Opslag
For nogle år siden fik vi indlagt en patient som døde hurtigt uden vi havde stillet diagnosen. Obduktionen viste overraskende at der var kræft i mange organer specielt leveren. Patienten var kort tid før indlæggelsen blevet ultralydsskannet på en privat klinik som beskrev normale forhold. Var det fordi lægen var et fjols, eller kan kræft udvikle sig fra at være usynlig til massiv kræft på en måned. Svaret er det sidste. Det er selvfølgelig frustrerende for patient og pårørende.
Den sidste uges debat om et konkret patientforløb udstiller vanskeligheden ved at være læge. Det kan være ualmindeligt kompliceret at stille den rigtige diagnose. Problemerne opstå når vores undersøgelser er negative. Hvis en biopsi ikke viser tegn på kræft, eller at ultralyd undersøgelsen viser normale forhold. Specielt når patienten kommer ind med uhelbredelig kræft et par måneder senere. Men sådanne er det og det bliver det ved med at være for vi kan ikke hekse. Vi er kun læger.
Når nogle derfor hævder, at patienterne skal have en diagnose, er det selvfølgelig noget vrøvl. Vi skal have ret til at blive undersøgt hurtig med relevante undersøgelser. Men vi kan ikke garantere, at vi finder alt
lørdag den 14. januar 2012
mandag den 21. november 2011
Best Practise Replication System
Kan sygehuse lære af forbedringsprocesser, der er udviklet i det private erhvervsliv til sikring af konkurrencedygtighed på omkostninger og kvalitet?
Når vi gentager en opgave bliver vi bedre til den - det er det træning handler om, og når der til gentagelse knyttes sammenligning med Best Practise justerer vi vores forventinger til hvad der skal kunne opnås med givne ressourcer. Hvilken effekt vil der være, hvis vi hver gang der opfindes en løsning på at gøre en knæoperation, en bemandingsplanlægning eller en akutmodtagelse bedre og billigere deler den viden, der bruges hertil, og den viden tages i brug, fordi det nu engang er besluttet, at vi overalt, hvor det giver mening, vil bruge de bedste og mest rationelle metoder til at gøre dansk sygehusvæsen til verdens mest rationelle.
Ford har institutionaliteseret og decentraliseret denne udvikling på tværs af 35 geografisk adskilte produktionslinier, og de benytter en løsning kaldet Best Practise Replication System.
Se den vedhæftede video - 4 minutter, der kan inspirere til samarbejde og ledelse. Klik på indlæggets overskrift!
Er det relevant for Danske Regioner?
Når vi gentager en opgave bliver vi bedre til den - det er det træning handler om, og når der til gentagelse knyttes sammenligning med Best Practise justerer vi vores forventinger til hvad der skal kunne opnås med givne ressourcer. Hvilken effekt vil der være, hvis vi hver gang der opfindes en løsning på at gøre en knæoperation, en bemandingsplanlægning eller en akutmodtagelse bedre og billigere deler den viden, der bruges hertil, og den viden tages i brug, fordi det nu engang er besluttet, at vi overalt, hvor det giver mening, vil bruge de bedste og mest rationelle metoder til at gøre dansk sygehusvæsen til verdens mest rationelle.
Ford har institutionaliteseret og decentraliseret denne udvikling på tværs af 35 geografisk adskilte produktionslinier, og de benytter en løsning kaldet Best Practise Replication System.
Se den vedhæftede video - 4 minutter, der kan inspirere til samarbejde og ledelse. Klik på indlæggets overskrift!
Er det relevant for Danske Regioner?
onsdag den 12. oktober 2011
Statist i en katastrofefilm, folkesundhed med cool cash eller (og?) sunde mikrober og Nobelpris til superempirikerne – en halv dag i Washington D.C.
