Patient empowerment var et af forårets helt hotte temaer og det var også overskriften på dette års internationale World of Health It (WOHIT) konference i Budapest. Fokus har flyttet sig fra at have patienten i centrum til nu at se patienten som en aktiv medspiller i sit eget patientforløb. Fordelene er blandt andet, at patienten nu selv har mulighed for at foretage målinger og tests og på den måde får et helt andet engagement i eget behandlingsforløb. Og samtidigt kan sundhedsvæsenet bruge patienten som en ressource til at udføre udvalgte aktiviteter.
Patient empowerment bliver stadigt mere og mere aktuelt, fordi en lang række patienter hjemmevant går på nettet og får større viden om sin sygdom på forskellige websites og e-journalen. På den måde bliver patienterne i højere grad aktive medspillere – som velforberedte og velinformerede patienter, der i højere grad ser sundhed som en service, som kan tilpasses deres hverdag. Brugerne vil gerne have et fleksibelt sundhedssystem med mulighed for online booking, sms-påmindelser m.m.
Så på den ene side bliver patienter og borgere en aktiv ressource, som kan hjælpe sundhedssektoren med at løfte den stigende efterspørgsel – og på den anden side vil patienter og borgere efterspørge en langt mere fleksibel og serviceorienteret sundhedssektor, end den vi ser i dag.
Hvordan kan vi omsætte ideen om patient empowerment til praksis – og imødekomme den nye patienttype, der vil have service og er mere velinformeret? Jeg mener ikke overraskende, at it kan være nøglen til at realisere ideen om patient empowerment.
Regionerne har hen over foråret udarbejdet en strategi for it-understøttelse af patient empowerment og i denne foreslås det blandt andet at etablere
- en fælles værktøjskasse, så vi ikke alle skal starte forfra i realiseringen af strategiens principper for patient empowerment
- et rum for dialogen mellem sundhedsvæsenet, patienter og pårørende.
Initiativer som at udbygge e-journalen med yderligere informationer og skabe en sundhedsjournal til både borgere og klinikere er et andet eksempel på, hvordan fælles viden om behandlingsforløbet kan fremme dialogen mellem patient og kliniker.
En af hovedpointerne på WOHIT-konferencen er, at ideen om patient empowerment også kommer til at stille krav til, hvordan vi bygger fremtidens kliniske it-systemer, så disse i højere grad er strukturerede omkring patientforløb i stedet for at være isolerede kliniske arbejdsgange. Grænserne mellem patientadministrativ-, notat-, booking- og medicinmoduler flyder mere og mere sammen og udfordringerne med at integrere moduler fra forskellige leverandører bliver tilsvarende større. Internationale undersøgelser viser, at der både opnås en mere avanceret it-understøttelse af det kliniske arbejde og en større brugertilfredshed, når de centrale EPJ moduler kommer fra en og samme leverandør.
Danmark kan lære meget af det her, og fremadrettet bør vi samle vores EPJ mere – og genoverveje den flerleverandør strategi som siden årtusindeskiftet har været den mest fremherskende. Ikke alle moduler behøver nødvendigvis at komme fra den samme leverandør, men vi kan med fordel blive lidt skarpere på, hvilke moduler, det er mest hensigtsmæssigt at anskaffe fra én og samme leverandør, så klinikerne kan få en mere avanceret it-undersøttelse og overblik over patientens journal – et must for en professionel dialog med fremtidens empowered patienter. Tendensen med at anskaffe kernemodulerne fra en og samme leverandør ser vi allerede i de EPJ-anskaffelser, der gennem de senere år har fundet sted i Region Syd, Region Nord og Region Midt og som vi i Region Hovedstaden kan lære af.
mandag den 27. juni 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)