, er klassisk i sundhedstjenesteforskningen. Sundhedsydelser er ikke enkeltstående ydelser, men elementer i en kæde.
I 1999 indførte man 14 dages undersøgelsesfrist i England for brystkræft. Alle kvinder med alarmsymptomer på brystkræft skulle nu ses hurtigt. Samtidig ved man, at nogle kvinder ikke har alarmsymptomer og derfor bliver stillet i den sædvanlige kø, men altså viser sig at have brystkræft. Det man så, var at antallet af henviste på mistanke om brystkræft steg voldsomt. De kom hurtigt gennem systemet. Men samtidig steg ventetiden voldsomt for alle andre. Samlet set blev ventetiden for de kvinder, der viste sig at have kræft længere!
I Danmark ser man netop, at for bryst og tyktarmskræft en øget udredningstid for dem, der viser sig at have cancer. Netop to kræftformer hvor mange, også mange der viser sig ikke at have kræft, bliver henvist til hhv. mammografi og endoskopi, der er klassiske flaskehalsundersøgelser. Samtidig er jeg ret sikker på, at der aldrig har været foretaget så mange mammografier og endoskopier som nu. Og med indførelsen af screening vil det kun blive værre for dem, der har kræft, hvis ikke man sikrer sig at:
1. Dem med specifikke alarmsymptomer udredes hurtigt
2. At der ikke laves længere kødannelse for alle de andre der også kan have kræft, men bare ikke lige præsenterer et specifikt alarmsymptom.
Hvis man overser punkt 2, så kan vi risikere, at vi faktisk intet har vundet med kræftpakkerne!
Kilde: Potter S et al. Referral patterns, cancer diagnoses, and waiting times after introduction of two week wait rule for breast cancer: prospective cohort study. BMJ. doi:10.1136/bmj.39258.688553.5
onsdag den 23. februar 2011
mandag den 7. februar 2011
Passer det – sparer man penge på forløbsprogrammer?
…”og så er der også penge at spare!” Det er ofte den sidste trumf, når en faggruppe vil fremme en god sag i sundhedsvæsenet. Det kan være sundhedsfremme og forebyggelse, patientsikkerhed, ny medicin eller forløbsprogrammer for borgere med en eller flere kroniske sygdomme. Pengebesparelsen er et let argument, for vi har ikke i dansk sundhedsvæsen tradition for metodisk at dokumentere sundhedsøkonomiske konsekvenser af de gode sagers indtog.
Der er stor interesse for udrulning af Chronic Care Management – forløbsprogrammer for kronisk syge patienter. Der er meget rigtigt i de principper, som Ed Wagner fra Group Health Research Institute i USA og manden bag kronikermodellen har udviklet. Blandt andre Kaiser Permanente har dygtigt implementeret modellen, og der er gang i projekterne i både regioner og kommuner.
Sundhedsstyrelsen var rettidigt ude allerede i 2005. Finansieringen skulle man ikke bekymre sig om, for det tjener sig hurtigt ind, sagde styrelsen. Vel tilrettelagt og med høj kvalitet vil man faktisk reducere ressourcepresset, skrev Sundhedsstyrelsen. De henviste til positive økonomierfaringer fra Kaiser Permanente, der skulle have opnået store besparelser gennem forebyggelse af dyre komplikationer. Jamen, så er det jo bare at gå i gang. Og det gør man så. Hjulpet på vej af nogle puljemidler men uden en langsigtet økonomiplan på området.
Det er let at blive overbevist om besparelsesargumentet. Forløbsprogrammer sparer penge, fordi
1. Bedre og rettidig indsats forbedrer patienternes sundhedstilstand og reducerer deres behov for sundhedsvæsenet fremover.
2. Man flytter sundhedsvæsenets indsats fra det dyre, reaktive, akutorienterede hospitalsvæsen over til det billige, proaktive og præventive primære sundhedsvæsen i kommuner, i praksis og sygehusenes ambulatorier.
3. Produktiviteten øges over hele linjen, fordi det hele jo er bedre organiseret – man gør det rigtige rigtigt lige med det samme.
Besparelseshypotesen er så stærk, at der ikke er grund til at underkaste den empirisk afprøvning. Og selv når der foreligger data, der modsiger den, så ignoreres de behændigt. Kaiser Permanente dokumenterede selv i 2004, at deres meget roste forløbsprogrammer ikke sparede sundhedskroner – de steg netto pr. kronikerpatient med årligt 1-5 procent! Min vurdering af en stor og noget heterogen forskningslitteratur fra udlandet er, at besparelseshypotesen ikke holder – tværtimod.
Lad mig summarisk citere et amerikansk studie publiceret i JAMA(2009). I studiet indgik 18.309 overvejende 65+ årige amerikanske patienter fra 15 forskellige behandlingssteder, og med en eller flere kroniske sygdomme. De blev fordelt tilfældigt på enten ’koordineret behandling’ eller ’normal behandling’. Man fulgte patienterne i gennemsnitligt 2½ år efter lodtrækning. Forskerne sammenlignede kvalitet, indlæggelsesrater og sundhedsudgifter pr. deltager. Kvalitetsresultatet var lidt bedre i interventionsgruppen (’koordineret behandling’), indlæggelsesraterne faldt ikke, og sundhedsudgifterne steg på alle behandlingssteder undtagen en, og stigningen var statistisk signifikant i ni af de 15.
