Tillid er godt, kontrol er ...

Vi har netop haft årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. Et af hovedtemaerne var at gøre status over kvalitetsarbejdet i dag, og at bruge dette til at se fremad. Hvor ligger udfordringerne i dag og de nærmeste år, og hvilke udviklingstendenser ser vi?

Der kom mange interessante bud! Overskrifterne var fx at der ikke er sammenhæng mellem økonomi og kvalitet (i hvert fald inden for visse grænser), at vi kunne bruge evidens for en række af de metoder vi anvender i dag, at der stadig er et stykke vej før kvalitetstanken er en integreret del af nye organisatoriske initiativer og at patientperspektivet skal have meget mere plads. Der var samtidig mange gode forsøg på svar på udfordringerne.

Det, der i øjeblikket optager mig mest, er balancen mellem kontrol og udvikling. Gennem årene har fået flere og flere indikatorer og rutinemæssige audits, forankret nationalt, regionalt, lokalt og fagligt. Tænk bare på akkreditering, journalaudits hver 3. måned, LUP, NIP, kvalitetsdatabaser, utilsigtede hændelser, audits af kontaktpersonordningen osv. Alle i sig selv gode initiativer, der positivt er igangsat for at øge kvaliteten på et område. Men..., og der er et men. Hver gang et initiativ er sat i søen, er det sjældent tænkt ind i en større sammenhæng, det lever på sin egen præmis. Det er sjældent at der er tænkt over en målings levetid, det kører videre år efter år, samtidig med at der hvert år hældes nyt på.

Og det begynder at fylde for meget i det lokale kvalitetsarbejde, ikke alt giver mening i længden. Vi bruger megen tid på at forberede os på forskellige målinger, udføre dem, og diskutere resultater, der leveres udefra. Tid til at igangsætte og diskutere hvad vi selv ser der er behov for bliver stadig mindre. For megen tid bruges på hastigt at reagere på en ufordelagtig indikatormåling, og ile videre til den næste.

Jeg er overbevist om at vi ville vinde ved at nedprioritere de gentagne ens kontroller, og istedet sætte fokus på god kvalitetskultur, på de ting vi oplever som det mest presserende i dagligdagen - og så selvfølgelig også på hvor vi gør tingene godt, hvordan får vi mere af det. Kontrol er godt i passende dosering, og kan sagtens bruges til at eliminere fejl og rette op på for lave standarder. Men kontrol bringer os ikke videre end det gennemsnitlige. Hvis vi vil være bedre end det, skal der tid og rum til egne fokusområder. Heldigvis ser vi så småt initiativer i den retning. Mere af det, tak!

Toget er aflyst, posten kom ikke ud…

Toget er aflyst, posten når ikke ud, politiet fraråder udkørsel og bæltekøretøjer er sat ind. Imens besøger Lægevagten fru Hansen, der ikke kan få luft.

Hendes mand har ringet til lungemedicinsk afdeling, som de har fået at vide, de bare skal ringe til. Men det er lørdag eftermiddag og på afdelingen er der mødt færre end normalt. Det sner meget udenfor og politiet fraråder al udkørsel. Så Hansen får besked på at ringe til Lægevagten i Århus.

På køleskabet hænger kontaktkortet til lungemedicinsk afdeling. Telefonnumre og et billede af en der hedder Kirsten, som er iltsygeplejerske. Og overlægens navn er skrevet på med kuglepen… Og så står der ”helst mellem kl. 9-15”.

Nu er det lørdag aften. Fru Hansen var til frokost hos et par venner for første gang i mange måneder. Hun har også lidt skøre knogler og noget med sukkersyge. De to sidste ting ordner hendes egen læge, men det med lungerne står sygehuset for. Så hendes egen læge vidste ikke om hun kunne tage iltapparatet med i byen. Nu er det som om hun ikke kan få luft. Hun hiver efter vejret og er bange!

Hansen er meget bange for hvordan han skal få hjælp til sin kæreste kone. Han ringer til Lægevagten. Han er nummer 4 i køen, men meget snart får han en mand i røret. Det er en læge, der spørger hvad han kan gøre. Hansen er lettet og fortæller. Lægen, der hedder Søren, kender med det samme til problemstillingen. Han står selv for behandlingen af mange KOL-patienter i sin praksis. Hurtigt spørger han til symptomer, historie og medicinsk behandling. Der er ikke behov for en ambulance og en indlæggelse, men der bør lige køre en læge ud til fru Hansen for at få det hele under kontrol så weekenden kan blive rimelig. Efter 6 minutter kan Hansen roligt holde sin kones hånd igen.

Via sin PC sender Søren en besked til besøgslægen i Silkeborgområdet. Hun ser med det samme på sin PC i bilen, at de skal på et besøg hos fru Hansen og beder chaufføren køre de 27 km forbi en væltet lastbil og en del snedriver. Kommunen har ikke kunnet rydde sne pga. alt for meget sne. Så det er godt at taxichaufføren har lånt en firehjulstrækker i aften!

Besøgslægen, der hedder Marianne, ringer på, og smiler til Hansen, der lukker op: ”Det er Lægevagten. Jeg har fået at vide at I gerne vil have besøg af mig. Må jeg komme ind?”

Posten kom ikke ud, togene var aflyst, politiet kørte ikke, kommunen ryddede ikke sne. Men Lægevagten kører stadig. Hvorfor egentlig det?