Er landet i Washington Dulles International Airport og taxaen sætter mig af på en metrostation nærved, da vejtrafikken er forfærdelig her kl. 4 pm. Det første metroføreren fortæller os er, at han sætter os af. På grund af en ulykke længere fremme, skal vi transporteres videre med bus til Roslyn metrostation. Bussen kommer frem til Roslyn, hvor vi tror vi skal videre på rejsen med tog. Vi står helt mast sammen. Af en eller anden ukendt grund, kan man ikke komme ned til togene, og der kommer bare hele tiden flere busser og sætter folk af, som maser sig ind i masserne. Pludselig lyder der kraftig støj og skrig fra vel 150 meter væk fra, hvor jeg står, og det rygtes, at en bil er kørt ind i alle menneskerne.
Og her starter katastrofefilmen! Jeg var mildest talt ikke imponeret over det amerikanske katastrofeberedskab og præhospitale system. Jeg talte fra mit ståsted over 20 ambulancer, lige så mange Emergency Vehicles, masser af redningsfolk og over 50 politibetjente med forskellige uniformer, som drev folk frem og tilbage…tilsyneladende helt ukoordineret. Det var umuligt at komme derfra. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Live Free or Die Hard, som jeg havde set fem minutter af på flyet, men Bruce Willis var desværre ikke med i denne film til at ordne tingene. Og det var der ingen der var! Jeg så ikke en eneste læge (eller anden autoritetsperson). Vi fik heller ikke noget at vide om, hvad der var sket, og fjeren bliver til mange høns. Efter to timers statistrolle lykkedes det at komme på en taxi. Jeg håber virkelig, at vi har et bedre beredskab i Danmark.
På hotellet ligger en Washington Post og venter på sengen. Jeg læser altid sundhedsstoffet først. Her er to forsidehistorier. Den ene er den tiltagende brug af pengeincitamenter til at få folk til at leve ordentligt, altså tabe sig, motionere, stoppe med at ryge og drikke og tage deres medicin, hvis de har forhøjet blodtryk eller noget andet. Og efter min lille tur i de folkelige masser kan jeg i hvert fald forstå dét der med at tabe sig. De fleste amerikanere har sundhedsforsikring gennem deres arbejde og forsikringerne er dyrere, desto mere usundt de ansatte lever. Staten må ikke gøre ret meget, selvom tobakspriserne faktisk er meget høje i nogle delstater, men de enkelte arbejdsgivere må gøre meget. Og det er ikke ualmindeligt, at de overvægtige ansatte skal betale højere egenpræmie end de andre, men at de får sat egenpræmien ned under de andres, hvis de starter et vægttabsprogram og lader sig tjekke. Det gælder også rygning, hvor man skal levere spyttest ugentligt, og så videre. Det er blevet en hel videnskab herovre at udforske incentivised health promotion, og det er faktisk videnskabeligt påvist, at det virker. Det har også vist sig, at et kontant pengebeløb virker bedre end en tilsvarende præmienedsættelse. Også at den dårlige adfærd vender tilbage, når pengestrømmen ophører. Og det helt nye er, at pengeincitamentet kommer som en præmie i en konkurrence mellem flere forskellige virksomheders ansatte. Det er blevet en hel business at arrangere det (f.eks. HealthyWage.com og StickK.com). Man har ved dybsindig forskning fundet ud af, at det her virker bedst, hvis folk selv betaler en indsats, så lige for tiden er der mange amerikanere, der betaler $60 eller et lignende beløb for på deres arbejdsplads at deltage i disse real life reality shows med chance for at vinde $10.000, hvis ens arbejdsplads klarer sig bedst. Stort gruppepres! Det næste bliver nok, at man skal betale pengene tilbage, hvis kiloene kommer igen, …og det var måske ikke nogen tosset ide? Det her er alt sammen en del af den forebyggelsesbølge, der hedder Nudging (adfærdspsykologi og økonomi rørt sammen i en gryde tilsat lidt alkymi), som også er kommet til Danmark. Det lyder spændende, men amerikanerne kunne nu også se på deres fødevareinfrastruktur. Fast food er vanvittigt billigt og kan købes alle steder og mange flere steder end fødevarer, du selv tilbereder. Og det smager jo godt, lige når man spiser det!
