Hvorfor bliver klinikerne aldrig involveret i udvikling af sundheds-it?

Hvis bare klinikerne var involveret i udviklingen af it-systemer og inddraget i beslutninger om anskaffelse og implementering af it-systemer, så ville systemerne langt bedre understøtte de kliniske arbejdsgange.

Denne indvending har jeg hørt i rigtig mange sammenhænge, og spørgsmålet er, kan man lave it til forretningen uden at inddrage forretningens behov? Uden at spørge kunderne, hvad de har behov for for at kunne udføre deres arbejde? I mit tilfælde er det klinikerne, der er kunderne, og jeg vil gerne skrige ud fra hustagene – at selvfølgelig spørger vi klinikerne – det er jo dem, der skal bruge systemerne.

Region Hovedstaden har siden 2007 etableret en systemledelsesorganisation med 18 systemgrupper, som ledes af vicedirektørerne fra regionens virksomheder. Grupperne består primært af ledende klinikere, som inddrages i styregruppearbejdet for regionens it-projekter, og formålet med grupperne er at lytte til klinikernes ønsker til nye systemer og få prioriteret disse i forhold til udvikling og forbedring af de eksisterende systemer. Altså at finde ud af, hvor klinikerne får mest ud af, at it-ressourcerne bruges.

Alle grupper har også repræsentanter fra regionens it-organisation, men det er altså det kliniske personale, der fylder mest i systemgrupperne. Min mangeårige erfaring inden for sundheds-it har lært mig, at det ikke er hensigtsmæssigt, at det alene er it-afdelingen, der træffer disse beslutninger ud fra, hvad de antager, at klinikerne har behov for. Risikoen er nemlig, at de forkerte projekter prioriteres, og at den efterfølgende implementeringsfase bliver rigtig vanskelig.

Jeg har derfor i mit arbejde med regionens it-governance flere gange oplevet, at vores it-projektforslag er blevet afvist, projekter, vi som it-faglige har udvalgt, som de mest oplagte og relevante – surt? Nej, tværtimod – det er en fornøjelse i den grad at tilpasse it-investeringerne, drift og vedligeholdelse til klinikernes ønsker. Det er klart, at vi ikke kan nå ud til alle regionens mere end 30.000 klinikere, men med systemledelsesorganisationen har vi skabt en reel forretningsdrevet it-governance – baseret på klinikernes ønsker – og det er et stort og vigtigt skridt i arbejdet med at involvere klinikere i udviklingen af sundheds-it.

Ingen ftalater, tak!

Det danske sundhedsvæsen lever på nogle stærke værdier. Heri indgår bl. andet at vi ikke skal skade vores patienter i bestræbelserne på sundhedsfremme.
I dagens debat om miljø er der rejst fornyet interesse om Ftalater – plastblødgører. Både i TV-indslag og i DR om sundhed problematiseres konsekvenser af ftalater i sundhedspraksis.
I Wikipedia står om Ftalater:
Ftalat (også skrevet som: Phthalat) er en betegnelse for farveløse, vandopløselige og højtkogende væsker, der bruges som blødgørere i pvc-plast-, farve-, lak- og kosmetikprodukter. Kemisk er der tale om forskellige estere af ftalsyren. Ftalaterne er et af flere syntetiske stoffer, der er under alvorlig mistanke for at have østrogen-lignende virkninger på dyr og mennesker. Det betyder, at de kan være medvirkende til at fremkalde de påviselige, hormonelle forstyrrelser, som kan konstateres hos fisk, padder og krybdyr i og ved vandløb, der modtager spildevand. Disse forstyrrelser kan også skyldes rester af p-piller i urin og andre estere som parfume. Endvidere er ftalaterne under mistanke for at skade mænds sædkvalitet, ligesom de menes at være medvirkende til det i Danmark stærkt stigende antal nyfødte med misdannelser
Ftalater er nu forbudt i legetøj hos børn, men sundhedsvæsnet anvender dropslanger og blodposer som er blødgjort med ftalat. Vi sender altså ftalat direkte ind i blodet på vore patienter, og her lejres det og giver anledning til unødig hormonpåvirkning og forringet fertilitet. Og dropopsættelse og -infusion sker i mere end 90 % af vore indlæggelser.
Vi bør kræve at grundforskning giver os et alternativ til tvungen ftalat-indtagelse. I legetøjsbranchen blev ftalater forbudt gennem en kampagne. Ftalater bør udfases af sundhedsvæsnet.

Kan videndeling være kviksand?

'Videndeling' er som 'fremskridt' og 'udvikling'. Det er svært at argumentere imod. Vi har mange eksempler, hvor gevinsterne forudsættes åbenlyse. Juhl udvalgets rundrejse pegede på 'the knowing-doing gap', vi laver kliniske retningslinier ud fra den bedste kendte praksis, pakkeforløb med samme tankegang osv.

Jeg har endda været med til at skrive en brugsbog om videnledelse, hvor vi udfolder en række værktøjer til at styrke deling af viden på arbejdspladserne (Bendix og Harbo, Videnledelse i praksis, DJØF Forlag, 2004).

Selvom det er trendy, er der ingen grund til at sige 'undskyld' i den forbindelse. Men måske er der brug for en djævelens advokat?

Der kan være en risiko for, at videndelingsargumentet fører til misforstået rationel ressourcebevidsthed. Som jeg tidligere har været inde på, var der for ca. 10 år siden en bestræbelse på at udvikle en national elektronisk patientjournal. Måske er det heldigt, at det måtte opgives. Det betød, at de daværende amter hørte op med at skændes om formater, standarder og grænseflader. I stedet koncentrerede man sig om at køre videre ad hvert sit spor.

