Viser opslag med etiketten 0-fejl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 0-fejl. Vis alle opslag

onsdag den 15. december 2010

Viden i Sundhedssektoren

Jeg har nu fulgt debatten her på "hovederne på bloggen" siden starten - spændende men også lidt vanskeligt, når man ikke er en sundhedsfaglig person.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at invitere jer alle til en generel debat om viden i sundhedssektoren (som ViS jo i sidste ende har sigte på, tror jeg).
Vigtigt er det - Sundhedsarbejde opleves nok som noget meget praktisk - men er stadig videnarbejde - forstået som konkret anvendelse af viden. Klinisk viden -ja og viden om processer og organisering.
Jeg tænker man kunne stille tre spørgsmål:

1. Hvad gør man i Sundhedssektoren for at sikre videndeling /-spredning?
Eksempelvis:
Hvordan sikrer kvalitetssikring og akkreditering at den rigtige og opdaterede viden anvendes? Hvordan opsamles erfaringer - f.eks. fra større og gentagne operationer/behandlingsforløb eller andre processer? Findes der dedikerede videnspersoner ("knowledge managers") på sygehuse / i afdelinger? Hvordan anvendes IT - intranet - teknologi - til at sikre adgang til / tilgængelighed til den bedste/nyeste viden?

2. Hvilke barrierer er der for videndeling/-spredning i sundhedssektoren?
Eksempelvis:
Er der kommunikationsproblemer mellem forskellige faggrupper?
Hvad betyder "not invented here"-problematikken i sundhedssektoren - det at vi er lidt mistænksomme overfor viden fra andre?
Hvad betyder det, at man selvfølgelig må gå efter en nul-fejls-kultur?
Har man så travlt med "brandslukning" - at man ikke har tid til at opsøge ny viden og bedre metoder?

3. Hvad kan man gøre for at overvinde barriererne?
Eksempelvis:
Hvordan forbedres kommunikation og samarbejde mellem faggrupperne?
Hvordan kombineres nul-fejls-målet med åbenhed om og læring af fejl?
Hvordan prioriteres tid i det daglige til indhentning af viden/erfaringer, der kan gøre arbejdet bedre og mere effektivt?

Der er mange andre spørgsmål, som kunne stilles? - Du er velkommen til at supplere.
Men giv også gerne nogle svar - ved fælles hjælp kunne vi måske komme frem til nogle konklusioner og forslag.