Måler vi på det rigtige?

Jeg er i færd med at hjælpe en afdeling med at lave en målstyringstavle. Afdelingen ønskede at få konkretiseret sin vision til nogle målepunkter, der kunne vise, at man var på vej mod at realisere visionen. Når man laver en målstyringstavle, vælger man tre til fem målepunkter, som man skal sætte ambitioner for; følge med i og op på. Det er ledelsens værktøj til at sætte ind, hvis udviklingen går for langsomt eller den forkerte vej. Afdelingen havde defineret fire søjler i deres vision, som gik på at visionen skulle realiseres ved at arbejde med udvikling, kvalitet, medarbejdere og drift. Derfor var det oplagt at første skridt i processen blev at liste samtlige relevante målepunkter op inden for hver søjle. Kriteriet for denne brainstorm var ”Nævn alle de målepunkter, som viser om afdelingen er på vej til at realisere vision.” Der blev til sådan ca. 15 til 25 målepunkter for hver søjle.
For at skabe overblik markerede vi de målepunkter som ikke i dag fandtes med en rød stjerne. Så kunne vi hurtigt se hvor mange der allerede blev målt på og dermed få en fornemmelse af hvor meget arbejde der lå forude. Det viste sig at være ca. 70 %. Den tager vi lige igen: Da ledelsen i afdelingen skulle nævne alle de mest relevante målepunkter var 70 % noget der ikke fandtes i forvejen!
I mit arbejde som Lean-konsulent kommer jeg tit til at hjælpe med at optimere processer omkring registrering. Det er fordi det fylder enormt meget ude på afdelingerne. Systemerne er ikke altid lige hensigtsmæssigt indrettet, og der er ofte en følelse af at man hælder en masse data ind i et system, men at der ikke kommer noget ud igen eller også kommer det først et halvt år senere, så det er svært at handle på, fordi man først må undersøge om det stadig er relevant. De mange målinger bærer præg af et makroperspektiv på måling. Der er jo rimeligt nok, at man skal have data på sundhedssektorens performance på landsplan, men jeg synes det er tankevækkende, hvor fjernt det er fra den enkelte sygehusafdelings drift. Når man laver et nationalt målepunkt, så lægger man samtidig beslag på utrolig timers arbejde ude på sygehusene. Varme hænders arbejde som bliver brugt på registrering. Derfor har man også pligt til være meget kritisk i forhold til at sikre at alle målepunkter er relevante. Her kunne jeg måske godt ønske mig en kritisk gennemgang af det eksisterende regime.
Det er afgørende for udvikling af afdelingerne, at man forholder sig til hvad man måler på og sætter konkrete ambitioner for det, man vælger. Desværre er situationen i dag mange steder, at den obligatoriske måling og registrering fylder så meget at man kun i begrænset omfang kan overskue at foretage egne (og måske mere relevante) målinger og drage konsekvenser af dem. Det tjener ikke til landets bedste.