Måske er der andre veje til sundheden? Dagens anden sundhedsforsidehistorie var om mikrober og manipulation af disse, som måske kan få f.eks. overvægtige til at tabe sig, så man slipper for dyre besværlige operationer og endnu mere besværlige adfærdsændringer. Men det var en tung artikel uden for mit område, så læs selv A1 og A18, The Washington Post den 11. oktober 2011.
Sundhedsstof er også godt stof herovre, men der var ikke så meget andet af interesse for en sundhedsøkonom som mig. Det er flot, at den højgravide løber Amber Miller afslutter et maraton på terminsdag og føder på målstregen, men der er ikke så meget sundhedsøkonomi i det (endnu). Det er der heller ikke i Steve Jobs dødsårsag som blev offentliggjort i dag. Måske i, at den økonomiske (næsten) Nobelpris i år gik til to superempirikere, Christopher Sims (NYU) og Thomas Sargent (Princeton). Jeg husker dem fra 80’erne som to innovative økonometrikere, der overtalte dogmatiske økonomer til at se grundigt på data og ikke kun kaffegrumsteori, før de rådgav politikerne om diverse tiltag. Sims satte dét med at se på data i system i nogle vektor autoregressive modeller, som kunne endogenisere mange flere økonomifaktorer end tidligere modeller, og Sargent har lært os, at vi som borgere reagerer kontekstspecifikt på forskellige indgreb i vores privatøkonomi, at vi så at sige tolker dem sammen med hvad vi tror, der vil komme mere af eller hvad der så vil ske, og at vi derfor som borgere ofte reagerer forskelligt på ellers ens indgreb. Det er jo noget rod og lidt synd for alle de her bankøkonomer og vismænd, som jo ellers er meget kloge – ligesom sundhedsøkonomerne – og det er nok derfor, at de så tit tager fejl. Når Sims bliver spurgt om et eller andet, f.eks. hvad politikerne skal gøre i den aktuelle økonomiske krise, så svarer han drævende: ”It requires a lot of slow work looking at data, unfortunately.” Og det kommer han nok ikke så tit i P1-Morgen med. Tillykke til Sargent og Sims med de 10 millioner SEK og må det tilskynde til yderligere innovativ økonomiforskningsadfærd, for ellers skal I betale dem tilbage!
Og her starter katastrofefilmen! Jeg var mildest talt ikke imponeret over det amerikanske katastrofeberedskab og præhospitale system. Jeg talte fra mit ståsted over 20 ambulancer, lige så mange Emergency Vehicles, masser af redningsfolk og over 50 politibetjente med forskellige uniformer, som drev folk frem og tilbage…tilsyneladende helt ukoordineret. Det var umuligt at komme derfra. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Live Free or Die Hard, som jeg havde set fem minutter af på flyet, men Bruce Willis var desværre ikke med i denne film til at ordne tingene. Og det var der ingen der var! Jeg så ikke en eneste læge (eller anden autoritetsperson). Vi fik heller ikke noget at vide om, hvad der var sket, og fjeren bliver til mange høns. Efter to timers statistrolle lykkedes det at komme på en taxi. Jeg håber virkelig, at vi har et bedre beredskab i Danmark.
