Bloggen er gået på sommerferie

Vi ønsker alle læsere af bloggen en dejlig sommer - vi ses igen i midten af august!



HUSK, at der den 9. august er tilmeldingfrist til ViS' kursus i effektiv videnspredning med undervisning af Resonans og oplæg af Sarah Fraser - læs evt. mere på www.regioner.dk under arrangementer.

Så er scenen sat for en tværregional succes

Et af resultaterne af de netop afsluttede økonomiforhandlinger mellem regeringen og reigonerne er en aftale om sundheds-it, som skal sikre de mest optimale løsninger rundt om på landets hospitaler. I regi af Regionernes Sundheds-it Organisation (RSI) har regionerne udstukket en række pejlemærker for, hvordan vi kommer bedst i mål - men hvad betyder det egentlig for udbredelsen af kliniske it-systemer på hospitalerne?

Hvad skal vi egentlig med RSI? Jeg er ikke i tvivl om, at en del - både klinikere og politikere - har stillet sig selv det spørgsmål. I hvert fald indledningsvis, da RSI for første gang blev introduceret i februar i år. Og det er helt forståeligt, for i løbet af årene har vi set flere tiltag på at gøre dansk sundheds-it endnu bedre. Men med RSI her de danske regioner virkelig ramt hovedet på sømmet: Kongstanken bag organisationen er et tværregionalt samarbejde, hvor man deler erfaringer - både gode og dårlige - og høster de allermest værdifulde frugter af "best practice". Fremover vil princippet 'Følg eller forklar' afløse 'Lad tusinde blomster blomstre'.

Men hvad betyder RSI så for de enkelte regioner - og ikke mindst for læger, sygeplejersker og patienter på de enkelte hospitaler? RSI blev enige om en lang række pejlemærker, hvoraf de fem vedrører optimering af sygehusdriften rundt om i regionerne, og et af disse pejlemærker handler om en strategi for de bedste telemedicinske løsninger, som i sidste ende skal optimere driften af vores hospitaler.

Lyder lidt teoretisk? Ja, måske ved første øjekast, men det er en oplagt og kærkommen lejlighed for os, der sidder med sundheds-it til hverdag, at få den ledelsesmæssige opbakning til at afklare, hvordan de telemedicinske løsninger kan anvendes og gøres bedre. Hele formålet med RSI er jo at dele viden og erfaringer - og hvis noget virker i Region Syddanmark, jamen, så skal vi i fx Region Hovedstaden da gøre alt for at lære af vores kolleger og tage deres løsninger til os.

I Region Hovedstaden har vi siden årsskiftet arbejdet med en telemedicinsk strategi for regionens hospitaler. Er dette arbejde så spildt? Nej, tværtimod. RSI's pejlemærker, herunder den telemedicinske strategi, planlægges som et ekstremt operationel samarbejde, og det giver os og andre regioner en oplagt mulighed for at byde ind med, hvad vi ved og hvad vi mener der bør gøres, hvornår og af hvem.

Et andet konkret eksempel er et projekt, som skal skaffe hurtig systemadgang (Effektiv systemadgang) til de kliniske systemer - et stort og komplekst projekt, hvor helt ny teknologi er i spil. Region Hovedstaden arbejder lige nu med at teste forskellige løsninger, og det samme gør Region Nordjylland og Region Sjælland. Det nye er, at vi samme arbejder på at høste erfaringer med fem forskellige løsninger - en opgave en enkelt region ikke ville have haft mulighed for at løfte alene. Formålet er at skabe et langt bedre og mere solidt beslutningsgrundlag for denne store investering og nå frem til en fælles beslutning om, hvilken løsning der i sidste ende skal implementeres på hospitalerne. Det betyder, at vi får den bedst mulige løsning.

Så på med arbejdshandskerne - jeg står i hvert fald klar til at lære, dele og skabe de bedste mulige rammer for bedre sundheds-it til klinikerne i de danske regioner.

Gode ideer søges...

Carsten døde tre dage før sin 64 års fødselsdag. To måneder før havde han været hos sin praktiserende læge, fordi han havde haft vægttab og generelt ikke havde det så godt. En gastroskopi viste en ondartet svulst i spiserøret. En scanning viste, at der var metastaser i leveren. Der går nu næsten to måneder, hvor en journal forsvinder, og de involverede afdelinger afventer ”hinanden”, inden Carsten bliver korrekt henvist og kan få en tid til den kemobehandling, han skal have. En ny scanning laves umiddelbart før og viser, at leveren i mellemtiden er helt ødelagt af kræften, samt at der også nu er metastaser i lungerne. Carsten nåede aldrig at komme i behandling.

Det fortvivlende ved Carstens forløb er ikke, at der sker fejl. Det er et vilkår for al menneskelig færden. Det er ikke nogens skyld. Sygeplejersken, der sendte journalen, er samvittighedsfuld og dygtig. Hun gjorde sit bedste. Det gjorde de for øvrigt alle sammen – alle de dygtige mennesker, der var involveret. Det er faktisk netop det, der er det fortvivlende ved Carstens forløb. Carstens forløb ville på sin vis have været nemmere at forstå, hvis de involverede var inkompetente og indifferente. Men hvorfor kunne så mange dygtige mennesker, som gjorde sig så umage, ikke ved fælles anstrengelse få Carsten i behandling, før det var for sent? Der var tid nok. Hvor bliver alle de gode kræfter af? Svaret ligger lige for. Indsatsen bliver ikke koordineret på tværs af afdelinger og sygehuse.