Dette studie og andre fortæller mig to ting. Et: Vi skal rigoristisk evaluere nye tiltag i sundhedsvæsenet som f.eks. forløbsprogrammer. Vi kan ikke regne med at ramme rigtig i første implementering. 2: Vi gør de gode sager en bjørnetjeneste ved at undlade metodisk økonomidokumentation. Hvis den viser besparelser, så er det jo godt. Så skal den hentes hjem, så den kan komme andre sager til gode. Og hvis den gode sag ér god, men koster ekstra, så er det måske ok. Så skal sagen prioriteres sammen med andre gode sager. Hvis sagen vælges – eksempelvis forløbsprogrammer - så bør man træffe en åben beslutning om de nødvendige økonomiske bevillinger, så det kan blive driftet ordentligt. Uden økonomidokumentation får man hverken prioritering eller finansiel planlægning og risikoen er discount-forløbsprogrammer, der snylter på andre driftsopgaver.
Der er stor interesse for udrulning af Chronic Care Management – forløbsprogrammer for kronisk syge patienter. Der er meget rigtigt i de principper, som Ed Wagner fra Group Health Research Institute i USA og manden bag kronikermodellen har udviklet. Blandt andre Kaiser Permanente har dygtigt implementeret modellen, og der er gang i projekterne i både regioner og kommuner.
Sundhedsstyrelsen var rettidigt ude allerede i 2005. Finansieringen skulle man ikke bekymre sig om, for det tjener sig hurtigt ind, sagde styrelsen. Vel tilrettelagt og med høj kvalitet vil man faktisk reducere ressourcepresset, skrev Sundhedsstyrelsen. De henviste til positive økonomierfaringer fra Kaiser Permanente, der skulle have opnået store besparelser gennem forebyggelse af dyre komplikationer. Jamen, så er det jo bare at gå i gang. Og det gør man så. Hjulpet på vej af nogle puljemidler men uden en langsigtet økonomiplan på området.
Det er let at blive overbevist om besparelsesargumentet. Forløbsprogrammer sparer penge, fordi
1. Bedre og rettidig indsats forbedrer patienternes sundhedstilstand og reducerer deres behov for sundhedsvæsenet fremover.
2. Man flytter sundhedsvæsenets indsats fra det dyre, reaktive, akutorienterede hospitalsvæsen over til det billige, proaktive og præventive primære sundhedsvæsen i kommuner, i praksis og sygehusenes ambulatorier.
3. Produktiviteten øges over hele linjen, fordi det hele jo er bedre organiseret – man gør det rigtige rigtigt lige med det samme.
Besparelseshypotesen er så stærk, at der ikke er grund til at underkaste den empirisk afprøvning. Og selv når der foreligger data, der modsiger den, så ignoreres de behændigt. Kaiser Permanente dokumenterede selv i 2004, at deres meget roste forløbsprogrammer ikke sparede sundhedskroner – de steg netto pr. kronikerpatient med årligt 1-5 procent! Min vurdering af en stor og noget heterogen forskningslitteratur fra udlandet er, at besparelseshypotesen ikke holder – tværtimod.
Lad mig summarisk citere et amerikansk studie publiceret i JAMA(2009). I studiet indgik 18.309 overvejende 65+ årige amerikanske patienter fra 15 forskellige behandlingssteder, og med en eller flere kroniske sygdomme. De blev fordelt tilfældigt på enten ’koordineret behandling’ eller ’normal behandling’. Man fulgte patienterne i gennemsnitligt 2½ år efter lodtrækning. Forskerne sammenlignede kvalitet, indlæggelsesrater og sundhedsudgifter pr. deltager. Kvalitetsresultatet var lidt bedre i interventionsgruppen (’koordineret behandling’), indlæggelsesraterne faldt ikke, og sundhedsudgifterne steg på alle behandlingssteder undtagen en, og stigningen var statistisk signifikant i ni af de 15.
Dette studie og andre fortæller mig to ting. Et: Vi skal rigoristisk evaluere nye tiltag i sundhedsvæsenet som f.eks. forløbsprogrammer. Vi kan ikke regne med at ramme rigtig i første implementering. 2: Vi gør de gode sager en bjørnetjeneste ved at undlade metodisk økonomidokumentation. Hvis den viser besparelser, så er det jo godt. Så skal den hentes hjem, så den kan komme andre sager til gode. Og hvis den gode sag ér god, men koster ekstra, så er det måske ok. Så skal sagen prioriteres sammen med andre gode sager. Hvis sagen vælges – eksempelvis forløbsprogrammer - så bør man træffe en åben beslutning om de nødvendige økonomiske bevillinger, så det kan blive driftet ordentligt. Uden økonomidokumentation får man hverken prioritering eller finansiel planlægning og risikoen er discount-forløbsprogrammer, der snylter på andre driftsopgaver.
Abonner på:
Opslag (Atom)