På hotellet ligger en Washington Post og venter på sengen. Jeg læser altid sundhedsstoffet først. Her er to forsidehistorier. Den ene er den tiltagende brug af pengeincitamenter til at få folk til at leve ordentligt, altså tabe sig, motionere, stoppe med at ryge og drikke og tage deres medicin, hvis de har forhøjet blodtryk eller noget andet. Og efter min lille tur i de folkelige masser kan jeg i hvert fald forstå dét der med at tabe sig. De fleste amerikanere har sundhedsforsikring gennem deres arbejde og forsikringerne er dyrere, desto mere usundt de ansatte lever. Staten må ikke gøre ret meget, selvom tobakspriserne faktisk er meget høje i nogle delstater, men de enkelte arbejdsgivere må gøre meget. Og det er ikke ualmindeligt, at de overvægtige ansatte skal betale højere egenpræmie end de andre, men at de får sat egenpræmien ned under de andres, hvis de starter et vægttabsprogram og lader sig tjekke. Det gælder også rygning, hvor man skal levere spyttest ugentligt, og så videre. Det er blevet en hel videnskab herovre at udforske incentivised health promotion, og det er faktisk videnskabeligt påvist, at det virker. Det har også vist sig, at et kontant pengebeløb virker bedre end en tilsvarende præmienedsættelse. Også at den dårlige adfærd vender tilbage, når pengestrømmen ophører. Og det helt nye er, at pengeincitamentet kommer som en præmie i en konkurrence mellem flere forskellige virksomheders ansatte. Det er blevet en hel business at arrangere det (f.eks. HealthyWage.com og StickK.com). Man har ved dybsindig forskning fundet ud af, at det her virker bedst, hvis folk selv betaler en indsats, så lige for tiden er der mange amerikanere, der betaler $60 eller et lignende beløb for på deres arbejdsplads at deltage i disse real life reality shows med chance for at vinde $10.000, hvis ens arbejdsplads klarer sig bedst. Stort gruppepres! Det næste bliver nok, at man skal betale pengene tilbage, hvis kiloene kommer igen, …og det var måske ikke nogen tosset ide? Det her er alt sammen en del af den forebyggelsesbølge, der hedder Nudging (adfærdspsykologi og økonomi rørt sammen i en gryde tilsat lidt alkymi), som også er kommet til Danmark. Det lyder spændende, men amerikanerne kunne nu også se på deres fødevareinfrastruktur. Fast food er vanvittigt billigt og kan købes alle steder og mange flere steder end fødevarer, du selv tilbereder. Og det smager jo godt, lige når man spiser det!
Måske er der andre veje til sundheden? Dagens anden sundhedsforsidehistorie var om mikrober og manipulation af disse, som måske kan få f.eks. overvægtige til at tabe sig, så man slipper for dyre besværlige operationer og endnu mere besværlige adfærdsændringer. Men det var en tung artikel uden for mit område, så læs selv A1 og A18, The Washington Post den 11. oktober 2011.
Sundhedsstof er også godt stof herovre, men der var ikke så meget andet af interesse for en sundhedsøkonom som mig. Det er flot, at den højgravide løber Amber Miller afslutter et maraton på terminsdag og føder på målstregen, men der er ikke så meget sundhedsøkonomi i det (endnu). Det er der heller ikke i Steve Jobs dødsårsag som blev offentliggjort i dag. Måske i, at den økonomiske (næsten) Nobelpris i år gik til to superempirikere, Christopher Sims (NYU) og Thomas Sargent (Princeton). Jeg husker dem fra 80’erne som to innovative økonometrikere, der overtalte dogmatiske økonomer til at se grundigt på data og ikke kun kaffegrumsteori, før de rådgav politikerne om diverse tiltag. Sims satte dét med at se på data i system i nogle vektor autoregressive modeller, som kunne endogenisere mange flere økonomifaktorer end tidligere modeller, og Sargent har lært os, at vi som borgere reagerer kontekstspecifikt på forskellige indgreb i vores privatøkonomi, at vi så at sige tolker dem sammen med hvad vi tror, der vil komme mere af eller hvad der så vil ske, og at vi derfor som borgere ofte reagerer forskelligt på ellers ens indgreb. Det er jo noget rod og lidt synd for alle de her bankøkonomer og vismænd, som jo ellers er meget kloge – ligesom sundhedsøkonomerne – og det er nok derfor, at de så tit tager fejl. Når Sims bliver spurgt om et eller andet, f.eks. hvad politikerne skal gøre i den aktuelle økonomiske krise, så svarer han drævende: ”It requires a lot of slow work looking at data, unfortunately.” Og det kommer han nok ikke så tit i P1-Morgen med. Tillykke til Sargent og Sims med de 10 millioner SEK og må det tilskynde til yderligere innovativ økonomiforskningsadfærd, for ellers skal I betale dem tilbage!
mandag den 10. oktober 2011
Måler vi på det rigtige?
