Dut, dut, dut, dut.........

Hvad har teleselskaber og hospitalsambulatorier tilfælles? Det fandt jeg ud af for nylig, da jeg dels skulle opsige min søns mobilabonnement hos en udbyder og i de samme dage, på vegne af min far, skulle have fat i et ambulatorium, hvor han for tiden er i behandling. Svaret er det simple: Det er umuligt at komme igennem på telefonen, både hos mobiltelefonselskabet og hos ambulatoriet!

Det er ufatteligt frustrerende forgæves at forsøge at ringe på et nummer, der igen, igen, igen og igen dutter optaget. Tankerne går fra hvorvidt det er ens egen telefon, der ikke duer, og man prøver lige for en sikkerheds skyld et andet nummer, til, at det må være forkert nummer, der er opgivet både på afdelingens hjemmeside og på det udleverede mødekort, og ender med den ultimative følelse af, at man er så lille og ubetydelig, og der er langt vigtigere ting i afdelingen, end at tage en telefon fra en fuldstændig ligegyldig pårørende.

Dertil er det jo heller ikke hver dag, at det er muligt at finde et par timer indenfor ambulatoriets telefontid, hvor man med 5-10 minutters mellemrum kan forsøge at komme igennem. Det bliver ikke mindre absurd af, at det nogle steder er samme telefonnummer, som patienter bliver bedt om at bruge, hvis de vil melde afbud. Så kan hospitalet fortsat højlydt både beklage og undre sig over, at der er patienter, der udebliver fra en aftalt tid.

Det, der umiddelbart syner som en lille ting for et ambulatorium, er stort for patienten. I min fars tilfælde handlede det om, at han skulle have sin anden serie cytostatika, men ikke havde fået tider til det, og det var ved at være mere end godt var over de tre uger, der skal gå mellem hver behandling. På den ene side var han helt tryg ved, at hospitalet nok skulle sørge for, at han fik behandling i tide. På den anden side var han helt handlingslammet, turde ikke bevæge sig væk fra hjemmet og ikke planlægge sommerhusbesøg, besøg hos familie eller venner. For hvad nu hvis der blev ringet, kom et brev, en mail eller en sms? Han kørte sågar ud til ambulatoriet for at spørge, hvornår de mon sendte tiderne, ligesom jeg forsøgte mig med en mail, begge dele desværre uden resultat.

Min redning i forhold til ambulatoriet var, at jeg kom i tanker om et trick, jeg havde læst i en kriminalroman. Det går ud på, at man prøver numrene, der ligger lige op til det opgivne nummer. Hvis det f.eks. ender på 00, så prøver man 01 eller 02. Det virkede i mit tilfælde, jeg røg lige ind på oversygeplejerskens linje, og selvom jeg var klar med undskyldninger og beklagelser over at forstyrre, var det ganske overflødigt. I stedet gjorde hun det, jeg havde håbet på – nemlig forsøgte at finde ud af, hvad der var gået galt og hvorfor, for at rette det. Så hvem ved, måske betyder det, at patienttelefonen fremover vil blive den telefon, der tages allerede efter første ring. Sundhedsvæsenet er jo trods alt til for patienterne.