'Hul i hovedet og ressourcespild' kan man sige. Man kan også konstatere, at det 'allerede nu' er lykkedes Region Midtjylland at udvikle en fremtidsorienteret og sammenhængende elektronisk patientjournal, der netop er testet positiv på et helt hospital og formentlig snart besluttes indført på alle regionens hospitaler. Et system som nu påkalder sig betydelig udenlandsk interesse og kan bringe Danmark globalt i front på dette område. Det var i hvert fald status sidste år i april, at der intet sted i verden findes så omfattende systemer, der er taget i brug i hele sundhedsvæsener.

Hvad er min pointe?

Jeg argumenterer ikke for, at vi skal undlade at være nysgerrige om alternative løsninger eller at vi skal hylde 'not-invented-here' princippet. Men vi må gennem praksis konstatere, at radikale nye løsninger nogle gange kræver et usædvanligt fokus, engagement og enorm vedholdenhed (kald det bare storhedsvandvid), som bedst trives i mindre enheder. Måske kan man nogle gange fremme innovation (ny løsninger af værdi for brugerne) ved mere systematisk at stimulere konkurrerende løsninger. Ressourcespild kan så søges reduceret ved undervejs i udviklingsprocessen systematisk at evaluere de konkurrerende løsning og på det grundlag sortere fra undervejs.

Det er det som støttesystemet og markedet tilsammen har gjort ved den danske vindmøllebranche gennem 30 år. I 1980'erne var der mange lokale maskinfabrikker med deres egne mølleløsninger. Idag er der på dansk jord to globale producenter (Vestas og Siemens) med en toneangivende indflydelse på verdensmarkedet. Det er ikke sikkert, man kunne have videndelt sig til den udvikling og robusthed, som det er udtryk for.

Et sundhedsvæsen i verdensklasse?

For nyligt stillede jeg følgende spørgsmål til et holde kursister: Har vi et sundhedsvæsen i verdensklasse? Kursisterne var læger sidst speciallæge uddannelse. Der var på holdet generel enighed om at, vores sundhedsvæsen er i verdensklasse. Men ikke alle var enige. Direkte adspurgt svarede en af kursisterne, at vedkommende havde været indlagt i udlandet og der oplevet, at det var den samme læge der tog sig af vedkommende i hele forløbet. Det var verdensklasse.

Det danske sundhedsvæsen har rigtig mange kvaliteter, men den personlige læge er desværre i mange tilfælde ikke et af dem. Når man spørger er der mange gode undskyldninger for hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Vi kender dem alle – overenskomsten, fravær osv.

Men det kan lade sig gøre hvis man vil. Afdeling K på Bispebjerg hospital har haft det i mange år. Det har ikke altid været lige let, men ved vedvarende fokus er det lykkes. Når jeg snakker med afdelingen er der i dag ingen der kunne drømme om ikke at have personlig læge.

Hvis vi skal have et sundhedsvæsen i top i verden, må vi sikre at alle patienter har en personlig læge. Diskussionen om økonomi og verdensklasse er irrelevant. Det handler om personlig læge.

Dejligt at sommeren er kommet.
Torben

Væk bagvagterne? Eller væk med bagvagterne?

Alle mennesker har brug for søvn for at kunne fungere. Jeg har stor empati for de mange læger, som må tage lange, lange vagter uden sikkerhed for, at de kan få en rimelig hvile i et døgn eller mere. Det er synd for dem at de bliver så trætte. Jeg ville nødig arbejde under de vilkår.

Som udenforstående iagttager af sundhedssektoren er det svært at forstå, at der ikke gælder hviletidsbestemmelser for mennesker, hvis årvågne indsats kan betyde liv og død for andre mennesker. Det kan da vel ikke være så svært at lave en vagtplanlægning, som gør det muligt for lægerne at møde friske ind i aften og nattevagterne? Men sådan en forandring vil nok ikke opleves som en forbedring for de, som ønsker sammenhængende fridage...

Jeg bliver frustreret på patienternes vegne, hver gang jeg hører endnu en historie om en bagvagt som ikke vil forstyrres af en læge som er i tvivl om behandlingen af en dårlig patient. Det er uanstændigt overfor de indlagte patienter, at de ikke får tilstrækkelig kvalificeret tilsyn om natten. Og det er utvivlsomt ubehageligt for forvagten, at stå med valget mellem at blive upopulær for at have vækket en overtræt bagvagt, eller at undlade at konferere om patienten med en mere erfaren kollega. Problemstillingen er velkendt.

Jeg kan se tre typer af løsningsmuligheder:

1) Vi kan vække bagvagterne, udfra den rimelige betragtning at hvis man hæver sig løn er man også på arbejde. Og søvn er ikke arbejde.
2) Vi kan ændre vagtplanlægningen så man ikke har de lange døgnvagter i det hele taget, og rimelige hviletidsbestemmelser bygges direkte ind planen.
3) Vi kan afskaffe bagvagt systemet som det kendes idag.

Hvorfor ikke gøre det sidste?
Vi kunne erstatte de fysiske bagvagter med et vågent callcenter, der bruger moderne telemedicinsk udstyr.
Kunne man forestille sig et system af speciallæger, som dækker vagten for en hel region eller hele landet? De kunne være på vagt koblet op med pc, videokamera og hvad der ellers er behov for til læger med mobilt udstyr på sengeafsnittene. Hvor store mon synergieffekterne ville blive?

Erfaringerne med denne type løsning for tolke har været gode i Region Syd.

Jeg er spændt på at høre, hvad andre tænker om dette.

Katrine Kirk