Jeg er i færd med at hjælpe en afdeling med at lave en målstyringstavle. Afdelingen ønskede at få konkretiseret sin vision til nogle målepunkter, der kunne vise, at man var på vej mod at realisere visionen. Når man laver en målstyringstavle, vælger man tre til fem målepunkter, som man skal sætte ambitioner for; følge med i og op på. Det er ledelsens værktøj til at sætte ind, hvis udviklingen går for langsomt eller den forkerte vej. Afdelingen havde defineret fire søjler i deres vision, som gik på at visionen skulle realiseres ved at arbejde med udvikling, kvalitet, medarbejdere og drift. Derfor var det oplagt at første skridt i processen blev at liste samtlige relevante målepunkter op inden for hver søjle. Kriteriet for denne brainstorm var ”Nævn alle de målepunkter, som viser om afdelingen er på vej til at realisere vision.” Der blev til sådan ca. 15 til 25 målepunkter for hver søjle.
For at skabe overblik markerede vi de målepunkter som ikke i dag fandtes med en rød stjerne. Så kunne vi hurtigt se hvor mange der allerede blev målt på og dermed få en fornemmelse af hvor meget arbejde der lå forude. Det viste sig at være ca. 70 %. Den tager vi lige igen: Da ledelsen i afdelingen skulle nævne alle de mest relevante målepunkter var 70 % noget der ikke fandtes i forvejen!
I mit arbejde som Lean-konsulent kommer jeg tit til at hjælpe med at optimere processer omkring registrering. Det er fordi det fylder enormt meget ude på afdelingerne. Systemerne er ikke altid lige hensigtsmæssigt indrettet, og der er ofte en følelse af at man hælder en masse data ind i et system, men at der ikke kommer noget ud igen eller også kommer det først et halvt år senere, så det er svært at handle på, fordi man først må undersøge om det stadig er relevant. De mange målinger bærer præg af et makroperspektiv på måling. Der er jo rimeligt nok, at man skal have data på sundhedssektorens performance på landsplan, men jeg synes det er tankevækkende, hvor fjernt det er fra den enkelte sygehusafdelings drift. Når man laver et nationalt målepunkt, så lægger man samtidig beslag på utrolig timers arbejde ude på sygehusene. Varme hænders arbejde som bliver brugt på registrering. Derfor har man også pligt til være meget kritisk i forhold til at sikre at alle målepunkter er relevante. Her kunne jeg måske godt ønske mig en kritisk gennemgang af det eksisterende regime.
Det er afgørende for udvikling af afdelingerne, at man forholder sig til hvad man måler på og sætter konkrete ambitioner for det, man vælger. Desværre er situationen i dag mange steder, at den obligatoriske måling og registrering fylder så meget at man kun i begrænset omfang kan overskue at foretage egne (og måske mere relevante) målinger og drage konsekvenser af dem. Det tjener ikke til landets bedste.
For at skabe overblik markerede vi de målepunkter som ikke i dag fandtes med en rød stjerne. Så kunne vi hurtigt se hvor mange der allerede blev målt på og dermed få en fornemmelse af hvor meget arbejde der lå forude. Det viste sig at være ca. 70 %. Den tager vi lige igen: Da ledelsen i afdelingen skulle nævne alle de mest relevante målepunkter var 70 % noget der ikke fandtes i forvejen!