Carstens historie er langt fra enestående, og selv om det ikke altid går så galt, så må det koste enorme ressourcer i forlængede behandlingsforløb. Potentialet er der, men realiseres ikke, fordi man stadig i høj grad opererer i siloer. Urealiseret potentiale er spild. Spild er gode kræfter brugt på noget, som ingen får glæde af.

Som leankonsulent består mit arbejde i høj grad af at skabe en kultur, hvor man koordinerer, ændrer og følger op. Det handler om at skabe en struktur, der sikrer at afdelingen løfter i flok; at afdelingen realiserer potentialet af alle de gode kræfter. Det ville være en uhyrlig påstand at hævde, at afdelingerne på danske sygehuse ikke løfter i flok, men det ville efter min mening være en ligeså uhyrlig påstand at hævde, at der ikke er et langt større potentiale end det, der realiseres i hverdagen på rigtig mange afdelinger.

En ting er at koordinere internt i en afdeling – det kan være svært nok. Noget andet er at koordinere på tværs af sektorer, sygehuse og specialer. Der er taget mange initiativer med forskellige pakkeforløb og kontaktpersoner. For Carstens behandlingsforløb er der faktisk lavet et cancerpakkeforløb, som han korrekt blev henvist til, men en banal hændelse var nok til, at det forløb kørte af sporet, og systemet kunne ikke få det tilbage igen, før det var for sent.

Så hvordan koordinerer man indsatsen på tværs af afdelingerne? Umiddelbart tænker jeg: Det havde nok virket, hvis der havde været en, som havde haft den specifikke opgave at følge Carsten fra en afdeling til en anden. Optimalt var det en overlæge, som havde specifikt ansvar for at koordinere behandlingen. Denne overlæge havde sat overlæger fra de relevante specialer sammen, så behandlingen var blevet koordineret. Det er jo en fin løsning, men fuldstændig urealistisk, i forhold til de tilgængelige ressourcer, så hvordan gør man det bedre? Hvordan undgår vi at tabe patienter mellem afdelinger og sygehuse? Er der nogen der har nogle gode ideer eller kan fortælle en historie, hvor det hele bare spillede sammen? Hvad skete der der?

Hvorfor er det så svært?

Jeg har lige været pårørende til et familiemedlem indlagt på et hospital i Danmark. Et familiemedlem, lad os kalde hende Hanne, der har lært, at det er godt at spritte hænder. Det kom med influenzaen i vinter.Første gang jeg besøger Hanne siger hun: "Du siger, jeg skal spritte hænder, men se lige, spritdispensoren er tom og jeg har kun set en eneste bruge den. Nu har jeg været her i to dage, hvordan kan det være?"Jeg er hende svar skyldig. For vi har så meget evidens for, at vi skal spritte hænder før og efter en procedure, og det er jo ret simpelt. Vi ved, at det sparer patienterne for meget lidelse. Vi ved, at mange hospitalssenge er optaget af patienter, der på egen krop har mærket, hvad det betyder, at vi ikke overholdte de meget forståelige og enkle regler for håndhygiejne. Alligevel..... Og jeg tænker som hospitalsledelse og fagperson: Når ikke vi kan finde ud af at overholde de meget simple regler for dette område, som har kæmpe betydning, hvordan skal det så gå, når de 104 standarder i Den Danske Kvalitetsmodel med tilhørende retningslinjer skal både kendes og anvendes - nogen mere vigtige end andre, men alligevel.Og hvilken betydning har det, at vi kvalitetssikrer kliniske retningslinjer i de videnskabelige selskaber og i fx. Center for Kliniske Retningslinjer (www.kliniskeretningslinjer.dk) hvis vi allivel ikke følger dem?Jeg mener manglende efterlevelse af de evidensbaserede retningslinjer er at sætte patienternes sikkerhed over styr og jeg undrer mig over, at det kan være så svært.Hanne er stadig en undrende patient, for hun er naturligvis bekymret for at komme til at fejle mere, end hun gør allerede.Måske du har et svar?

Centerchef

Som ansat i sygehusverdenen skulle jeg egentlig være lykkelig for alle de midler (læs miliarder), der gang på gang tilfalder sygehusvæsenet.
Men jeg er egentlig bekymret for den automatiske tænkning, der ligger i, at jo flere kr. vi pumper ind i sygehusvæsenet, jo bedre er det for alle (læs patienterne, som jo næsten er os alle).
Men hvorfor begynder vi ikke at stille nogle krav, der kan nedbringe presset på sygehusene, for i sagens natur gør sygehusene jo ikke danskerne sundere; de helbreder, lindrer osv.
Men egentlig sundhed ligger andre steder: familie, arbejdsplads, skole, fritid.
Jeg vil gerne slå til lyd for, at vi i fremtiden ikke bare skal betale for danskernes laden stå til med helbredet i forvisningen om, at der altid er et sygehusvæsen i "verdensklasse", som står parat til at modtage dem. Vi bør begynde at stille krav: til hvordan vi lever, opretholder sundhed, medbetaling hvis vi lever risikofyldt, honorere dem, der gør en indsats.....