I mit arbejde som Lean-konsulent kommer jeg tit til at hjælpe med at optimere processer omkring registrering. Det er fordi det fylder enormt meget ude på afdelingerne. Systemerne er ikke altid lige hensigtsmæssigt indrettet, og der er ofte en følelse af at man hælder en masse data ind i et system, men at der ikke kommer noget ud igen eller også kommer det først et halvt år senere, så det er svært at handle på, fordi man først må undersøge om det stadig er relevant. De mange målinger bærer præg af et makroperspektiv på måling. Der er jo rimeligt nok, at man skal have data på sundhedssektorens performance på landsplan, men jeg synes det er tankevækkende, hvor fjernt det er fra den enkelte sygehusafdelings drift. Når man laver et nationalt målepunkt, så lægger man samtidig beslag på utrolig timers arbejde ude på sygehusene. Varme hænders arbejde som bliver brugt på registrering. Derfor har man også pligt til være meget kritisk i forhold til at sikre at alle målepunkter er relevante. Her kunne jeg måske godt ønske mig en kritisk gennemgang af det eksisterende regime.
Det er afgørende for udvikling af afdelingerne, at man forholder sig til hvad man måler på og sætter konkrete ambitioner for det, man vælger. Desværre er situationen i dag mange steder, at den obligatoriske måling og registrering fylder så meget at man kun i begrænset omfang kan overskue at foretage egne (og måske mere relevante) målinger og drage konsekvenser af dem. Det tjener ikke til landets bedste.
tirsdag den 16. august 2011
Den svære kunst at lære af hinanden
Bertel Haarder har netop overrakt prisen "Den Gyldne Skalpel 2011" til klinisk biokemisk afdeling på Gentofte Hospital med henvisning til deres arbejde for at minimere svartiderne på blodprøver.
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/08/15/haarder-haedrer-lynhurtige/index.xml
Afdelingen har angiveligt ladet sig inspirere af amerikanske laboratoriers arbejde med lean metoden.
Ud fra min viden - min egen afdelingsledelse her på Klinisk Biokemisk Afdeling på Frederiksberg Hospital har igennem det sidste halve års tid fortalt mig, at de havde gang i noget kopieringsværdigt på kollega afdelingen på Gentofte - er det vitterligt et flot stykke arbejde og gode resultater, som gentofte laboranterne (undskyld, bioanalytikerne...) har lavet. Godt at ministeren og ugebladet anerkender dette.
For mig at se består den store prøve for de andre hospitalers klinisk biokemiske afdelinger nu i, om de er i stand til at lære Gentofte kunsten af. Og endnu bedre - overhale dem indenom. Altså: magter vi at lære af hinandens successer? Formår vi at bøje os i støvet og indrømme at nogle andre har gjort noget godt, før vi selv gjorde det? Og formår vi at handle på det, altså få ændret på egne arbejdsgange osv.? Jeg tror på, at min egen afdelingsledelse vil og kan. Jeg ved de arbejder hårdt på det. Og jeg håber for skatteborgerne og patienternes skyld, at også andre hospitaler gør det.
Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så er en af mine kæpheste at vi skal lære af hinanden. Det danske hospitalsvæsen er fyldt med idérige og handlekraftige ledere og medarbejdere. Men formentligt med lidt for stor overvægt af idérige og for få handlekraftige. I min bog er det sværeste ikke at få en god idé. Det sværeste er, at få ført en god idé ud i livet. Altså evnen til at eksekvere.
Jeg har derfor lavet aftaler med nogle af mine afdelingsledelser (som led i den årlige udviklingssamtale), at de sammen med et par af deres nøglemedarbejdere skal besøge landets næstbedste afdeling indenfor deres eget speciale (den bedste afdeling ligger naturligvis på Frederiksberg... ;-) ). Besøget skal ikke bare være en turist rejse. De skal forberede besøget godt, således at de på besøget kan udvælge tre ting, som de vil tage hjem og indføre på egen afdeling. De tre idéer skal være indenfor kategorierne sundhedsfaglig, patientservice og ressourceudnyttelse. Og jeg skal vide, hvilke tre ting de vælger at gennemføre hos sig selv.
Når det er lykkedes, er næste skridt på udviklingsstigen, at afdelingsledelsen og et par af deres nøglemedarbejdere besøger verdens bedste afdeling indenfor deres speciale. Turen betales af Direktionen, også selv om det er i USA eller Singapore, at afdelingen ligger. Turen har helt samme formål, nemlig af identificere kopieringsværdige idéer indenfor de tre ovennævnte felter. Og så få dem gennemført herhjemme.
I hvilket omfang øvelserne lykkedes skal jeg nok underholde om her på stedet om et års tid.
Et afsluttende ord herfra skal handle om den aktuelle uddannelsesdebat. Den kommer jo hvert år omkring skolestart, og lige nu handler den om, hvorvidt det er godt, at skolernes eksamensgennemsnit offentliggøres korrigeret for sociale baggrundsfaktorer. Som en hospitalsdirektør, der er vant til hele tiden at få offentliggjort sine kvalitetsdata (HSMR, NIP, LUP, Insta800 o.m.a.), forekommer det en eksotisk og håndsky debat omkring offentlighed om ens data. Men det er ikke min ærinde her.
Regeringens idé er bl.a., såvidt jeg har forstået det, at de dårlige skoler kan lære af de gode. Og i et vidensdelingsperspektiv er det jo en god intention. Men graver man lidt dybere i tallene, kan man se, at skolernes karaktergennemsnit varierer så meget år for år, at det kun er 5-10 % af skolerne som flere år i træk ligger i top eller i bund. Med andre ord tyder noget på det enhver erfaren forældre ved, nemlig at skolens kvalitet primært afhænger af det konkrete lærerteam og dets ageren, og ikke af skolen som et samlet hele. Minder det ikke om, det de fleste sundhedsprofessionelle ved? At man skal vide præcis hvilken kirurg, der skal operere en? Og dermed er vi tilbage ved klassisk ledelse - hvordan får man handlet på de områder og medarbejdere, som ikke gør det godt nok?
Well, lad os blot håbe at nutidens poder får en bedre skolegang, end den Carsten Valentin Jørgensen fik i sin tid:
"Kundskabens træ gik ud
på skolen hvor jeg gik
uden at lære andet
end at svabre gulvet efter gymnastik
& mit ambitionsniveau
var ikke påfaldende højt
da jeg kreerede en amagerhylde
til dem derhjemme i sløjd
Fra barnsben af
& tidligere endnu fik jeg fortalt
at det at ha' noget
at falde tilbage på var lig med et & alt
jeg var hele den pukkelryggedes
bud på en karriere
men med ØK i udsigt lærte jeg
mig selv at ta' ved lære"
(Byen uden midler)
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2011/08/15/haarder-haedrer-lynhurtige/index.xml
Afdelingen har angiveligt ladet sig inspirere af amerikanske laboratoriers arbejde med lean metoden.
Ud fra min viden - min egen afdelingsledelse her på Klinisk Biokemisk Afdeling på Frederiksberg Hospital har igennem det sidste halve års tid fortalt mig, at de havde gang i noget kopieringsværdigt på kollega afdelingen på Gentofte - er det vitterligt et flot stykke arbejde og gode resultater, som gentofte laboranterne (undskyld, bioanalytikerne...) har lavet. Godt at ministeren og ugebladet anerkender dette.
For mig at se består den store prøve for de andre hospitalers klinisk biokemiske afdelinger nu i, om de er i stand til at lære Gentofte kunsten af. Og endnu bedre - overhale dem indenom. Altså: magter vi at lære af hinandens successer? Formår vi at bøje os i støvet og indrømme at nogle andre har gjort noget godt, før vi selv gjorde det? Og formår vi at handle på det, altså få ændret på egne arbejdsgange osv.? Jeg tror på, at min egen afdelingsledelse vil og kan. Jeg ved de arbejder hårdt på det. Og jeg håber for skatteborgerne og patienternes skyld, at også andre hospitaler gør det.
Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så er en af mine kæpheste at vi skal lære af hinanden. Det danske hospitalsvæsen er fyldt med idérige og handlekraftige ledere og medarbejdere. Men formentligt med lidt for stor overvægt af idérige og for få handlekraftige. I min bog er det sværeste ikke at få en god idé. Det sværeste er, at få ført en god idé ud i livet. Altså evnen til at eksekvere.
Jeg har derfor lavet aftaler med nogle af mine afdelingsledelser (som led i den årlige udviklingssamtale), at de sammen med et par af deres nøglemedarbejdere skal besøge landets næstbedste afdeling indenfor deres eget speciale (den bedste afdeling ligger naturligvis på Frederiksberg... ;-) ). Besøget skal ikke bare være en turist rejse. De skal forberede besøget godt, således at de på besøget kan udvælge tre ting, som de vil tage hjem og indføre på egen afdeling. De tre idéer skal være indenfor kategorierne sundhedsfaglig, patientservice og ressourceudnyttelse. Og jeg skal vide, hvilke tre ting de vælger at gennemføre hos sig selv.
Når det er lykkedes, er næste skridt på udviklingsstigen, at afdelingsledelsen og et par af deres nøglemedarbejdere besøger verdens bedste afdeling indenfor deres speciale. Turen betales af Direktionen, også selv om det er i USA eller Singapore, at afdelingen ligger. Turen har helt samme formål, nemlig af identificere kopieringsværdige idéer indenfor de tre ovennævnte felter. Og så få dem gennemført herhjemme.
I hvilket omfang øvelserne lykkedes skal jeg nok underholde om her på stedet om et års tid.
Et afsluttende ord herfra skal handle om den aktuelle uddannelsesdebat. Den kommer jo hvert år omkring skolestart, og lige nu handler den om, hvorvidt det er godt, at skolernes eksamensgennemsnit offentliggøres korrigeret for sociale baggrundsfaktorer. Som en hospitalsdirektør, der er vant til hele tiden at få offentliggjort sine kvalitetsdata (HSMR, NIP, LUP, Insta800 o.m.a.), forekommer det en eksotisk og håndsky debat omkring offentlighed om ens data. Men det er ikke min ærinde her.
Regeringens idé er bl.a., såvidt jeg har forstået det, at de dårlige skoler kan lære af de gode. Og i et vidensdelingsperspektiv er det jo en god intention. Men graver man lidt dybere i tallene, kan man se, at skolernes karaktergennemsnit varierer så meget år for år, at det kun er 5-10 % af skolerne som flere år i træk ligger i top eller i bund. Med andre ord tyder noget på det enhver erfaren forældre ved, nemlig at skolens kvalitet primært afhænger af det konkrete lærerteam og dets ageren, og ikke af skolen som et samlet hele. Minder det ikke om, det de fleste sundhedsprofessionelle ved? At man skal vide præcis hvilken kirurg, der skal operere en? Og dermed er vi tilbage ved klassisk ledelse - hvordan får man handlet på de områder og medarbejdere, som ikke gør det godt nok?
Well, lad os blot håbe at nutidens poder får en bedre skolegang, end den Carsten Valentin Jørgensen fik i sin tid:
"Kundskabens træ gik ud
på skolen hvor jeg gik
uden at lære andet
end at svabre gulvet efter gymnastik
& mit ambitionsniveau
var ikke påfaldende højt
da jeg kreerede en amagerhylde
til dem derhjemme i sløjd
Fra barnsben af
& tidligere endnu fik jeg fortalt
at det at ha' noget
at falde tilbage på var lig med et & alt
jeg var hele den pukkelryggedes
bud på en karriere
men med ØK i udsigt lærte jeg
mig selv at ta' ved lære"
(Byen uden midler)
Abonner på:
Opslag (Atom)
